Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortsætte?

Halløj (:

Skal lige finde ud af om teksten skal være i nutid elelr datid.?

Øhmm... Ja, det er i nutid, men der er flash back i teksten så det er lidt inviklet!

Flere ?

Hey.. Her kan du se min historie, hvis det kan inspirere dig lidt :) Ved ikke, hvordan man vedhæfter den så..?

Forladt
 

Jeg åbnede langsomt mine trætte øjne, og kiggede forsigtigt rundt i alle krogene i det lille rum. Jeg kunne ikke huske, hvor jeg var eller, hvad der var sket. Ja, jeg var så fortabt, at jeg ikke engang kunne huske mit eget navn. Rummet var lille og klamt. Væggene var lavet af beton. Det dryppede ned fra det fugtige loft. Der lugtede råddent og indelukket. Jeg prøvede, at rejse mig, men mine ben var svage, og krøllede sammen under mig. De var tynde og overfyldt med blå mærker. Jeg havde ikke fået mad i dagevis. Det sidste jeg kunne huske var da jeg fik dukken i julegave af mor og far. Jeg husker det som var det i går:
 

Jeg havde glædet mig hele året. Juletræet var dækket med glimmer og fine sager. Mine øjne flakkede hurtigt hen over gaverne under træets nederste grene. De stoppede ved den største pakke. Den var pakket ind i det fineste papir, jeg nogensinde havde set. Papiret var rødt og dækket med små fine engle i guld. Gavebåndet var krøllet perfekt, og sad snorlige på det fine papir. Det hele matchede så perfekt. Jeg snusede kraftigt ind. Der duftede af gran, og tændte stearinlys.
Mor klappede stille i hænderne, og forsøgte at fange min opmærksomhed. Jeg drejede hovedet over mod hende, og kiggede spørgende på hende. Hun smilte sit skæve smil, så man kunne se hendes ene smilehul. Så nikkede hun let. Jeg kunne mærke mine øjne blive store af nervøsitet. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet, men da jeg flåede det flotte papir af, blev jeg pludselig målløs. Jeg vendte, og drejede det, og kunne se ud af øjenkrogen, at mor begyndte at blive anspændt. Så vendte jeg hovedet mod hende, og lavede det største smil, som mit lille hoved kunne bære. Mors øjne glimtede som en klar stjernenat. Jeg blev nærmest blændet af hendes soleklare smil. Hun kravlede ned til mig, og gav mig det største kram, hendes svage krop kunne klare. Jeg krammede lykkelig igen.
Mit blik blev igen fanget af den gave, som havde bragt så meget lykke op i mig. Den havde fine brune krøller, og smukke brune øjne. Det sødeste smil i verden med to bitte små tænder i midten af munden. Den havde en lilla kjole på med små lyserøde blonder. Dens tæer var på størrelse med min lillefingernegl. "Tak mor. Mange tak! Jeg tror, at jeg vil kalde hende Ditte", sagde jeg forun-dret. Mor smilede bare igen. Hun gik hen til…

Jeg kunne ikke huske mere. Mine minder var slørede. Jeg kiggede ned, og opdagede at mine tynde fingre havde boret sig ned betongulvet. De var dækket af mørkerødt, slimet blod, der lugtede svagt af jern. Pludselig fik jeg en kraftig hovedpine. Det var som om min hjerne eksploderede. Jeg skreg af smerte, og tog mig til hovedet. Min pande var glødende varm.
Jeg forsøgte at rejse mig igen, og denne gang kom jeg op på benene. Jeg gik forsigtigt langs væg-gen. Da jeg næsten var hele vejen rundt i det lille rum, trådte jeg på noget koldt og glat. Det knækkede under mine bare fødder. Jeg bukkede mig ned, og samlede et skår op med mine skrøbelige fingre. Det glimtede let i solen fra det lille vindue øverst i rummet. Jeg tog det tættere op til hovedet, og kiggede nærmere på det. Jeg vendte, og drejede det, ligesom jeg havde gjort med dukken. Jeg kunne se mit eget spejlbillede. Mine øjne var rødsprængte, og mit hår var uglet. Som et lyn fra en klar himmel kom hovedpinen tilbage. Jeg slyngede hænderne op til hovedet og tabte skåret, så det gik i tusinde stykker. De tusinde små stykker spejl spredte sig rundt i rummet, så hele gulvet skinnede. Jeg kunne mærke nogle fordybninger i panden. Hvis jeg blev herinde, ville jeg blive sindssyg. Jeg listede forsigtigt tilbage til der, hvor jeg sad før. Jeg kunne mærke de små skår skære sig ind i mine fødder. Jeg magtede ikke at tage skårene ud, så jeg lagde mig til at sove.

