Kierkegaard “Enten -eller “

Der er ikke rigtig nogen der kan hjælpe med denne her tekst så?

Hvilken hjælp tænker du? Hvordan skal man kunne hjælpe dig med, hvad du vil svare?

Det er, det klassiske ekstensialistiske spørgsmål hvor budskabet er, at i er hvert valg vi mennesker træffer, vælger vi noget fra, æstetikeren kan blive helt skør af de mange valg han står over for. Forestil dig du går ned ad en vej og du kommer til to veje, hvilken vej er den sande vej der vil bringe dig succces. 

#6 Hej Mrit. Ok sådan havde jeg slet ikke tænkt på det. Tak for det. Det giver god mening... så tror jeg at jeg skal læse op på de forskellige stadielære nu:)

Endvidere mener jeg Søren  Kirkegaard fremhæver det eksistensialistisk spørgsmål, at alle mennesker er underlagt denne fortvivlelse om valg, som vi bliver ramt af gennem hele livet. Mennesker i dag gør det nok, oftes når de starter på et nyt studie, var der nu også det rigtige valg for mig? Et nyt parforhold, var det nu også den sande kærlighed eller andet livsomvæltende.      Jeg håber, det giver lidt mere mening. 

Jeps det kan jeg da godt give et forsøg... er dog mest stærk i Kirkegaard.

Det er i ok. Jeg læser faget på fjernundervisning, så har brug for at kunne diskuterer lidt omkring begreber og teorier osv.

Jeg læser om Rene Decartes. Jeg har lidt svært ved at forstå 

Det antropologiske gudsbevis:

Tankegangen i Descartes' antropologiske gudsbevis er, at forestillingen om Gud ikke kan komme fra mennesket selv. Mennesket er jo begrænset, det tager fejl og er på ingen måde fuldkomment. Alligevel forestiller mennesket sig Gud som et absolut væsen, der aldrig tager fejl, og som på alle måder er perfekt.

Descartes påstand er den, at mennesket med sin begrænsede viden aldrig selv ville kunne danne sig en forestilling om Gud. Og eftersom intet kommer af intet,(hvad menes der med det her ? ved du evt. det) så må ideen om Gud som et fuldkomment væsen komme fra Gud selv. Kun Gud indeholder så megen fylde, at han kan være årsag til gudsbegrebet.

Descartes er blevet kendt for at have sagt: "Jeg tænker, altså er jeg", men i virkeligheden formulerede han sig ikke på den måde. Descartes sagde nemlig kun: "Jeg tænker, jeg er til". På den måde ville han vise, at det at tænke og at være til er to sider af én og samme sag. Selvom Descartes tvivlede på meget, var han sikker på, at han selv var til.

https://gadekrydset.dk/Alamank/Paver/Present_file.php?&file=Gudsbevis.txt

Hm, Jeg tror, at du skal forstå det som han beskriver: "Intet kommer af intet" ud fra Descartes opfattelse af begrebet tabula rasa( at han mener mennesket fødes helt tomt og er som en blank tavle.) ja, måske netop derfor ikke kan danne en forestilling om Gud. Udefra et teologisk synspunkt er det noget sludre han får sagt, netop fordi han søger den videnskabelige forklaring på, hvorfor mennesket er begrænset og er fejlbarlig og dermed ufuldkommen. Hm, men nu er jeg jo også teolog-studerende..Hm så jeg er til tider lidt kritisk over for de filosofiske positivister.. prøv at stil dig lidt kritisk til hans mantra: "Jeg tænker, derfor er jeg." Kunne han i sandheden lige så  vel sige: Jeg føler sult derfor er jeg til? Sådan ville en (Farisaos,oldgræsk) farisær prøve ham af. Igen mener jeg, at Descartes tager fejl og roder to ting sammen, nemlig viden og forestillingen. Det er to vidt forskellige begreber. Viden er noget man kan tilegne sig, men forestillingen er guddommelig, den tilhøre os som en gave fra Gud, hvis man ser det ud fra et teologisk synspunkt. I forestillingen gøres det umulige muligt, der behøver vi ingen viden, vi kan forestille os, at ligge på stranden og sole os  selvom  det er vinter og jorden er frosen og havet isbelagt. Vi kan med forestillingen holde de smukkeste blomster om vinteren, vi kan i forestillingen elske den vi ikke kan få og gøre vidunderlige ting sammen.  Jeg finder mange paralleller ved disse måder Descartes stiller sine kritik op på ligesom man har gjort med teodice problemet, hvorfor er Gud god, men sammentidig findes der ondskab i verden, er Gud så almægtig at han kan skabe en så tung sten, at han ikke kan bære den? Man kunne her igen bare for latterliggørelsens skyld af disse åndsvage spørgsmål stille et tilsvarende, kan man hviske så stille, at man ikke selv kan høre det?   Håber det gav lidt til eftertanke.

