hej, nogle der vil kigge min stil igennem og kommentere inholdet...

Hej er der ikke en der vil kigge min stil igennem for indholdet, og sige sin mening, er der f. eks en rød tråd i det? Og hvordan er mit sprog? Vi er blevet bedt om at gøre rede for Henrik Jensen tanker i offerstrategier og at diskutere dem.
Offerstrategier

Mennesket i dag befinder sig hyppigere i offerrollen end for bare få årtier tilbage. Det er nu blevet helt acceptabelt offentligt at fremvise sin totale hjælpeløshed overfor den situation såvel som det menneske der fik arrangeret at man havnede i denne offerrolle. Det er ikke længere forbundet med en stor skamfølelse at fortælle hvorledes man blev offer for handlinger, personer eller barndomstraumer der tilsyneladende ikke kunne undgås.

Henrik Jensen skriver gennem hele sin tekst ”offerstrategier” om hvorledes nu til dags mennesker bruger deres offerrolle til at komme i mediernes søgelys. , og for offentlig skærm fortæller ”om hvordan det gik til, da de blev fejlbehandlet på hospitalet, skilt, fyret, overfaldet, voldtaget, mishandlet af staten eller bare almindeligt snydt af systemet.”(s.7. l. 4). Alle skal synes at det er synd for dem, og at det ikke er deres egen skyld men samfundets, deres forældre, deres nabo osv. De slipper derved selv for at tage ansvar for deres egne handlinger. De kan nemt projicere det over på alle mulige andre. Som han f.eks. skriver at voldsmanden lige pludselig har et perfekt alibi for hvad han gjorde. Han har måske været offer ”for dårlige kammerater, en uheldig skolegang eller nogle tilbøjeligheder som de ikke selv forstår”(s.7 l.23) og som han skriver kan man komme i tvivl om hvem der egentlig er ofret. Alle opfører sig som ofre selv politikere bruger offerteknikken for at medføre gode politiske resultater. Inden for sporten findes også offersketches som han selv kalder det, som går ud på at fodboldspilleren på given tidspunkt kaster sig ned og simulerer tackling uden at medspilleren overhoved har rørt ham, hvilket som han pointerer kan ses i den langsomme gengivelse. For generationer siden mener han at alt dette ville have været uhørt at gøre, det ville simpelthen ikke finde sted, og han forstår ikke hvordan folk bare kan være så skamløse og uden moralske værdier og han spørger ”hvordan kan det pludselig være blevet legitimt at demonstrere sin komplette mangle på dem offentligt? Hvad skete der med de gode gammeldags hæmninger? Han begynder at filosofere over om vi alle er en slags uudsprungne ofre. Han beskriver Freuds personlighedsmodel er gået over og blevet til en slags personlig-offer-model hvor” Vores 'det' er offer for vores 'overjeg', vores 'overjeg' for vores 'det'- og 'jeget' for dem begge. Det er borgerkrig”
Helt besynderligt synes han også det er at flere og flere er begyndt at kamme over i selvmedlidenhedsynk og med deres tonevalg, blik og holdning udstråle ”hvorfor lige mig”(s.8 l.70) og endnu mere ejendommeligt at folk, undskylder sig med at de jo kun er menneskelig og at de dermed ikke kunne gøre for det og dvs. ikke er ansvarlig for det.


Det er blevet okay ikke at tage ansvar for egne handlinger og ”flere og flere falder for fristelsen til at melde pas” (s9 l. 91)
Han mener at det er blevet almindeligt at man bare melder pas at det kan virke direkte opsigtsvækkende at stå ved sine handlinger. Han siger at hvis det virkelig forholder sig sådan, så er det vel ikke så mærkeligt at folk falder for at bruge offerteknikken. Tidligere var dette dog forbundet med stor skam og tab af social status, hvis man ikke påtog sig sit personlige ansvar. Men nu i modsætning til tidligere ”har det ansvarsløse offer fået en privilegeret status i samfund og medier” (s. 9 l. 109)

Henrik Larsen virker irriteret på de mennesker som ikke tager deres personlige ansvar på egne skuldre men bare giver de andre skylden. Selv dem der ikke er ofre men faktisk har et ansvar slipper nemt omkring det, uden at tage deres ansvar, og det er da også for uforskammet at pålægge andre det ansvar man selv har hvis man styrer en virksomhed. Der må man gribe til egen barm og tage ansvar for at det måske ikke går som det burde. Det kan ikke være rigtigt at en virksomhed kan gelejde sig nemt omkring ved ikke at tage ansvar for egen fiasko. Det virker for nemt og barnligt at hengive sig til at være offer og bare give de andre skylden. For dermed selv at kunne fremstå rene og pæne. På den anden side kan det jo også være en stor befrielse for een selv ikke at tage ansvaret. Der vil ikke være nogle selvbebrejdelser eller fra udefra kommende, man kan ganske enkelt bare formulere en sætning noget i stil med. ”Jeg var offer for tilfældighederne, jeg kunne jo ikke vide at…” nemt og smertefrit, ingen bliver vrede for du kunne jo ikke gøre for det.

En anden ting han også kommer ind på er de mange mennesker som for åben skærm udbreder sig vidt og bredt om deres egen ulykke, som desværre er overgået dem. Og han virker irriteret over at høre på dem, han kan ikke forstå hvorfor de offentligt har brug for at blive udstillet som ofre, og fortælle hvordan det ikke er deres skyld. Men hvorfor så ikke bare slukke eller lade være at læse disse nyhedsmagasiner. Det behøver han jo ikke. På den anden side, kan man sige at det er godt for dem på skærmen at de får det bearbejdet ved at komme ud med det over skærmen, plus at andre ligesindede kan lære af dem, hvordan de skal tackle en lignende situation. For nogle kan det godt blive lidt for meget af det. Det kan godt blive for meget at høre om forældre der er blevet ofre for deres børn, børnene tyranniserer deres forældrene. Eller diverse andre tv- programmer, hvor folk ikke kan finde ud af at klare dagligdags problemerne med tv- programmer som ”Hjælp vi har børn”, ”Du bliver hvad du spiser”, ”Rent hjem”, ”Få styr på dit rod” og diverse andre programmer som hjælper familien Danmark med det hårde ansvar der ligger på deres skuldre, men som for generationer siden ville være blevet kigget skævt til hvis ikke man kunne. Det er de gode gamle færdighedsmetoder nu til dags mennesket har problemer med. Men ikke at glemme, grunden til at de bliver endt er jo fordi folk ser det, så nogle må jo få noget ud af det.

Så alt i alt er det vel ikke til skade at folk bruger det offentlige rum, hvad enten det er tv eller aviser, til at fortælle verden om deres triste skæbne de blev udsat for, og som de ikke kunne gøre for. For hvad enten man er tilhænger af det eller fravælger, så har man jo valget til at vælge om man vil høre om det eller ej.
På den anden side er det en forkert udvikling vi går i møde at man ingenting kan klare selv mere. At man hengiver sig til at være offer, læner sig tilbage og venter på hjælp. Men lige nu er der behov for programmerne og nogle får hjælp af dem, hvis ikke seerne så offeret på skærmen.