den historiske udvikling i Afrika

Kig på hvad kolonimagterne gjorde.

                                   
kort:
Gennem de første årtier af kolonitiden var eoropæerne aldrig i tvivl om deres ret til at herske i afrika. Den almindelige opfattelse var, at den europæiske erobring havde givet et tilbagestående kontinent andel i civilisationens fremskridt. Når man udnyttede kontinentets naturrigdomme, gik man som en selvfølge ud fra, at hvad europæerne tjente penge på også var til afrikanernes fordel. Derfor kunne man ganske trygt overlade den økonomiske udvikling til det private initiativ. Kolonimyndighederne burde nøjes med at sørge for opretholdelse af ro og orden og lægge forholdene til rette for forretningsfolk og missionærer.

kilde:
          Jarle Simensen oversat fra norsk af William Saxtorph
          POLITIKENS FORLAG
          AFRIKA supplementsbind til Grimbergs Verdenshistorie side 378
          ISBN 870567 150702

Lige som de afrikanske statsgrænser blev trukket af kolonimagterne, blev de nye samfundsinstitutioner inden for erhvervsliv, skolevæsen og administration også skabt af europæere. Moderniseringen af Afrika var med andre ord sat i scene udefra og førte ganske naturligt  til en konflikt med traditionelle afrikanske erhvervsformer og afrikansk holdning og politisk loyalitet. Efter uafhængigheden blev det derfor magtpåliggende at fylde de nye stater og institutoner med et indhold, der kunne gøre dem til levende enheder, hvor afrikanerne følte sig hjemme. "Det nye samfund må være som en stor landsby, sammensat af tusinde små landsbyer, hvor folket kan være sig selv", sagde oprørslederen Mulele i Congo. Det var et udtryk for håbet om, at man kunne foretage skridtet ind i det industrialiserede samfund uden at opgive fællesskabet og livsformerne fra det intime landsbysamfund.
Hvor vidt det vil lykkes for afrikanerne at skabe deres egen form i politik, økonomi og samfundsliv var ti år efter uafhængigheden fremdeles et åbent spørgsmål. Nyerere konkretiserede problemet med følgende ord: "For at skaffe folk rent drikkevand  må vi have kemikere og læger. For at få læger må vi have universiteter, hospitaler, videnskabeligt udstyr og en modene administration. Vi er med andre ord tvunget til at indføre europæiske institutioner. For at skaffe penge til alt dette må vi kaste os ud i konkurrencen på verdensmarkedet og vi må lade vor egen befolkning få sans for de moderne goder, så de arbejder hårdere for at opnå dem. Men vi ønsker hverken den yderliggående individualisme fra Europa eller den yderliggående kollektivisme fra Sovjetunionen".

kilde:
          Jarle Simensen oversat fra norsk af William Saxtorph
          POLITIKENS FORLAG
          AFRIKA supplementsbind til Grimbergs Verdenshistorie side 548
          ISBN 870567 150702