Resume ad "Ål"

Hejsa! Jeg skal jeg lave en litterær artikel om denne novelle, men jeg har desværre rigtig svært ved at forstå den. Inden jeg går i gang, ville jeg gerne kunne svare på følgende spørgsmål:

Hvor foregår teksten? På stranden og i "hjemmet"
Hvornår foregår teksten? Den foregår om sommeren og i september
Hvem handler teksten om?
Hvad handler teksten om?
Hvad sker der?
Hvorfor sker det? 

Håber der er nogle der ville sætte sig ned og hjælpe mig - På forhånd TUSIND TAK! :)

Ål
Sommeren ville ikke dø. Som en delirisk patient lå den med det opspilede, lykkelige vanvid i øjnene og troede den levede evigt. Det var paradiset den kiggede ind i. Som i febervildelse lod den endnu en dag blive tredive grader varm. Træerne stod med stumme skrig. Alle længtes efter efterårets forløsende komme. Varmen havde stået på i snart to måneder.
Flere gange var jeg ude ved byens nærmeste strand. Sent om eftermiddagen ankom jeg til græsplænen med badeanstalt og sandstrand af reguleret bredde. Folk havde allerede ligget længe nok i solen og ventede bare på en anledning til at gå hjem. Nu kunne de lade sommeren være forbi og gå hjem i aftenens falske efterår.
Fodboldene lå lidt alene i træernes skygge og folk pillede ved tæpperne og satte øllerne i kasser. Så kiggede de ud over vandet, på de gamle forsvarsværker og på det andet land i det fjerne. Så lagde de hånden på kærestens lår og sagde: Ska' vi? Det var på dét tidspunkt jeg kom. Jeg kom anstigende med snorkel, maske og svømmefødder i hænderne og man kiggede ikke på mig, for alle kunne se havnen og fabrikkerne syd for stranden. Alle kunne se containerne, skorstenene og lagerhallerne inde til højre og alle skyllede sig grundigt, når de kom hjem, lod hænderne glide nænsomt, men bestemt hen over huden, fattede sæben fra skålen over vasken, gned shampoo ind i håret. Jeg gik ned til vandkanten og lagde mit tøj i en lille rodet bunke og vadede ud. Jeg kiggede ikke på containerne til højre, eller på gæsterne på badeanstalten til venstre. Jeg kiggede ikke på fodboldene, der var blevet triste og tavse, jeg så kun på vandet og bøjerne og bølgerne der krusedes i småstenene. Så tog jeg masken på. Og gled ud.
Det første stykke var sand. Sand som en ørken i tusmørke. Sand som fortaber sig i gulgrønt mørke og lader intet tegn for retning, fixpunkt eller liv afsløre sig. Sand som nådesløst bureaukratisk lader alle være lige blottede i dets ubeskyttende åbenhed. Fortabelse til alle sider. Ålenes jagtområde.
Jeg svømmede direkte udad og kunne snart ane en sort skygge i det fjerne. Kort efter befandt jeg mig svømmende inde over det: Et tykt tæppe af tang, der strakte sig ud mod dybderne så langt øjet rakte. Her, til grænsen, søgte de, ålene. Her i grænsen til den åbne sandbund ville man kunne finde dem. De ville ligge med forkroppen halvt ude af tangbræmmen skuende ud i disen med de små, stikkende øjne. Deres slangelignende krop endte i et svaneformet hoved, hvor blot næbbet var udskiftet med et lille halvrundt bæger, hvis spalte var kantet af knivskarpe tænder. Dér ventede de på småfiskene, der stimevis havde søgt tilflugt inde mellem de badendes ben. Nu, hvor den sene eftermiddag trak de badende op af vandet og hjem til en søvnig aften i ugidelighed, søgte ålene ind mod kysten og ventede i overgangen fra tang til sand. Jeg afsøgte grænsen. I løbet af tyve minutter havde jeg set syv ål. Jeg overraskede en enkelt ude i det åbne. Den bevægede sig som en slange da den svømmede væk fra mig. En anden, en stor kleppert, troede sig skjult for mig i det høje undersøiske græs. Min hånd var kun få centimeter fra den da jeg forsøgte at gribe om den. Man ville skulle tage fat om den helt oppe ved hovedet for at undgå at blive bidt. Den slap væk i et hurtigt ryk. Mørket gjorde snart konturerne under vandet uskarpe. Da jeg kom ind var solen gået ned. Rundt omkring på plænen sad små menneskegrupper i søvnig, liderlig beruselse og forsøgte at blive hinandens kærester. Skoleåret var netop begyndt.
September
Sommeren var forbi. En dag kom regnen med den kolde luft og selvom solen viste sig siden var det ikke det samme som før. Det var blevet efterår. Jeg havde købt ål hos fiskehandleren. Ålene lå i bunker inde mellem bunker af andre fisk som jeg heller ikke vidste, hvordan man skulle tilberede. Du skal bare vende dem i mel og stege dem på begge sider, sagde damen i butikken. Hun pakkede dem ind i fedtet plasticbetrukket papir, som man kun har når man skal pakke råt kød ind og som føles levende mod huden. Jeg førte hånden ned i posen og lagde pakken til rette og lod derefter armen hænge flagrende i luften. Jeg tænkte, at jeg ville lave stegt ål til hende. Spise sammen en aften og mærke sommerens endeligt, fejre efterårets komme og at det er livsfarligt, som hun drillende sagde. Jeg var syg og hun holdt om mig mens jeg kiggede væk. Fem dage havde efteråret været her og jeg var bange.
Hun kommer hjem og lægger sig på sengen og er udmattet. Jeg sidder med kogebogen i hænderne og slår op på siden med stegt ål. "September", står der som bogens kapitel. Hun kigger mig i øjnene og begynder at græde. Så siger hun at hun elsker mig.
Hun falder i søvn og drømmer om fisk og underjordiske søer. Jeg skærer ålene i stykker og lægger dem i lage i flere timer. Hun ligger helt stille med fisken i maven og trækker ikke synligt vejret. Jeg står med gryden i hånden og venter på gassen i rørene. Hun står sovende ved min side og åbner munden for at sige noget, men forbliver tavs. Ålene ligger på panden. Vi sidder ved bordet og spiser ålene og diskuterer vore muligheder i fremtiden. Hun har købt blomster for flere dage siden. Det er først nu, jeg lægger mærke til det. De er blåviolette og gule. Hun fortæller mig hvad de hedder. Jeg har allerede glemt det.