Prøv at læs lidt om arvesynd, så du får lidt bredere perspektiver end blot Descartes synsvinkel (-:

Jeg forbinder dem bestemt ikke sammen tværtimod, men når Descartes taler om Gud ikke kan komme fra mennesket, mener jeg det er på sin plads at modargumenter det ud fra arvesynd. Prøv at stil dig lidt kritisk overfor det argument han hævder" at mennesket med sin begrænsede viden aldrig selv ville kunne danne sig en forestilling om Gud."       Udpluk lidt af hans postulater modargumenter dem gennem arvesynd f.eks.   (-:

Ja :)) forstår godt hvad du mener. Han siger : 

Tankegangen i Descartes' antropologiske gudsbevis er, at forestillingen om Gud ikke kan komme fra mennesket selv. Mennesket er jo begrænset, det tager fejl og er på ingen måde fuldkomment. Alligevel forestiller mennesket sig Gud som et absolut væsen, der aldrig tager fejl, og som på alle måder er perfekt.

Som du opsummerer meget godt! Men er lidt blank ift. modargumenterer hans syns vha.arvesynden og Det er ikke fordi jeg SKAL kunne det her, men det kunne da være fedt at forstå det fuldt ud, for så tror jeg måske jeg kan forstå hans- erkendelsesteori bedre! også skal jeg forsætte faget påb niveau....tror jeg må kigge på min opgave om arvesynd:)

 "at mennesket med sin begrænsede viden aldrig selv ville kunne danne sig en forestilling om Gud." Kan modargumenteres i syndefalds myten.. tjek lidt op på syndefaldet og arvesynd ja. 

Tjek op på forestilling og viden, hvad siger syndefaldet om viden, det ubeviste til det beviste, hvilken forestilling havde Adam og Eva før og efter paradiset sæt det i kontrast til Descartes argumenter. Hvis du kan følge mig.. (-:

Kan jeg spørger dig udefa hans tekst så i det første stk: Jeg tænker, altså er jeg, var så sikker og vis, at alle skeptikernes mest ekstravagante antagelser ikke var i stand til at få dem til at vakle, vurderede jeg, at jeg uden skrupler kunne acceptere den som det første princip i den filosofi, som jeg søgte efter.  (har vedhæftet den primære tekst)

Hvad er det så han kommer frem til?

Umildbart læser jeg det som en erkendelse om han ikke er meget bedre end de andre skeptikere og dermed, når frem til at han blot er en substans, hvis formål er at tænke.   Sokrates nåede lidt samme erkendelse, han gik ud til sofisterne, oldgræsk sofia(viden) spurgte dem om alverdens ting, så gik han til stjernetyderne og de skriftkloge, alt sammen i jagt på sand viden, epistime, men han opdagede at alle kunne en del, men kun indenfor deres fag, så kom han frem til at alt ender i aporia(vildrede) og opstillede sin klassiske sætning. jeg ved, at jeg ingenting ved.

#17.

Syndefaldsmyten kan fortolkes udefra flere forskellige perspektiver. (..)

På den anden side er slangen i paradiset med til at lokke Eva til at, hvis de spiser fra træet, bliver de ”udødelige”, ligesom gud. Denne fortolkning konkluderer at, det er slangen der er med til at bane vejen for menneskets ”indsigt”, til at blive et ‘erkendende menneske’.   Man kan dermed også diskuterer om myten ikke snarer indeholder elementer af både en holistisk verdensopfattelse, og et dualistisk verdenssyn.     For er ’Gud’ alene god? Når det byder mennesket et liv i paradiset, men påbyder det at spise fra kundskabens træ, og dermed i at få indsigt og erkendelse?   Er ’slangen’ alene ond? Det er korrekt at slangen lokker mennesket til at plukke fra det træ gud har givet mennesket forbud mod, men samtidig peger en fortolkning af syndefaldsmyten på at det er netop er slangen, der fører mennesket til ’erkendelse og kundskab’, ved at lokke det til at plukke æbler fra kundskabens træ. Det er herved at mennesket indser at det er nøgent og det så derved dækker sig til med figenblade.  Man kan derfor konkludere at der er lidt godt i det onde(slangen), og lidt ondt i det gode (Gud).  Dette leder syndefaldsmyten til temaet om skillet mellem det ’gode og det onde’, dvs. Gud som er den gode og djævlen i form af slangen, der lokker med mennesket. Dette tema har vital betydning.  En fortolkning på syndefaldsmyten går på, at mennesket efter at have syndet gennemgår et overgangsritual, nemlig det at gå fra at være barn, som er uskyldig og ikke kender til seksualiteten til at blive voksen, og have syndet, og samtidig at have fået kendskab til sin krop og seksualitet.

Før paradiset er mennesket ubevidst, uskyldig og har ingen indsigt, men efter at have spist fra træet bliver det bevidste og opnår de indsigt og opnår erkendelse ! Jeg kan godt se at man udefra et teologisk perspektiv så kan sætte spørgsmålstegn ved om, hvorfor Decartes mener at mennesket ikke selv kan forestille sig GUD! Descartes sagde nemlig kun: "Jeg tænker, jeg er til". På den måde ville han vise, at det at tænke og at være til er to sider af én og samme sag. Selvom Descartes tvivlede på meget, var han sikker på, at han selv var til.

Men tabula rasa , skal jeg også lige have repeteret:)