Downs teori

Kort og godt siger Downs, at man i det optimale, velfungerende demokrati kan forvente, at vælgerne har nok information om partierne til at stemme på den kandidat, der ligger tættest på deres egne holdninger og værdier. Han taler om en rationel vælgeradfærd, hvor man stemmer ud fra, hvad der vil gavne én selv mest.

Teorien er populær at henvise til bl.a. fordi den sammen med Fiorinas teori om retrospektiv vælgeradfærd er den, som empiriske analyser gang på gang giver ret.

Den rationelle adfærd kan ikke kun ses hos vælgere, men også hos politikere, der går efter stemmer. Særligt i amerikansk politik, hvor du har et winner-take-all system, hvor du ikke behøver vinde flertallet af stemmer i hele USA (the popular vote), men det højeste antal valgmænd, ser man tydeligt rationel adfærd fra kandidaternes kampagnekontorer, der går benhårdt efter sejren vel vidende, at præsidenten har svært ved at indfrie sine løfter. Dette kan han stort set kun inden for sikkerhedspolitik, hvor han ikke behøver at tage hensyn til Kongressen, som han ellers er nødt til at have opbakning fra inden for andre politiske områder.