Vejen til praktiserende læge

Alment praktiserende læge er et lægeligt speciale ligesom ortopædkirurg, narkoselæge osv er. Der findes en vej - og kun en vej. Desværre. I forhold til fagkombination i gymnasiet får du ikke et særligt stort forspring med biologi på høj-niveau. Jeg havde matematik samt fysik på højniveau samt kemi B. Det giver en tankegang der virkelig vil gavne dig. Det er i al fald min erfaring.

Vejen til praktiserende læge starter med 6 år på universitetet. Både bachelor og kandiat varer tre år hvilket er anderledes end de fleste andre kandidatuddannelser. Efter embedseksamen på universitetet aflægger man sit lægeløfte og er derfra læge.

Herefter følger 1 år i klinisk basisuddannelse - KBU - som består af en akut(typisk akutafdeling på et hospital) samt kronisk(almen praksis eller psykiatrisk hospital) del. Både den akutte og kroniske del har en varighed på 6 måneder hver.

Herfra kommer der en rettelse idet svar #1 ikke er rigtigt.

Inden man påbegynder sin hoveduddannelse i et speciale skal man have en introstilling i samme speciale. En introstilling har en varighed på et år. Typisk tager man flere introstillinger i forskellige specialer for at tilegne sig relevante kompetencer for det speciale man gerne vil ende med.

Når man har fundet et speciale man gerne vil fortsætte i, søger men en hoveduddannelses-stilling. Disse tager typisk 5 år. Herefter er man speciallæge.

Dvs. den kortest mulige tidslinje for dig vil være:

Universitetet: 6 år

KBU: 1 år

Intro: 1 år

Hoveduddannelse: ca. 5 år

I alt 12 år.

Du skal dog være opmærksom på, selvom det hedder uddannelsesstillinger er der ingen eksaminer. Du arbejder som læge. Desuden kommer du til at tjene løn efter dine 6 år på universitetet. Dvs. SU dækker de første 6 år på uni. Fra og med KBU får du løn som stiger ganske pænt og jævnt :-)

Hvis du kunne tænke dig at høre mere om universitetslivet - både fagligt og socialt - så giv lyd. Jeg kan bidrage med erfraing fra Aarhus Universitet :-)

Det minder ikke særligt meget om gymnasiet. 

Man har ansvar for egen læring og ingen holder dig i ørerne med, om du kan tingene. Niveauet er rigtig højt, og det er det nødt til at være for, at man en dag kan stå og tage (livs)vigtige beslutninger. Der er rigtig meget udenadslære, og det kan nogle gange godt stå en lidt ud af halsen, men med det sagt så lærer man konstant om noget, man finder spændende, og det er også lidt af et skift fra gymnasiet.

Den letteste måde at komme ind på medicin på er ved at få et højt snit og komme ind på kvote 1. Gennemsnittet ligger omkring 11,0 men varierer lidt år efter år og mellem uddannelsesstederne. 

Som angivet i #10 er der ikke ret mange ting der kan sammenlignes. Der er på de tidlige semestre en hel del holdundervisning som i store træk ligner klasseundervisning i folkeskolen og gymnasiet. Dog beror det meste på de studerende. Man skal komme forberedt - passiv læring får man ikke ret meget ud af. Ellers er der forelæsninger, dissketion, laboratoriedage osv.

Lægeuddannelsen har ry for til tider at være benhård. Og det er den også. Man skal lære at være studerende og ikke elev. Og man skal lære at kapere og sortere i enorme mængder information. Når det så er sagt, så vænner man sig hurtigt til presset. Så jo, det er meget hårdt, men alligevel ikke så hårdt - giver det mening? Nogle fag vil være mere interessante end andre, men generelt vil det meste vække en eller anden interesse.

Som det ser ud lige nu, bliver anddelen af kvote 2 større. Men den letteste vej ind er simpelthen at give den en skalle i gymnasiet og komme ud med et pænt snit. 

Forskellen på bachelor og kandidat er primært mængden af klinik. De første 4 semestre(2 år) lærer man om det raske menneske. De næste 2 semestre(1 år) påbegynder man så småt læren om det syge menneske. Herunder patologi(sygdomslære) og farmakologi(læren om lægemidler). Herefter kommer kandidaten hvor man kommer 6-8 uger i klinik på forskellige hospitalsafdelinger hvert semester.

Håber det gav lidt klarhed. Skriv gerne hvis der er andet der undrer dig :-)