Analyse af Børnene af Tove Ditlevsen.

Dette er ikke så meget et spørgsmål, mere selve digtet.
Jeg prøvede at finde en analyse af digtet, men til ingen held.
Tilgængel fandt jeg en masse som slet ikke kan finde selve digtet, så her er det.

Børnene:

Først var de sød Forventning
og stor, unævnelig Glæde-
i Slægt med Skyer og Stjerner
og allevegne tilstede.

Saa blev de levende, nære,
spæde, selvstændige Tanker-
to Øjne der spejler Maanen,
et Hjerte der ensomt banker.

Smaabitte Fødders Trippen
lød over hele Huset,
lyder endnu i vort Hjerte,
vemodigt i Nattesuset.

Pludselig løftede de Blikket
og glemte de barnlige Lege,
fik fjerne, urolige Øjne
og Længsel mod mørke Veje.

De rejste de unge Nakker
og fik det for trangt i Huset-
Regnen viskede hurtigt
sporene ud i Gruset.

Regnen skyllede hastigt
Taarerne bort fra Kinden-
de ru, forandrede Stemmer
blafrede bort med Vinden
--
Men fordi de var gode Børn
saa vi dem ofte siden;
to Timer ved Søndagskaffen
sad de og spildte Tiden.

gik saa hen under Aften
hvorhen fik vi aldrig at vide-
vi vinkede til dem fra Laagen,
stumt, ved hinandens Side.

Mørket er blidt og varsomt,
Regndraaber er saa rene-
Gode Børn er en Gave.
Det er ondt at være alene.