Perfekt studieretning, men dårlig klasse

Hej :)

Jeg har gået på efterskole, hvor jeg virkelig udviklede mig socialt, og lad mig sige det sådan at det var det fedeste år nogensinde. Jeg startede så i august på gymnasiet og havde set rigtig meget frem til det, da jeg skulle på sproglig linje og endelig starte på et nyt kapitel i mit liv. Da jeg startede, var vi 28 i klassen. 22 piger og 4 drenge. Nu er vi 16 i klassen. 16 piger. Jeg havde godt regnet ud på forhånd, at der nok ville være flest piger i klassen, eftersom at det er den eneste sproglige studieretning på mit gymnasium. Hvad jeg ikke havde forudset var, at de piger, der er tilbage i min klasse, er meget fokuserede på deres udseende og laver ikke andet end at snakke om drenge, fester, alkohol og sladder. De råber når de har det sjovt (hvilket giver mig en utrolig hovedpine og gør mig sur og irriteret), snakker grimt fordi de synes det er sjovt og det er som om at de hele tiden har behov for at blive set og hørt. Jeg er en af de piger, der ikke interesserer mig særligt for at feste og drikke mig stiv hver weekend. Dette betyder også, at jeg er blevet mindre social hvad angår fælles aktiviteter i klassen og gymnasiets fester.


Jeg er allerede nået til det punkt, hvor jeg slet ikke føler mig velkommen i min klasse, og det har jeg ihvertfald ikke mod på at sige til dem. Jeg havde dog fire gode veninder, som jeg snakkede mest med. Vi spiste frokost sammen hver dag, og nu tør jeg næsten ikke sidde sammen med min egen klasse fordi pigerne, som jeg var mest sammen med, ikke er her længere. Den ene af dem flyttet gymnasie og to af dem er flyttet klasse. Den fjerde pige har endnu ikke besluttet sig for, om hun vil fortsætte i klassen eller lave noget helt andet, og derved droppe ud. Jeg går næsten ikke og håber på andet end at hun bliver, og så vil holde ud med mig i de næste to og et halvt år (hvilket jeg stærkt tvivler på). Jeg har snakket med mine forældre, som synes jeg skal blive fordi jeg kan lide min linje, og så skal jeg bare være "en fighter" de næste par år. Selv om det er det nemmeste at være antisocial og gøre sig usynlig, så er problemet, at jeg ikke vil være en fighter, for jeg vil også have det sjovt de næste to og et halvt år.


Hvad skal jeg gøre? Håber der er nogen der kan hjælpe mig, for jeg kan slet ikke tænke på andet. Jeg bruger så meget tid at tænke på det, at jeg græder i skjul mindst én gang om måneden. Og det er selv om jeg har den bedste familie og de sødeste venner uden for gymnasiet.