Hej. Er tegnsætningen rigtig, og hvis I godt kan lide historien må I gerne bedømme den med karakter ;-)

(Opgave 14.) Camilla Lerner. 8.I/K
De levende døde - Roman af Mette Thomsen.

Jeg putter pencillien, ned i lommen. Jeg ligger min hånd ind til hver en kuvøse, og tjekker
spædbørnenes puls, normale ikke for høje eller for lave.  Jeg glider langsomt hånden ned i lommen, og tager pencillien op, tager fat omkring  en barns arm, og giver mig tid til at stikke pencillien ind… Pludselig siger det hele bare STOP, mens nålen kun er 5mm fra at være inde i huden på barnet. Hvad nu hvis det ikke lykkedes? Jeg bliver nervøs, som om jeg har lyst til at brække mig af svimmelhed. Jeg tænker et øjeblik, og ser igennem konsekvenserne. Hvad nu hvis børnene bliver syge...eller dør? Hvordan skal jeg stikke pencillien ind i børnenes hud? Hvad nu hvis børnene bliver lamme? Hvad nu hvis…Jeg kan ikke gøre det…Det er mellem liv eller død for disse børn, og hvad nu hvis jeg tager deres liv. Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv…

Jeg ved at pencillien virker på mig, men om den er alt for stærk for spædbørnene?
Deres skrig er ved at give mig tinnitus…Det er som et råb om hjælp…. 
Spædbørnene ser på mig med deres store grå blå øjne, som om jeg vil skade dem, men jeg vil jo kun hjælpe dem, og gøre dem raske….
Min puls er høj, som aldrig før. Slap af Miriam tænker jeg til mig selv, det er ikke så beroligende, som jeg havde regnet med.
Jeg sætter mig ned og lader mine øjenlåg falde i, og tænker; hvad ville Skov-Johan gøre? Han gjorde det på mig, hvorfor ville han ikke have gjort det samme ved spædbørnene?
Jeg rejser mig og tager chancen. Bider det i mig, og tager mig mod. Jeg tager fat igen omkring barnets arm, og stikker pencillien ind. Et hurtigt skrig kommer fra barnet. Barnets pupiller bliver mindre, mindre til sidst bliver de samme størrelse som før. Jeg tjekker barnets puls, det er normalt, som før. Mit hjerte er helt lettet, sikke en lettelse…

Jeg føler et smil fra min mundvige, og glæde som jeg ikke har haft på det seneste, måske har jeg reddet dette barns liv, måske vil jeg ende med at redde spædbørnenes generation. Jeg gør mig klar til det næste spædbarn, men bemærker at pencilliens nål har lidt blod på sig ved nålens ende, heldigvis er der en vask, lige ved siden af døren. Pencillien bliver skyllet med lunken vand. Jeg ser tilbage på, sidste gang jeg havde brugt en vandhane, det eneste jeg kan komme frem til, var der hvor alting var normalt. Jeg skulle hente to glas vand til min far og jeg. Han var bidt, men det vidste jeg jo ikke dengang. Jeg tændte for vandhanen, mens min far stirrede på vandet med et koldt snerpet ondt blik. Jeg husker det så tydeligt, den måde han kiggede på vandet, som om det var et vandfald. Jeg kunne ikke engang starte en samtale med ham, han fokuserede kun på vandet, som om vandet ville skade ham! Det er det samme blik som spædbørnene sender mig. Blikket af skyldfølelse eller at blive skadet… Der er IKKE nogen, der kommer til skade! 

