Dansk

Hvad synes I om mit essay?

20. november kl. 16:30 af sm26 - Niveau: 8. klasse

Hejsa! Jeg vil gerne vide, hvad I synes om mit essay? Vær 100% ærlig, tak. I må også gerne give mig en karakter, hvis I vil :)

Selfiegenerationen

Selfiegenerationen. Du kender dem: de står altid klar med kamera-appen åben, mens de smører et kæmpe, falsk smil hen over ansigtet. Efter de har sørget for at tage ti-tyve selfies, vil de udkåre det bedste (hvilket som regel tager et par minutter). Dette skal sendes til alle de kender! Jeg mener, at selfiegenerationens kendetegn, er en masse selvoptagede unge. Andre mener, at de er modige.

Selfies er blevet en del af manges hverdag. Nogle poster mindst et selfie hver dag på enten Facebook, Instagram eller Snapchat. Men hvorfor er det dog så vigtigt at få postet disse selfies? Personligt tager jeg aldrig selv selfies, og jeg bryder mig slet ikke om at blive fotograferet i det hele taget. Det passer mig fint at blive sløret ud eller at stå i udkanten af billedet, hvor man kun kan se halvdelen af mig. Jeg prøver da også tit at skygge for mit ansigt ved at dække det med en hånd, når der tages billeder. Jeg er typen, som ikke bryder sig om at være for meget i centrum, da jeg ikke er den mest sociale. Derudover er jeg ikke særlig fotogen.

Sociale medier og selfies er nogle af de mest dominerende ting i vores hverdag. Jeg føler, at de har et jerngreb om os, og det bliver strammere og strammere, som tiden går. For nogle mennesker er det jo nærmest obligatorisk at tage selfies. Overalt hvor man tager hen, kan der ses folk, som står og laver trutmund eller prøver at finde det bedste snapchatfilter. De tager selfies med bygninger, mad, osv. En af de mest velkendte “selfie-typer” er gruppeselfiet. Her tager et par bekendte et selfie sammen, hvor de tagger hinanden. Nedenunder billedet kommenterer de “besties!”. Dette “besties-venskab” holder lige indtil de finder nogle nye at tage et selfie med. Udover at finde nye selfie-kammerater, kan de ovenikøbet finde på at se skævt til hinanden, efter de har postet selfiet.

Jeg synes faktisk, at det er lidt skræmmende, hvor selvoptaget vi mennesker er blevet.

Det er da sørgeligt, hvordan menneskeheden har udviklet sig. Har vi virkelig brug for en daglig dosis opmærksomhed og likes, før vi kan vende vores hoveder fra skærmen? Ser det ikke sådan ud, eller er jeg bare forvirret?

Begrebet "selfie" er tilsyneladende ret nyt. Den første gang jeg stødte på begrebet var i 2013. Vores regeringsleder, Helle Thorning-Schmidt, tog et af verdens første selfies. På billedet sad hun sammen med præsidenten, Obama, og premierministeren, David Cameron, mens hun strålede. Dette billede gik verden rundt, og det vækkede da også provokation og  ikke mindst frustration. Ikke fordi det symboliserede forfængelighed, men pga. det var under en mindeceremoni. Selve Nelson Mandelas mindeceremoni!

Jeg tror nu ikke, at den fredelig Mandela ville stå op fra hans grav og svovle over denne handling. Dog burde en mindeceremoni ikke foregå ved, at gæsterne skal sprede hygge og udøve deres sociale skills.

Men er det forfængeligt at tage selfies? Det ville mange sige, og det mener jeg vel også selv. Vi tager i bund og grund selfies for at vække opmærksomhed om os selv. Vi kan godt lide at blive set og lagt mærke til. Sådan er det med menneskeheden, og det er ikke noget personligt; det ligger faktisk fra naturens side. Vi er jo flokdyr, så vi kan ikke tåle at blive udskilt fra mængden. Men er det ren forfængelighed? Måske er det for at styrke vores selvværd? Er selfiegenerationens tilhængere plaget af dårligt selvværd? Og hvad er overhoved så frydeligt ved at se sig selv på en skærm?