Jeg gik en tur på stranden med Ditte. Havet var stort og mørkt. Jeg havde taget skoene af, og gik i sandet med mine bare tæer. Sandet føltes blødt og koldt. Af og til trådte jeg på en musling. Der lugtede af tang og havsalt. Jeg gik ud til vandet, og lod vandet ramme mine ben. Vandet var koldt. Længere henne på stranden lå en stor sten. Jeg gik hen til den med dukken i mine arme. Jeg satte mig på stenen, der var glat og slimet. Jeg lagde dukken på tæppet ved siden af mig, og lyttede til vinden, der susede i træerne og buskene, så de rystede. Jeg kiggede nærmere på buskene. Det så ud som om, at der sad to øjne inde i busken. De stirrede ondskabsfuldt på mig. Det var ved at blive mørkt, så jeg kunne ikke se, hvad det var. Jeg sad i mine egne tanker, da der pludselig sprang noget frem, og tog fat i mig. Jeg prøvede at gøre modstand, men det, som holdte fast i mig, var alt for stærk. Tårerne trillede ned af mig, da "Det" tog mig med, og efterlod dukken på den store sten. Helt alene på stranden. Helt forladt.

Jeg vågnede med et mærkeligt syn på det hele. Det var som om, at jeg så mig selv udefra. Jeg stod uden for døren, og kiggede ind. Jeg så mig selv sidde på det kolde betongulv. Mine øjne signalerede voldsomt had, og mit kropssprog viste, at jeg var parat til at gå til angreb.
Jeg gik lidt væk fra døren, og kastede et blik på det lille rum, som jeg stod i. Der stod en laset rød sofa ovre i hjørnet. Stoffet var gammelt, og den røde farve var ved at slide af. Ved siden af sofaen stod en gammel og støvet lampe. Lampeskærmen var formet som en cylinder. De farvede streger på lampeskærmen hvirvlede sig ind i hinanden, og dannede et overdådigt mønster. Jeg drejede hovedet over mod den stejle trappe. Jeg listede varsomt op af trappen. Lyset blændede mig i det rum, jeg kom til. Ikke én levende sjæl kunne man se her. Jeg trippede stille videre igennem den smalle dør ind til stuen. "Det" sad i sofaen.
Jeg tøvede med at gå tættere på. Jeg kunne endnu ikke se, hvad "Det" var. Jeg blottede mine tænder, da "Det" kiggede op. Jeg kunne mærke en hvislende lyd komme ud mellem mine sam-menbidte tænder. Jeg snerrede. Jeg snerrede af den mand, som i flere dage havde pint mig til døde. Men det virkede ikke som om, at han lagde mærke til mig, eller at han kunne se mig. Jeg var nærmest usynlig. Jeg gik tilbage til køkkenet, imens han lå og sov på sofaen. Jeg tog den største kniv, som jeg kunne finde. Da jeg stod med kniven hævet over hans hoved, vågnede han pludselig. Da han åbnede øjnene, var jeg som ved et trylleslag tilbage i det kolde og klamme rum.
Jeg slog øjnene op med et sæt. Smerten var forvirrende. Det var præcis sådan, jeg havde det – jeg var forvirret. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg kunne ikke få noget som helst til at give mening. Min krop forsøgte at afvise smerten, og igen og igen blev jeg suget ind i et mørke, der skar sekunder eller måske endda minutter af pinen og gjorde det endnu sværere at forholde sig til virkeligheden. Jeg forsøgte at adskille dem. Ikke-virkeligheden var sort, og det gjorde ikke så ondt. Virkeligheden var rød, og det føltes, som om jeg blev savet midtover, som om jeg blev ramt af en bus, tæsket af en mesterbokser, trampet ned af bissende tyre og dyppet i syre. Det hele på én gang.
Virkeligheden var at mærke min krop vende og dreje sig, selvom jeg ikke kunne bevæge mig af smerte. Virkeligheden var at vide, at der var noget, der var uendelig meget vigtigere end denne tortur, men ikke at kunne huske, hvad det var. Virkeligheden var kommet så hurtigt. Det ene øjeblik var alt, som det skulle være. Jeg var omgivet af mennesker, jeg elskede. De smilede. Og så var der én lillebitte, ligegyldig ting, der var gået galt. Mørket havde lagt sig over mig, og så blev jeg skyllet væk i en bølge af tortur. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg forsøgte at mærke mit hjerteslag, at finde det, men jeg var helt fortabt inde i min krop. Jeg kunne ikke føle det jeg burde, og det var, som om alting sad forkert.
Pludselig forsvandt smerten. Jeg glippede, og fandt mine øjne. Jeg kunne se lyset. Det var smukt. Solen stod højt på himlen, og oplyste rummet igennem det lille vindue. I det samme kom smerten tilbage – i et enkelt hug. Jeg hev efter vejret. Der blev mørkt. Intet virkede virkeligt længere. Det gjorde det svært ikke at give op. Jeg blev ved med at skubbe mørket tilbage. Jeg havde aldrig kunne undgå smerte. Jeg havde altid været menneskelig og svag. Det eneste, jeg havde formået, var at blive ved. Holde ud. Overleve. Jeg ville holde ud, indtil hjælpen kom.
Jeg prøvede at holde ikke-eksistensens mørke få centimeter fra livet. Men det var ikke nok – min beslutsomhed var ikke nok. Efterhånden som tiden kværnede videre og videre, lagde der sig en sort klap for mit liv. Det var slut. Jeg var slut.
 

