HJÆLP! Karakteristik af en artikel

Hej!
Nu er det første gang jeg skal lave en karakteristik af en arktikel, som jeg skal bruge i min kronik.
Så tænkte på om der ikke var nogen som kunne hjælpe?? Jeg har fået følgende spørgsmål til hjælp;

1. Analyse af appelformerne.
2. Argumentationens 4 faser (Konstaterende, definerende, evaluerende, advokerende)
3. Analyse af påstand, belæg, underbelæg (hjemme).
4. Analyse af gendrivelse, rygdæning, styrkemarkører
5. Analyse af arguments typer; autoritet, ordvalg, modsætninger, sammenligninger, gentagelser

Teksten:

Deleøkonomi er på mange måder en problematisk betegnelse. Ordet giver associationer til vennetjenester og antyder, at der er tale om en slags supplerende fritidsarbejde, halvt arbejde, halvt socialt. Det gælder da også for mange af transaktionerne, men i takt med deleøkonomiens vækst er der sket en professionalisering og konsolidering, så nogle services i dag er globale platforme med milliarder i omsætning.  

Samtidig er tjenesterne blevet en reel konkurrent til eksisterende virksomheder, og mange mennesker har gjort det til en reel levevej at udføre opgaver på deleøkonomiens platforme. Ofte omtales fænomenet som ’the on-demand economy’.

Fordelen ved de nye tjenester er, at man nu kan koordinere og udnytte ressourcer langt mere præcist og effektivt. Redskaber, kompetencer eller ledige hænder, der ellers ville stå ubrugt, bliver brugt til at skabe større værdi. Mange mennesker får mulighed for at bruge deres evner, det er nemmere at starte op og gøre sig selv nyttig. Og så er det dejlig fleksibelt for dem, der skal have arbejdet udført. 

Peter Hesseldahl er projektleder på WE-economy, et researchprojekt med fokus på konsekvenserne af en mere digitalt drevet økonomi.

De store tjenester i deleøkonomien er reelt en ny kategori af arbejdsgivere: Platformene lever af at tage gebyr for at koordinere og formidle kontakter. I princippet er både den, der udfører opgaven, og den, der får den udført, kunder hos platformene.

Der er to meget forskellige måder at beskrive de freelancere på, der arbejder gennem de digitale platforme: 

På den ene side omtaler de store tjenester, der formidler kontakten,dem gerne som mikroentreprenører. Arbejdstagerne bruger platformen til at skabe deres egen meget lille forretning, som de kan skrue op og ned for efter lyst og behov. Selve platformen fungerer blot som mellemmand. 

Kunne digitale platforme ligefrem drives af en fagforening, som en form for andelsselskab, for at sikre, at gevinsterne især går til arbejdstagerne.

På den anden side kan man dog også betragte arbejdstagerne som daglejere eller ligefrem skruebrækkere, der sælger deres tjenester uden aftaler og rettigheder til store globale platforme, der tager sig godt betalt for at koordinere arbejdet, men som ikke er forpligtet over for dem, der udfører det.

Det er en væsentlig grund til, at de digitale platforme kan konkurrere, at de meget bevidst unddrager sig det ansvar, der ville følge med, hvis de havde egentligt fastansatte. 

Men mange af dem, der udbyder deres arbejde via platformen, får det meste af deres indkomst den vej. For dem kan situationen opleves som at have en arbejdsgiver – bare uden rettigheder, faste priser, ferie, sygedage, sikkerhed osv. Der er ikke mange faste jobs for tiden, og derfor er tilbøjeligheden til at underbyde på de digitale platforme større. For virksomheder, der er økonomisk presset, er det tilsvarende fristende at benytte sig af løsarbejdere. 

Ydermere tyder meget på, at de kommende år vil være præget af stor strukturel arbejdsløshed pga. automatisering. Det understreger behovet for at forstå, hvordan de digitale platforme i deleøkonomien kan skabe effektivitet og fleksibilitet, men uden voldsom sociale slagside. 

I øjeblikket minder situation for mange af dele-økonomiens arbejdstagere om den tidlige industrialisme; den enkelte står alene over for arbejdsgiveren og ender derfor med at konkurrere mod sine kolleger snarere end med at forhandle om bedre vilkår over for arbejdsgiveren sammen med dem. Der er ingen fælles stemme, der er ingen solidaritet, der er ingen samlet kraft til at stille krav. 

Det er en klassisk situation, dybest set den samme, som var årsag til, at fagbevægelsen oprindelig opstod – men hvor er fagbevægelsen i dag? Groft sagt er den usynlig og tavs eller har travlt med at organisere medlemmer fra de traditionelle jobs til at angribe de løst arbejdende opkomlinge. Taxatjenesten Uber er blevet fysisk overfaldet i mange storbyer af organiserede taxachauffører. 

Pointen er imidlertid, at de digitale platforme og den blanding af selvstændighed og ansættelse, som de muliggør, vil vokse i betydning, og der vil komme et stigende behov for at skabe en form for organisering af arbejdstagerne for at sikre dem rimelige vilkår – også selv om de ikke har et job eller en profession i klassisk industriel forstand. 

Alt i alt rejser de nye digitale platforme en række svære spørgsmål, som fagbevægelsen må forholde sig til, hvis den vil forny sin relevans i det digitale jobmarked: Hvem skal organisere de mange løsarbejdere, så de står samlet over for de enorme globale platforme i forhandling om betaling, gebyrer, overskudsdeling, rettigheder osv.? Skal fagforeninger være en slags forsikringsselskaber, der tilbyder eller forlanger en pakke: pension, forhandling, ret til sygedage og ferie, juridisk hjælp – men ikke baseret på en ensartet faglig gruppe? Kunne digitale platforme ligefrem drives af en fagforening, som en form for andelsselskab, for at sikre, at gevinsterne især går til arbejdstagerne?