Styrker og svagheder ved kognitionspsykologien

Kognitionsterapi går ikke efter umiddelbar forståelse for årsager, men er mere optaget af at få personen til at tænke anderledes om dem selv og deres fremtid. Til forskel vil de "ældre" terapiformer der som udgangspunkt vil bevidstgøre og af den vej opnå en måde som patienten kan få det bedre med sig selv og sit liv. 

Meget groft - MEGET GROFT - kan man sig, at psykoterapi er lidt tilbagelænet og tilbageskuende hvorimod kognitionsterapeuten 'sidder lidt mere på kanten af stolen' for at skubbe på og ser fremad ...

Det er derfor ikke sikkert at man har løst 'den personlige konflikt' som har skabt den psykiske gene hos patienten, men man har lært dem at komme videre. Igen groft sagt: man har ikke trukket splinten ud af øjet, men lært patienten at se på trods af splinten  .. Man risikerer ikke at ødelægge øjet og behandlingen går hurtigere, men man opgiver muligheden for at blive helt rask .. og der er risiko for at genen bliver med at dukke op igen ..

overfladebehandling og en skematisk forståelse af mennesker.

#2

"overfladebehandling og en skematisk forståelse af mennesker", er måske lige rigeligt fordømmende og forenkelet - det kan godt give mening at sige, at det er pragmatisk. Nogle vil nok kalde det progressivt. I virkeligheden er det nok noget lige midt imellem. Man kan godt komme til at spilde et liv på at sovse rundt i en psykoanalyse, som måske ikke giver nogen resultat. På den anden side kan det også blive en 'overfladebehandling', der ikke er grundig nok, så 'rusten' bryder igennem igen!

Cand phil - arbejder selv med både cognitiv og psykoanalyse... ingen af metoderne er perfekte. Men når det er sagt er folks tilbagemelding på den cognitive at den er værktøjsorienteret og super til at vende negative tanker til psositive ved f.eks lettere depressioner- har man fat i de tungere depresioner skal der graved tilbage og dybere før man igen kan vende energien fremad.

#4

Det er også sådan jeg ser det!

Handler spørgsmålet faktisk om kognitionspsykologi eller om kognitiv terapi eller om kognitiv adfærdsterapi? Der er jo mange forskelle mellem begreberne.

Kognitionspsykologien selv handler jo egenlig kun om at man udforsker og prøver på at forklare hvordan menneskelige psykiske mekanismer fungerer, såsom perception, forståelsen, viden, emotioner, tankeprocesser, hukommelse, evalueringsprocesser osv.

Et problem med den kognitive psykologi ligger i historien. Fra ca. 1930-1970 ansås mennesket og dets indre processer som en slags "black box" som man ikke behøver at finde forklaringer på. Man troede at den menneskelige adfærd er en reaktion på "cues" og at det hele kun handler om reflekser og straf/belønningsprocesser. Man troede ikke at der var nogle dybbere, komplekse indre processer der var med i adfærden. I 1970 blev man mere og mere klar over at det er vigtig at forstå hvilke processer der foregår i menneskets tankegange. Det er her man begyndte på at undersøge nærmere om neuropsykologien, konnektionisme, og hjerneforskning. Siden ca. 1980'erne anser man menneskets adfærd som et system som bliver påvirket af biologiske processer (fx. hormoner, sygdomme, neurotransmittere), de sociale omgivelserne (støtte fra andre, stress, livsvilkår), og psykiske processer (fx. erfaringer, vaner, priming, tankemønstre, copingstrategier). Tjek fx. sårbarheds-stress-model.

Kognitiv adfærdsterapi handler om at lave en grundig diagnose mht. mulige biologiske årsager til psykisk utilpasset adfærd (dette inkluderer også tankeprocesser!), såsom hjerneskader, eller tidligere eller aktuel stofmisbrug. Derpå undersøges patientens sociale omgivelserne mht. om der foreligger en stressende episode som godt kan forklare symptomerne. Man prøver på at spørge ind til barndommen og opvæksten for at finde ud hvornår patienten først har lagt mærke til symptomerne og hvordan symptomerne har udviklet sig og på hvilken måde de vanskeliggør patientens liv. Derudover spørger man ind til vaner, copingstrategier og tankemønstre, som tit er med til at opretholde symptomerne. Under terapien prøver man på at få patienten til at reflektere over sine tankemønstre og copingstrategier. Herefter drøftes om man kunne se lidt anderledes på tingene og mon patienten ikke kunne tænke sig at prøve nogle andre copingstrategier. Terapeuten prøver hele tiden på at lede patienten til selv at komme i tanken om nye strategier, nye synsvinkler. Dvs. terapeuten giver patienten ingen svar eller ordre. Derimod prøver terapeuten på at hjælpe patienten på vejen til en ny og mere hjælpsom måde at takkle tingene på. 

