Novelle -jeg fik 12. Men vil gerne høre andres mening

Nogen der vil give mig feedback på denne novelle jeg skrev for noget tid siden?

P.s hver gang der kommer en stjerne (det bliver så lavet om til et spørgsmåltegn, men plejede at være en stjerne...) skifter jeg tid og kapitel. Det er altså et flashback.


Byen er meget smuk på denne tid af året. Efteråret. Jeg elsker hvordan bladene pludselig bliver en helt anden farve. Og hvordan vinden suser forbi mine halvkolde ører.

Jeg sidder i metroen på vej hjem. Efter det skete har jeg vandret rundt i København næsten hver dag. Jeg kan godt lide at det næsten altid er det samme. Så anderledes fra hende. Det får min tanker væk fra det der skete.
Jeg sidder i metroen på vej hjem og ser ud i mørket af tunnelen. Jeg er midt i mit første år på gymnasiet. Men jeg er efterhånden begyndt at lade være med at komme. Ingen undrer sig, ikke efter det jeg har været igennem. De ville blive mere bekymrede hvis jeg overhovedet kom.
En mørk mandlig stemme afbryder mine tanker.
“Må jeg se dit kort?”
Jeg tager mit rejsekort frem og giver det til ham uden at kigge på ham. Jeg kigger ud af vinduet i metroen og venter på at han er færdig. Da jeg kigger på ham er han væk. Det svin stak af med mit rejsekort. Han var ikke en vagt men en sølle tyv. Jeg kan se ham stå og kigge nervøst over på mig, mens han venter på næste station. Lindevang. Det er lige om lidt .Jeg rejser mig op for at løbe efter ham. Så snart dørene åbner, sætter han i løb. Jeg skynder mig efter ham. Jeg er godt sur nu, så jeg vil ikke lade ham stikke af. Men han er meget hurtigere end mig, og inden jeg når hjørnet af Dalgas blvd. er han allerede nede ved næste blok. Jeg er blevet røvet. Jeg stamper i jorden og kigger opgivende op i himlen.




?
Det var lørdag og jeg skulle til fest. Først skulle jeg hjem til min veninde og gøre mig klar. Det var en slags tradition at gøre os klar sammen. Jeg glædede mig altid til at gøre mig klar til fest. Alt var perfekt. Præcis som jeg ville have det.
Da jeg kom hjem til min veninde, Milla, sad hun foran tv’et. Det gjorde hun altid. Hun har været min bedste veninde siden 8. klasse.
Som minutterne gik kom vi tættere og tættere på festen, og vi blev mere og mere spændte og lalleglade. Da klokken slog 21 var det tid til at gå.. Hvis vi tog afsted nu, ville vi være der kl 22. Perfekt. Vi sad i bussen og snakkede. Vi talte om alle de personer der skulle med til festen. Om hende fra B der var vildt irriterende, og om Max som godt nok virkede super kedelig, men som Milla svor var det sødeste menneske, hun nogensinde havde mødt.
“Hvad så med mig?” spurgte jeg ironisk fornærmet.
“Ja okay. Næst-sødeste menneske jeg nogensinde har mødt,” sagde Milla med en fin stemme,
Vi grinte højt. Rigtig højt. Vi grinte så højt, at de andre passagerer kiggede tilbage på os.
“Hvad?” sagde Milla højt ud i bussen.
Det var sådan noget Milla kunne finde på. Hun var ligeglad med hvad folk synes om hende. Hvis hun ville skrige, så skreg hun. Hvis bare jeg havde det sådan.




?
Jeg går hjem. Lige nu bor jeg i en lille lejlighed på Nørrebro. Her er ikke flot eller fornemt. Men her er helt okay. Hvis jeg ville bo et andet sted kunne jeg jo bare flytte. Jeg har nok penge. Det er ikke det. Jeg føler bare at jeg hører hjemme i dette sted. Det minder mig om hvordan jeg har det, og om hvad mine forældre kalder mig. Rodet.
Jeg sidder i vindueskarmen og kigger ud på de små mennesker på vejen. Hvor har de travlt. Jeg har lyst til at invitere dem allesammen her op til mig. Jeg kunne lave mad og sørge for at de stakkels mennesker ikke stressede så meget. En slags velgørenhed.




