Nogle der vil være sød og rette min stil?

De skarpe grene rev i natkjolens stof og trængte igennem hendes hud. Det begyndte at bløde. Sårene sved som helvede. Men hun løb videre gennem skoven på bare tæer. Hendes vejrtrækning var forpustet. Hun måtte hjælpe sin veninde Mette. Hun kunne føle Mette, føle hendes smerte, føle hendes anspændelse. Hun var nemlig i livsfare. Tanken om, at hun var i livsfare, gjorde hendes sår mere tydelige.” Jeg må gøre noget”, tænkte hun. Hun fandt en lille spids gren og rev i sin natkjole. Natkjolen blev revet til små stykker stof. Dem forlod hun præcis, lige hvor hun stod, for hun vidste at Mette ville se det. Sophia vidste godt, at Mette var i nærheden. Hun skreg, og pludselig blev alt sort. ”Sophie kan du høre mig? Langsomt blev tingene omkring hende mere tydelige. ”Sophie kig på mig, er du her? ”Hun havde stadig ikke kontrol over sig selv endnu. Det eneste hun kunne se, var Mette som råbte hende i hovedet.

Hun stod op med et sæt, kiggede på Mette som om hun var en fremmede. Kiggede på hende fra top til tå. Det lettede over hele hendes krop. Sophie gik sin vej. Hun fandt en sø, og satte sig ned ved kanten af den, tog skoene af og dyppede sine tæer i det kolde vand. Efter et par skridt, kunne hun mærke at hun havde fået et par sår på sit skinneben, det sved og brændte, da hendes hud kom til berøring af vandet. ”Det kan da ikke passe” gentagede hun på vej hjem. Da hun kom hjem, stod døren åben. Ingen var hjemme. Hun smækkede døren, og løb op på sit værelse. Hendes mor måtte ikke se sårene, hun ville nok flippe ud. Hun skiftede sine shorts ud med, et par grønne jeans. Dem holdte hun af, farven grøn elskede hun. Da den betegnede naturen. Sophie ønskede sig sådan et stort værelse, med tv og hel masse andre ting. Det havde de nemlig ikke råd til. Da hun ikke havde en far, som kunne forsørge familien. Hvilket som hendes veninder havde. Der var nu gået 5 år, siden han døde. Og især at det hende selv, som havde dræbt sin far gjorde hende mere skamfuld.