Alle har vel forestillet sig at være født i en anden tid. Dog har jeg overvejet flere gange, om ikke jeg var ment til at skulle være født tilbage i 90’erne. Dengang fandtes smartphones ikke engang, hvilket vil sige, at de ikke var ramt af epidemien “selfiefeber”. Det er en dødelig sygdom, hvor ens sjæl sluges og fortæres af teknologi og selvoptagethed. Bivirkningerne er mangel på humanitet.

Ældre mennesker har altid set skeptisk på os unge. Men siden de sociale medier og selfies’ fødsel, er deres skepsis vokset mere og mere. Ifølge dem har vores generation mistet den menneskelige kontakt, hvilket jeg faktisk er enig med dem i. De har altså ret for en gangs skyld. Eller de har “ret”. Man kan ikke rigtigt definere, hvad der er “rigtigt” og “forkert” i denne slags situationer, kan man? Er det mig, som er for kynisk? Eller har jeg ret, og er vores generationen blevet til marionetdukker styret af mobiler?

Engang spurgte en pige mig, hvorfor jeg ikke har snapchat. “Snapchat?” spurgte jeg. “Hvad i alverden skulle det være til nytte for?”. Hun svarede mig: “Jo, du kan jo dele selfies med dine venner og alt muligt!”. Jeg har aldrig skænket selfies interesse, jeg har altid afskyet dem. Eller ‘afsky’ er måske et lidt for brutalt ord at bruge, men hvad skulle jeg ellers sige om dem?

Pigen syntes, at jeg var underlig, fordi jeg ikke tog selfies af mig selv. Det forstod jeg ikke, og jeg kunne ikke føle nogen eufori ved at tage selfies. For mig var det ikke som at tage en magisk ecstasypille eller noget i den stil. Det er ikke fordi, jeg vil udpege mig selv som et forbløffende særsyn, som er højt hævet over andre. Der er jo stadig mange andre mennesker, som er skånet for selfiefeber. De lever et selvstændigt liv, hvor de ikke er afhængige af likes og frontkameraer.

Dog har vi allerede mistet mange til epidemien. Nogle historikere mener faktisk, at vi er begyndt på en ny æra: teknologiens æra. Ifølge dem har den stået på i omtrent hundrede til to hundrede år - altså siden industrialiseringen. Jeg mener, at den først er begyndt inden for det seneste årti. Men måske skulle den snarere hedde “skærmslavernes æra”. Det er nærmest som om, at selfies har ført frem til evolutionens næste skridt, “homodisplays”.

Nu er det store spørgsmål, om vi vil vedvare selfiekulturen? Eller er den snart et overstået kapitel? Jeg spekulerer nogle gange på, om selfies måske er hjerne- og sundhedsskadende. Jeg tror, at selfies kan skade os i det lange løb. Det er da ikke sundt at leve i en verden, hvor forfængelighed og selvcentrering er på sit højdepunkt? Eller er selfies overhoved selviske? Men symboliserer ordet “selfie” ikke selvcentrering i sig selv? Vil et selvcentreret samfund ikke føre til egoistiske mennesker, eller mennesker, som ikke kan føre en generel samtale uden en umiskendelig tone af nedvurdering og foragt?

Kildeliste:

http://politiken.dk/udland/art5489500/Thorning-tager-selfie-med-Obama

https://infogram.com/selfie-statistics-1g8djp917wqo2yw

https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/generation-selfie-er-en-flok-modige-unge


Brugbart svar (0)

Svar #1
21. november kl. 08:32 af Justitia

God læsning

Dog ift. denne linje "Jeg spekulerer nogle gange på, om selfies måske er hjerne- og sundhedsskadende", her synes jeg, at du har foretaget nogle forkerte ordvalg. Jeg forstår godt, hvad du mener - du kommer "svagt" ind på det i de efterfølgende linjer. Men ordene du efterfølgende benytter; "selvcentrering" og "forfængelighed", har intet at gøre med en hjerneskade. 

Så lidt mere omhyggelighed ift. ordvalg, men ellers rigtig god læsning!


Skriv et svar til: Hvad synes I om mit essay?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.