#4

Jeg kan dsv. ikke se den ?

Meget god historie :-)

Men hva fik du får den ?

Det du laver er ikke flashback, og du vil få hug for ikke, at holde det i en bestemt tid, hvis du ikke retter det. Hold det i nutid og før nutid.

Man kan lave glidende overgange ind og ud af flashback, men det er (udover at været noget andet end det, du gør) svært at gennemskue for læseren, og hvis du skriver det i en stil til aflevering, så er det en dårlig idé. Risikoen for, at din lærer ikke gennemskuer det er for stor.

Derfor er du nødt til at markere dine flash backs bedre.
Først og fremmest giv dem et helt afsnit for sig selv - dvs. markér med linieskift, at her er noget, som ikke er en del af det andet. Dobbelt linieskift, så der er mellemrum imellem flashbacks'ne og resten af teksten.
Nogle ynder at skrive flashbacks i kursiv - spørg din lærer, om han/hun tillader dette. Nogle lærere er liiiiidt sippede omkring brug af kursiv.
Hold dine flashbacks i samme tid som det andet - det er IKKE minder, du tænker tilbage på, det er minder, som du GENNEMLEVER igen. Ergo, er resten af teksten til nutid, skal flashbacks'ne også være nutid.
Cillamusen har givet nogle gode eksempler på det i sin tekst.

Skriv dine flashbacks som om, du er til stede på det tidspunkt, du skriver om.
Fx kunne du skrive et lille stykke, hvor du betragter dukkeejeren lege med sin dukke på stranden i juni eller sådan noget - men i nutid, som om det foregår nu.

Noget andet, der slår mig er, at jeg godt kunne tænke mig at vide, hvilke overvejelser, du har gjort dig om fortællerens rolle. Umiddelbart har du introduceret en jeg-fortæller, der på den ene side er til stede i historien, men på den anden side virker alvidende, som om han/hun har siddet og observeret både dukken, dukkens ejer, stranden osv. ved flere forskellige lejligheder.
Hvem er denne fortæller? Er det en person, der får en rolle i handlingen? Er det en person, der er en del af handlingen (Dukken, pigen), der ser handlingen udefra? Er det en fortæller, der ikke har noget som helst at gøre med handlingen?
Mine tanker er, at det ikke er en uinteressant fortæller - slet ikke, faktisk ganske interessant idé. Men den slags eksperimenteren kræver, at du ved, hvad du vil med fortælleren. At du har tænkt over det, og sørger for at gøre det  klart for din lærer igennem teksten, hvad dens rolle er.

I øvrigt fint med uddybningerne. Der er nogle sproglige ting, men dem kan du rette til sidst.
Den sætning, du slås med, synes jeg, du skal lige strege over, så du ved, at der skal rettes i den, og så gå videre. Når du så retter det hele igennem til sidst kan du tage fat i den igen.

Forresten, fandt du ud af, hvad du ville med teksten?
Måske du kunne give et lille resumé af, hvad den færdige novelle skal handle om. Så er det lettere at give et bud på, hvor den skal bevæge sig hen ad nu.

Jeg fik 10 :)

Tillykke (:

Miibi, Fortælleren er selve dukken, men det vil jeg fortælle tilsidst :-) . Hvor f.eks fortælleren siger,  jeg er ser på hende, men kan ikke kalde på hende fordi jeg kun er en dukke f.eks. Skriver det selvfølig meget anderledes :-)

Resumé :

Jeg har tænkt på at få en pige med i handlingen, men ved bare ikke hva for en rolle pigen skal spille?

Pigen skal bare ikke have kendeskab til dukken, men kun at den har set dukken og forlader og efter det går hun mens dukken prøver at kalde efter pigen. Hvis jeg nu uddyber det lidt mere, så skal den bare lege med dukken, mens hendes mor så siger hun ikke skal tage den med hjem f.eks.

Problemet er bare hvem gider gå til stranden en kold efterår/vinter dag?

Det med nutid/datid har jeg rettet og det lyder meget bedre nu :-)

Flot Cille :-)