Polterabend, nogen der gider rette stil ca. 1.900 ord

Ved godt det er en stor mundfuld, men nogen der gider rette en stil om jan sonnergaards novelle Polterabend?

Analyse og fortolkning af Jan Sonnergaards Polterabend.

Polterabend er en novelle i novellesamlingen Radiator, som den første ud af tre novellesamlinger, som Jan Sonnergaard har skrevet. Han har selv udtalt at Radiator, handler om middelklassen, men de to andre handler om over- og underklassen. Jan Sonnergaard arbejder med realisme, fx i polterabend og tyveri, kender vi de steder personerne kommer, og kan derfor sætte os selv ind i personernes sted. Alle novellerne i Radiator foregår i samme miljø, men polterabend skiller sig ud. Polterabend er mere filosofisk end de andre noveller, og modsat de andre er der ikke noget stort fokus på pengene, fx da en fra gruppen vil tage den tomme ølkasse med: ”-Hold nu for helvede op med at være så skide nærig...”
I "Radiator" blev "under-danmark" porttrætteret, og beskriver det enkelte menneske afmagt i forhold til sin egen skæbne. Det går igen i Polterabend, dog er det ikke kun hovedpersonens skyld hans liv får en slutning, for han aner jo intet om gaspistolen.
I nogen af de andre noveller har personerne selv en vis skyld.
I Fallit er det jo ikke andre mandens egen skyld at han er i gæld, selvfølgelig ville det havde været anderledes hvis han var født ind i en rig familie. Men fælles for alle novellerne i Radiator er personerne. Hovedpersonerne er ofte unge, arbejdsløse mænd på bistandshjælp, kriminelle eller folk i gæld. De lever på kanten af samfundet, og kan ikke rigtigt finde deres plads i livet. Men selvom de er skyld i det meste selv, holder man med dem. Mens de pæne borgere får man en tendens til at føle er smålige og kun tænker på sig selv.

I Tyveri får samfundet meget skylden for personernes problemer. I mine øjne har man også selv en vis indflydelse. Men hvis man som dem, ikke føler man er blevet andet end trådt på af samfundet. Er det klart man føler samfundet ikke vil give een en chance, til at blive til noget bedre resten af ens omgangskreds.

Som mange gange nævnt er novellerne i radiator alle meget realistiske, men fælles for dem alle er det de sidste sider, eller linier der bryder realiteten med urealistiske eller absurde indslag som fx i Lotte: ”Retsmdicinerne anslog med stor sikkerhed dødstidspunktet (…) fem uger inden hun for første gang viste sig I vores bar.

Polterabend starter i Simon og Eva, som skal giftes lejlighed. Evas veninder er der, og Simons venner kommer med morgenmad, gammel dansk og øl. Mens pigerne giver Eva en tur på HA motercykel, tager vennerne Simon med på en tur. Turen starter med at de skal køre i tog til hovedbanegården. Og i toget er jeg-fortælleren, for første gang sammen med vennerne. Vennerne bliver ved med at drikke, og købe nyt sprut. Da de kommer til storkespringvandet har de klædt Simon ud som spædbarn. De driller Simon som finder sig i det, lige indtil de begynder at tale om Eva. Det bliver for meget for Simon, drillerierne starter en nærkamp, som resulterer i at et skud går af, og Simon bliver ramt og dør.

Polterabend er skrevet på en interessant måde. Den er skrevet med skiftende 1. personfortæller: ”Det var først senere, jeg selv kom ind i billedet.”(s. 81) og 3. personfortæller:
” Det var lidt akavet, og man mærkede tydeligt…”(s. 82). Samtigdig er jeg-fortælleren alvidende, ved hvad de laver, og kan gå ind i personernes tanker : ”Simon var rørt og glad, og trods den...”(s. 86). Fortælleren ikke er dog med i hele novellen.

Gruppen, pigerne, og deres forhold til hinanden.