Ulempen ved kognitiv adfærdsterapi er at den selvfølgelig ikke kan hjælpe alle patienter. Nogle trives mere under psyko-dynamisk terapi eller systemisk terapi, hvorimod andre trives bedst under kognitiv adfærdsterapi. Når man er psykoterapeut så skal man være klar over, at man undersøger om patienten kunne have gavn af andre terapimetoder når der ingen fremgang ses i patientens tilstand.

Der findes en del forskning om hvilken terapimetode bedst hjælper mod hvilke psykiske forstyrrelser. Mht. fobier, såsom social fobi, specifikke fobier (edderkopper, højde, osv.), samt OCD har kognitiv adfærdsterapi mange positive effekter (korttids- og langtidseffekter). Mht. skizofreni samt psykotiske forstyrrelser og bipolær depression er der ikke så meget man kan hjælpe med på den psykoterapeutiske plan; det er mest medicineringen som man skal fokussere på, samt rådgivning for gode copingstrategier mod stress. Mht. unipolare depressioner samt stressrelaterede tilstande får mange patienter meget ud af samtaleterapi, og her skal man altså finde ud af hvilken psykologiske tilgangsmåde patienten trives bedst med. Mht. personlighedsforstyrrelser er der tale om gruppeterapier, som giver gode effekter. Men desværre giver de fleste aktuelle terapitilbud kun kortvarige effekter.   

T83 du har ret - bortset fra at der også er nogle sammenhænge i menneskesyn og tilgang. 

Det store gennebrud for den cognitive terapi var i forbindelse med Beck depressionsforskning. Jeg var selv med til at indfører metoderne i psykiatrien i Danmark.

Det er stadig indenfor de lettere tilstande som fobier- lettere angst/ocd og lettere depresioner at de cognitive modeller har bedst resultat. Det har alle de andre rterapeutiske metoder også på disse felter. Og der findes over 400 forskellige terapiformer.

Stress er et meget blandet felt og det er angst også.

Alle teorierne lider uder at teorirammen og praksis ikke altid hænger sammen - fordi man til den eneklte er nødt til at skræddersy sin terapi.

# 5  ja det er jo indlysende at du skriver hvad du synes og ser 

hvis i vil læse mere om effektiskutionen imellem kognitiv og psykodymaisk terapi bland fagfolk så er denne artikkel interessant.

http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/17875.pdf

#7

Jo jo, du har ret i det du skriver. En nogen som helst terapi er altid bedre end ingen terapi overhovedet. Og ja, alle terapiformer kan give nogen resultater og effekter. Men det største problem jeg aktuelt ser er, at der kun findes lidt evaluering mht. de forskellige terapiformers effekter. Jeg har det bedst med meta-analytiske effektstyrker, men meta-analyser findes desværre ikke så tit, og i mange tilfælde er stikprøverne simpelthen for små til at drage en videnskabelig konklussion.

Kognitive adfærdsterapiformer har på nogle måder brugt meta-analyser og de viser gode effektstyrker, men de psykodynamiske terapiformer har - så vidt jeg ved - kun sjældent været med i state-of-the-art meta-analyser. Og her har de givet nogenlunde samme resultater som KAT. Og når man så kigger på tidshorisonten så har KAT klart nogle fordele. Hvorimod KAT bruger ca. 40-60 timer (4-6 måneder) for at opnå bedring i symptomerne, tager det nemt 2 år for psykodynamisk terapi inden man overhovedet undersøger om der findes nogen bedring i symptomerne. Så psykodynamisk terapi bruger rigtig megen tid og er på denne måde ikke egnet som akutterapi. Således prøver man på at kunne afslutte patienterne efter ca. 6-8 måneders KAT-forløb, hvorimod man i psykodynamisk terapi sigter mod en langvarig terapi, hvor patienterne afsluttes efter ca. 2 eller endnu flere år. Når man tager i betragtning at mange psykoterapeuter har meget travlt med patienter, så skulle man efter min mening også inddrage tidsforbruget med i evalueringen, såfremt effekterne er ens.