Pencillien bliver tørret af i min lyserød T-shirt. Jeg går over til det næste barn, men bliver hurtigt forstyrret af en banken fra ruden. Jeg kaster et hurtigt blik mod ruden, det er en patient i kørestol omkring alderen 55-65år. Jeg får øjenkontakt med ham, hans øjne er grønne, meget imødekommende, og ikke døde som de bidtes… Patienten ser meget mistænkelig ud på mig, som om han ved at jeg ikke må være her. Hans øjne hviler på dørhåndtaget, og mine øjne falder det samme sted. PIS! Der er ikke nogen lås!  Jeg prøver at signalere, at han ikke må komme herind. Patienten kigger forundret på mig, han kan forstå at jeg går i panik. Han bliver ved med at banke. Han prøver langsomt at åbne døren. Jeg skynder mig hen for at blokere døren for ham.  Jeg bruger alle mine kræfter på at holde døren, men kan tydeligvis mærke, at han har mange flere kræfter end jeg har. Pencillien er langsomt ved at glide ud af hænderne på, med et taber jeg pencillien, og patienten får døren op med det samme. Han kommer rullende ligeså stille ind som om intet var sket, med et stort smil på læben, men det eneste jeg  rigtig bemærker er hans elektriske grå hår. ” Er du ok? Navnet er Thomas Pedersen. Undskyld, jeg bare braser sådan ind på dig, men har du hørt de gode nyheder,” siger han.
Jeg samler mig selv op fra gulvet. ”Hej. Jeg har det helt fint, men hvad er det for nogle gode nyheder. For resten jeg hedder Miriam. Det glæder mig, at du ikke er bidt,” siger jeg. Jeg prøver at smile alt hvad jeg kan. Jeg er for udmattet til at ”være” høflig. Han ser smilende på mig. ”Det er hyggeligt at møde Dem Miriam. Jeg sad og så Tv-avisen, ”siger han.
Jeg afbryder ham hurtigt i hans sætning med et ok? ”Nyhedsoplæseren sagde,  at de havde fundet en måde at kurere ”de bidte, ”som du kalder jo dem Miriam, og det er IKKE ved penicillin de kurerer de bidte, men med en slags lugte spreder, som indenfor 30min vil kurere dem, og gøre dem normale igen.” Siger  Thomas. ”Hvordan ved du at det virker?,” spørger jeg ham utilfredsstillende. ”Jo, Miriam nu skal du høre. De tog 15 af de bidte, sat dem ind i det samme rum, de efterlod lugte sprederen i rummet, og efter 30min, blev de normale mennesker igen. Lugte sprederen indeholder også: ferskvand, salt, amfetamin og Pam ol ,” siger han. Jeg når ikke at sige noget inden, han ruller væk. Han ruller ligeså stille væk igen, han vinker smilende til mig… Vil alting blive normalt igen? Jeg smutter ud fra børneværelset og
undersøger hospitalet, der er ingen bidte her, ”de ikke bidte” må have holdt sig i sikkerhed her, men sygeplejersken, virkede bidt?
Udmattelsen tager overhånd, men inden for kort tid vil jeg være hjemme hos mine forældre…Et betryggende sted, hvor jeg kan sove i fred og ro uden at frygte nogen vil spise mig til morgenmad.
Mine øjne er som gardiner, der skal hænges for. Jeg mærker gulvet, det er meget blødt. Jeg lader min øjne lukke i ”Miriam, Miriam, Miriam. Vågn op.” Jeg springer op med det samme. Det er  mine forældre smilende, som om de ikke er bidte. ”Drømmer jeg,” siger jeg og gnider mig selv i øjnene. ”Nej skat, vi blev påvirket af lugte sprederen, eller det er alle blevet. Hvor er vi dog glade for at se dig,” siger min mor. ”Jeg troede aldrig at jeg ville komme til at se jer, men hvordan vidste I at jeg var  her?, ”siger jeg. ”Vi havde ledt over det hele, så tænkte vi at de eneste sted vi manglede var hospitalet,” siger min far. Jeg krammer dem. Et kram man ikke kan give slip på, men et kram hvor man er bange for at miste dem man elsker…. Denne her lykkefølelse har jeg aldrig haft før.

Alting var som før igen, der var ikke nogen kannibaler udenfor ens vindue længere…