Som tidligere nævt er er hele gruppen en del af middelklassen, noeget der tyde på det er: ”og de gik hen til Halmtorvet og bunkeren på midterrabbatten over for ,,Reden”, hvor junkierne plejer at sidde, når de har fikset...”(s. 86). I det hele taget gør de ikke noget stort ud af det, eller kommer nogen fine eller specielle steder.

De har gået i folkeskole sammen, og har i det hele taget et venskab der går langt tilbage.
Noget tyder på dette venskab er begyndt at smuldre, og Eva har taget drengenes plads. Dette kan ses ved, at selvom Simon skal i byen og drikke med vennerne, kommer denne sætning: ”Simon havde tydeligvis ikke bestilt andet end at savne Eva den sidste halve time...”(s. 87). Så noget tyder på han er ved at vokse fra dem. En anden ting der tyder på de ikke er de bedste venner mere er dette ciata: ”musikken fra dengang de var et fællesskab.”(s. 84). Drengene ved heller ikke hvad der er bedst for
Simon. De tager ikke hensyn til, om Simon hygger sig eller ej: ”Og hver gang han
prøvede at sige noget råbte de: -Sengetid!-”(s. 88) Det ser ikke ud som om Simon er med i denne klikke længere. Han er vokset fra alle disse drengestreger: ”…,så der måtte syv forsøg til,før det skummede ud over det hele, og han sandsynligvis brækkede en flig af enand.”(s. 85). De andre har åbenbart haft god tid til at øve sig i at åbne øller med deres tænder, mens man tydelig kan udfra dette citat se, at Simon skiller sig ud.

Drengene virker ikke særlig modne, iforhold til pigerne: ”Hanne og Iben, som udstrålede stor glæde på parrets vegne, der gjorde Jesper og Per lidt kejtede...”(s.81)
Citatet fortæller os at drengene ikke rigtig ved, hvordan de skal takle pigerne. Dette gør dem fjern fra Simon, som ikke kun forstår sig på kvinder, men oven i købet skal giftes med Eva. Kun Simon synes altså at have udviklet sig, og netop hans bryllup kan være et objekt for jalousi for drengevennerne. Ovenstående citat kan nemlig også læses således: ”stor glæde på parrets vegne, der gjorde Jesper og Per lidt kejtede og generte”, og betyder på denne måde, at vennerne bliver en smule flove, over deres manglende oprigtige glæde på Simons vegne.

Pigerne har tydligvis, også lagt mere i denne dag end drengene:”tidsbestilling til bodymassage, og aftaler på Crazy Daisy efter middagen på Baron von Dy”,
Pigerne har også bestilt en HA`er til at køre Eva rundt, og har planlagt en sjov dag. Drengene derimod skal drikke, og det føles som om at uden noget at drikke kan de ikke have det sjovt.
Simon ville nok have foretrykket pigernes polterabend:”…så kunne han ikke lade være med at glæde sig en lille smule over hvor opfindsomme pigerne var, og hvor meget de lagde i det.”(s 82).




Jeg fortælleren.

Det at jeg-fortælleren først senere kommer ind i billedet, (det siges allerede i første linie, og må derfor være vigtigt) men alligevel beskriver optakten til Simons polterabend, som om han befinder sig i Simons lejlighed, og allerede er inde i billedet (hvilket først sker på side 84, hvor jeg-fortælleren får en krop, og befinder sig blandt vennerne) fortolker jeg, som om at mennesket er under en højere magt som kender ens skæbne og ens liv. Dette baserer jeg på at tæt på slutningen, sidder jeg-fortælleren allerede på en café hvor han ved at vennerne kommer forbi. Mens han venter på hele forestillingen, foretager jeg-fortælleren en lille meget symbolsk bevægelse: Han binder sit slips. En knude rundt om halsen.