?
Det var vores stop nu, og vi stod af bussen. Milla kiggede næsten lykkeligt på mig. Det var en fest i Hellerup, så vi havde taget vores dyreste mærkevare på. Normalt ville vi aldrig tage med til sådan en Hellerup-fest. Men vi havde et ærinde. Det var én af de irriterende piger fra parallelklassen, Hannah, der havde spredt et rygte om at Milla havde været i seng med en dreng fra klassen. Nu skulle vi have hævn. Det var nemlig Hannah der holdt festen, så vi havde fået Millas storebror til at købe noget hash til os, som vi ville efterlade rundt i huset. Så når tiden var inde, ville vi ringe til politiet, og den bitch ville have store problemer. Vi gik op ad trappen til den store villa. Der var store vinduer og døre. Jeg kunne mærke min puls steg. Jeg kiggede over på Milla, der ikke trak en mine. Hun kiggede stift på hoveddøren foran os. Nu var det nu.

?
Jeg går ud for at lave noget mad. Men i avisen er der en annonce af en ny pizza, så jeg beslutter mig for at købe én fra just-eat. Jeg plejede at elske at lave mad. Men nu virker det meningsløst.
Da pizzabudet kommer, har jeg ventet ved døren i 20 minutter. Personen træder ind af døren. Mit ansigtsudtryk ændre sig med det samme. Jeg er skræmt. Rædselsslagen. Men så går det op for mig at det ikke er ham, jeg troede det var. Personen ligner præcis ham. Ham der ødelagde mit liv. Max.
?
“Er du nu sikker på at du vil det her?” spurgte jeg stille.
“Helt sikker.” svarede milla, med et næsten ondskabsfuldt grin.
Vi gik ind af den store pyntede hoveddør og befandt os nu i en stor, næsten kongelig, entré. Jeg nikkede hentydende over mod en kasse øl. Jeg var blevet tørstig efter al den spænding. Jeg tog to og gik over mod Milla.
“Her!” råbte jeg gennem mængden.
Jeg gik over mod et stort område midt i stuen. Der var ikke noget tv eller andet kostbart, så jeg gik ud fra at de havde fjernet det i anledning af festen. Jeg stillede mig inde i mængden af menneskene der dansede og begyndte selv at danse. Langsomt, men rytmisk. Efter et stykke tid kom Max, ham drengen Milla havde snakket så meget om, over til mig. Jeg stoppede ikke med at danse men kiggede bare på ham. Han begyndte at danse med. Jeg tog en slurk af min øl og spurgte, om han ville have noget. Det ville han ikke. Jeg skævede over mod Milla, som stod og snakkede med nogle piger fra vores klasse. Vi fik øjenkontakt, og jeg smilede til hende. Hun smilede tilbage med løftet øl. Jeg løftede min egen og rystede den for at antyde, at den var ved at være tom.
Sekunder blev til minutter, og minutter blev til timer. To timer efter vi var ankommet, kom vi frem til at det var tid. Vi løb ovenpå. Vi besluttede at lægge det på Hannahs værelse.
Vi gemte det overalt. Under puden, i skabet. Selv i hendes plante gemte vi noget hash. Endelig blev vi færdige og skyndte os nedenunder.
“Vil du lige holde denne her?” kunne jeg høre Max spørge.
Og før jeg vidste af det, havde jeg hans beskidte sneakers i hånden.
Han satte hænderne i gulvet og satte af. Han stod som en stolpe på dansegulvet. Af en virkelig fuld dreng at være stod han faktisk ret godt på hænder. Men vi måtte videre, så vi skyndte os ud af hoveddøren og videre ud i mørket. Mit blod pumpede løs, da vi løb gennem de dyre kvarterer. Jeg havde aldrig før følt mig så opstemt. Så betaget af det farlige og forbudte.

?
Jeg går rundt i kongens have. Træernes hvislen danser i mine øre. Duften af efterår fylder mine næsebor, og jeg kan mærke den lille følelse af lykke. Jeg får nogen gange denne følelse. Den er rar, men går snart væk. Virkelighedens vind kommer og blæser den væk. Jeg sætter mig ved et træ nær søen. Tænker på hvordan det hele ville være meget nemmere hvis Milla havde været her med mig. Hvis hun ikke var blevet myrdet.


