Feedback på Essay (Dansk)

Fotofobi

Jeg er rigtig glad for at gå i skole, men der er ét problem. De fleste i min klasse vil gerne have at gardinerne er trukket fra, men af dette får jeg lys i øjnene - og det påvirker min ydeevne. Derfor opstår der mange gange konflikter fordi at jeg gerne vil have gardinerne trukket for, mens de andre vil have gardinerne trukket fra. Jeg kan ikke holde ud at få lys i øjnene, det er irriterende og påvirker min deltagelse i skolen. Mange gange må jeg holde vagt så ingen kan trække gardinerne fra. Det er ikke fordi at jeg ikke kan tåle lys, eller fordi jeg er træt, det er fordi at jeg arbejder bedst i mørke. På grund af dette kan jeg ikke koncentrere mig i timerne og nogle gange bliver jeg nødt til at gå ud af klassen for at finde et bedre sted at arbejde. Et mørkt sted, der hvor solen aldrig skinner. Et sted der er uopnåeligt for selv månens lys. Ja, kun dér kan jeg arbejde i fred og ro og præstere bedst muligt.

Det er svært for mig at være på skolen. Det er svært at prøve på at gøre sit bedste når éns bedste kun fremkommer i mørke, nej, det er ikke bare svært, det er umuligt.

For mig er det at arbejde med gardinerne trukket fra, som at løbe med grus i skoen.

Det er frustrerende. Det er irriterende. Det er ubehageligt. Og jeg kan ikke tolerere det.

Men ingen vil respektere min fotofobi, og ingen vil se hensyn til dén ubehag jeg får fra lys.

Folk tror måske at jeg overdriver eller at det er en syg joke, men det er det ikke.

Det er ægte, og fotofobi skal tages seriøst. Det er ikke i orden at man kun bliver taget seriøst hvis lys er fysisk skadende for én. Éns optiske behov er lige så vigtige som éns fysiske behov. Og hvis ingen vil se hensyn til mine optiske behov, så må jeg selv handle for at passe mit helbred. Ikke nok med at lys irriterer mine øjne så bliver det alt for varm, især hvis man er indenfor. Hvis gardinerne ikke kan blive trukket for, så kan jeg ikke være i klasselokalet.

Man kan ikke konvertere én med fotofobi til pludselig at tolerere lys, ikke med ord og heller ikke med terapi. Jeg er som jeg er og mine optiske behov kan ikke ændres eller justeres, men de kan tilpasses og respekteres. At have fotofobi er på ingen måde nemt i et socialt fællesskab som i min klasse. Jeg er blevet udstødt på grund af mine behov, og måske er jeg endda blevet ‘klassens paria’. Det gør én ubekvem og det skal ikke tolereres, ikke af én selv og heller ikke af andre. Hvis min fotofobi ikke kan respekteres, så er skolen ikke et sted hvor alle er velkomne. Enten skal gardinerne være trukket for, eller også skal jeg arbejde et andet sted. Fotofobi er ikke for sjov. Mange gange tror folk at det er fordi at jeg er en muldvarp, men det er det ikke, det er fordi at jeg simpelthen har mine egne optiske behov som skal respekteres og som skal tolereres af alle på skolen og udenfor skolen.

Ligesom at nogle mennesker går med briller, og nogle mennesker går med kontaktlinser,

så har jeg også optiske behov. Mine behov skal ikke betyde at jeg er en muldvarp der ikke kan tåle lys. Mine behov skal ikke betyde at jeg er en ikke-person. Og sidst men ikke mindst skal mine behov ikke betyde at jeg er et uvelkommen udkast.

Skolen er et smeltedigel, et sted for alle mennesker fra forskellige kulturer og kontinenter.

Og netop fordi at skolen er et smeltedigel, så skal jeg og mine behov også respekteres og tilpasses. Hvis ikke så går jeg ikke i en klasse, men et slags vennelag hvor nogle bliver ekskluderet mens andre bliver lykønsket. 

Sådan skal en klasse ikke være.