Desuden beskriver jeg-fortælleren, hele novellen igennem vennerne, som om han kender dem, eftersom de gør nøjagtigt som han forventer: …”alt hvad de gjorde så ganske afgjort modsvarede mine forventninger.” I slutningen vægler han dog at sige :” Da skyen forsvandt og udsynet blev klart igen så jeg en ung mand tage tre skridt baglæns, vaklende og iklædt sparkedragt, som blev mere og mere rød i hovedet”(s. 90). Han ved jo udemærket godt det er Simon, man han vælger at beskrive hændelsen ligesom at det er en person han aldrig har mødt før. Det er som om at det øjeblik Simon bliver skudt, har fortælleren misten sit forhold til ham. Dette kan tolkes på mange måder, men jeg vælger at gå udfra at fortælleren er en slagt satan, at han er kommet for at hente Simon og som ”underholdning” følger dem noget af dagen. Udfra dette citat som jeg-fortælleren kommer med understøtter jeg min teori: ”Ak, hvor er mennesket dog skrøbeligt, når det stilles over for universets fundamentale magter…” Dette viser at jeg-fortælleren ved at det vil ske, og at han enten er en filosofisk anlagt person, der konkluderede nogle vigtige konklusioner på baggrund af denne hændelse. Eller rent faktisk er et af de universets fundamentale magter, som han omtaler.

Jeg fortolker at det sidste i novellen, hvor de tre magter bliver beskrevet, egentligt der det væsentligste, og hele fortællingen om Simon bare er et eksempel på de tre magter.

Den stærkeste magt fremstilles som den: ”der binder atomerne sammen i stabile strukturer” (s 91). Disse atomer og strukturer kunne fortolkes som mennesker, der bindes sammen i fællesskaber. Simon bliver holdt fast i hans venskab til drengene, selvom han tydeligvis intet har tilfælles med dem længere.

Den næststørste er: ”atombomben”(s. 91) som er menneskeskabt. Denne magt: ”tilintetgør de før stabile strukturer.”(s.91).

Den tredjestørste magt, kærligheden, som hos Simon kommer frem gennem hans forsvar af Eva mod drengenes bemærkning, om hendes fysik. Men denne kærlighed må alligevel bukke under for den magt: ”som tilintetgør de før så stabile strukturer” (s.91), nemlig: den næststørste magt eller gaspistolen, som gør en ende på Simon, hans liv og dermed hans kærlighed.

Dette viser, at den”stærkeste magt” virkelig er den stærkeste, for da Simon prøver at gøre op med drengene og endelig viser at han har fået nok, kan han ikke vinde over fælleskabet (den stærkeste magt) men må betale med sit liv for at have gjort forsøget.

Hvad vil Jan Sonnergaard fortælle?

Jan Sonnergaard vil fortælle en historie, om liv & død & kærlighed. Man han vil ikke bare fortælle et eller andet tilfældigt eventyr. Han vil fortælle den realistisk, så flest muligt kan sætte sig ind i den, og forestille sig at de rent faktisk kunne have gået på Strøget den dag. Læserne kender stederne, de fleste har været på Strøget, og med egne øjne set butikkerne, og måske endda selv nydt noget drikkelse på Café Europa.
Men samtidig med han gør novellen så forståelig og realistisk for læseren, har den også et realisme-brud.
For midt i alt det man kan forstå og måske genkende, er jeg-fortælleren. Han er et klart brud i realismen, for han ved (for) meget om gruppen. Selvom han ikke er tilstede ved han hvad personerne laver, og kan kan endda gå ind og se hvad en person føler.
Jan Sonnergaard får også en til at tænke over livet, og om der virkelig er noget der styre ens skæbne. De fleste tror nok ikke på at en person går rundt og bestemmer, hvornår man skal dø. Men man bliver alligevel så forvirret, over at jeg-fortælleren ved så meget, at man begynder at tro på at han er døden.

En novelle kan fortolkes på tusind måder, og man skal passe på med at overfortolke, men man kan gå ind og analysere lidt om selve det at Simon skulle giftes, hans sidste dag i frihed, blev også den sidste dag i livet. Det er da en interessant tanke?

Konklusion

Jan Sonnergaard har skrevet en novelle, der handler om liv og død, men først og fremmest kærlighedens magt, og hvad den kan forårsage.
Samtidig er novellen interessant, fordi den arbejder både med realisme, og brud på realisme.