?
Festen var helt opløst. Alle så forvirrede ud, mens politiet gennemsøgte huset. Max så specielt forvirret og næsten bekymret ud.
”Hør, det skal nok gå” sagde jeg stille for at berolige ham.
Han kiggede bare stift på væggen overfor. Hans ben dirrede og hans fingre trommede nervøst på hans ene lår.
”Vil du med ud og ryge en smøg?” spurgte max.
Det tog mig noget tid at opfange at han spurgte mig, da han kun kiggede ligefrem.
”Ja, klart” sagde jeg lidt forvirret.
Lige da vi kom ud af døren lagde han en hånd for min mund og den anden rundt om min talje for at holde mig stille. Han trak mig væk fra lyset omme bag huset. Jeg kunne mærke panikken gribe mig. Han stank af alkohol, og jeg fik lyst til at kaste op.
”Jeg vil løfte min hånd nu, men du må love mig ikke at skrige” sagde han, mens han kiggede mig dybt i øjnene.
”Okay,” mumlede jeg gennem hans svedige håndflader.
Han løftede sin hånd og ventede på at jeg ville skrige. Men jeg sagde ikke noget.
”Det var dig der tilkaldte politiet ikke?”
”Mig og Milla” sagde jeg forsigtigt.
”Okay vent her, mens jeg går ind og henter hende.”
”Nej! Vent! Lad vær med det! ” råbte jeg efter ham
”I er fucking selv ude om det” svarede han skarpt.
Jeg kunne mærke tårerne trille, mens jeg følte mig mere og mere rædselsslagen. Tankerne fløj igennem mit hoved. Jeg kunne løbe, men hvad så med Milla? Jeg kunne kalde efter hjælp, men der var ingen ude i haven, ingen mulighed for at nogen ville høre mig. Jeg satte mig ned pludselig udmattet. Rundt om hjørnet så jeg Max og Milla. I hans ene hånd holdt han hendes hænder, den anden dækkede hendes mund. Jeg kunne se skrækken malet i hendes øjne. Som genspejlet af mig. Max næsten kastede hende ned ved siden af mig. Nu hvor hun var tæt på, kunne jeg se en linje blod der løb ud fra hendes pande. Jeg kiggede forskrækket på Max.
“Hun grinte af mig.” sagde han.
“Jeg troede at det var en joke.” sagde milla undskylende til mig med tåre i øjnene.
“I troede at det var en joke at få mig arresteret?” spurgte han
Jeg kiggede forvirret på Milla og kunne se samme udtryk i hendes ansigt.
“Vent, siger i at i ikke ved at jeg sælger.”
“Sælger hvad?”spurgte jeg
“Ja hvad tror du prinsesse? Hash, pot, stoffer.” sagde han og ventede på at det ville gå op for os at vi allerede vidste det. At vi vidste præcis hvad han snakkede om. Men det gjorde vi ikke. Vi anede ikke hvad han talte om. Vi kiggede bare blankt på ham.
“Åh nej, det her sker bare ikk” sagde han, og rodede sig i håret.
Han vendte sig om. Jeg kiggede på Milla og vidste nu præcis hvad hun havde tænkt sig. Hun havde set sin udvej og begyndte nu at løbe. Max så forskrækket på hende. Samlede en stor sten, sigtede for et øjeblik, og kastede så hårdt han kunne. Jeg dækkede min mund for ikke at skrige. Millas krop lå livløst i det våde græs. Blodet løb ud af hendes baghoved. Max løb over til liget. Han vendte hende så hun lå på ryggen. Han kiggede på mig med hævede øjenbryn, triste øjne, medlidenhed. Jeg holdt mig stadig for munden, og begyndte at trække vejret hurtigere og hurtigere. Og så gjorde jeg noget jeg vil fortryde hele mit liv. Jeg gik. Forlod min bedste veninde med hendes morder.




?
Det begynder at blive koldt her ved træet. Jeg kan mærke kulden snige ind på mig. Mine hænder stryger over græsset. Jeg elsker at sidde her om efteråret. Jeg plejede at tage herhen med min familie, da jeg var mindre. Jeg elskede at klatre og lege i træerne. Jeg plejede at sige, at mine forældre adopterede mig. At jeg i virkeligheden var datter af alle verdens træer.
Jeg er så langsomt kommet over millas død. Langsomt kommet over Max’s blik, da han sagde at han var uskyldig. At det var Millas skyld. Milla. Den døde veninde. De sorgfuldes datter. Jeg har ikke snakket med Millas forældre siden den nat. Efter noget tid, havde jeg hentet politiet. Da vi var kommet derud sad Max ved liget og græd. Han var forskrækket over hans handlinger. Da Millas forældre ankom, kunne de se at jeg græd. De løb over til mig og spurgte hvad der var galt. Jeg fortalte dem det hele. Jeg kan ikke forestille mig hvor knuste de var, og stadig er. Jeg kan ikke lade være med at have skyldfølelse. Hvis ikke jeg havde sagt at milla var med til at ringe til politiet, ville hun aldrig havde været der. Hvis jeg bare havde stoppet hende i at løbe, ville hun ikke være død. Borte. De ville ikke have mistet en fantastisk datter. Jeg havde ikke mistet min bedste veninde.