Dansk afgangsprøve mundlig

Skolen for Livet (uddrag) af N.F.S. Grundtvig

Skolen for Døden kjende vi desværre kun alt for godt, ja, den kjende ikke blot vi, som gik i den Skole, der sætter sin Ære i at hvile paa ,,de døde Sprog" og bekjender, at grammatikalsk Fuldkommenhed og lexikalsk Fuldstændighed er Idealet, den paa Livets Bekostning og med dets Opoffrelse stræber at nærme sig, nej, Skolen for Døden kjender hos os hele Folket, thi det er uden Undtagelse enhver, som begynder med Bogstaver og ender med Bogkundskab, stor eller lille, følgelig Alt, hvad der igjennem mange Aarhundreder kaldtes Skole, Alt, hvad endnu kaldes saa. Døde ere nemlig alle Bogstaver, om de end skreves med Englefingre og Stjernepenne, og død er al mulig Bogkundskab, som ikke sammensmelter med et tilsvarende Liv hos Læseren, og aandsfortærende, dræbende er ikke blot Mathematiken og Grammatiken, men alt betydeligt Hovedbrud for Mennesket i Barnealderen, før Hjernen med det øvrige Legeme er ret udviklet, og førend Livet, det indvortes saavelsom det udvortes, er blevet os saa vidt bekjendt, at vi kan gjenfinde det i Beskrivelsen og føle en naturlig Lyst til at oplyses om dets Vilkaar.

Men er nu en dansk Høiskole, saa kongelig, saa fri og folkelig, som muligt, nødvendig til Embedsmændenes Dannelse, mon den da skulde være det mindre for den store Deel af Folket, der ikke vil eller kan dog umulig blive Embedsmænd, men maa ernære baade sig selv og dem? At denne Folkets Rod og Stamme, Fæstere og Selveiere, baade store og smaa, Haandværkere af alle Slags, Sømænd og Handelsmænd, ei trænge til anden Oplysning og Dannelse end den, de faae bag Ploven, i Værkstedet, til Tops og i Krambo-den, det maa Barbarer og Tyranner tænke, men det var aldrig enten hos Konger eller Folk den nordiske Tankegang og kunde aldrig blive det, fordi det gjælder her, trods nogensteds, at vi er alle af ,,eet Blod", saa de samme Anlæg til Dannelse findes i Hytter som i Høielofte. Denne Natur-Lighed, som nu kun findes ret i de nordiske Riger, hvor ingen Fremmede trængte ind og gjorde de gamle Indbyggere til Slaver, kan vi ikke noksom skatte, da den er skikket til at give Fædernelands-Kjærligheden anderledes Dybde og den folkelige Dannelse anderledes Sandhed, end ellers var muligt, og havde vor i det Hele sørgelige Skole-Historie end intet andet Lysparti, er det dog unægtelig et saadant, at Skolen lige fra Reformationen og især siden 166o frigjorde, og saa at sige adlede Drengen fra den usleste Hytte, saa han kun-de deeltage i den høieste Udvikling og stige til de høieste Værdigheder. Saaledes blev f. Ex. nylig Husmands-Sønnen fra Fyen ei blot vor største Grammatiker, men en af Europas største Sproggranskere, og havde hans Sprog. granskning ikke Liv og Aand nok til at overvinde alle Grarnmatikens og Bogstavvæsenets Fristelser, da var det aabenbar kun Latinskolen, der havde svækket ham; saa var der intet andet Folk under Solen værdigt til en Høiskole paa Modersmaalet, saa var dog det danske, og kunde intet andet Folk vente sin Regerings Omhu for Almeen-Oplysning og patriotisk Dannelse, saa maatte dog det danske, hvis faderlige Konger heri som i al Folke-lighed længe var Mønstre, som Europa ønskede, alle Konger vilde efterlig-ne. Kunde der imidlertid endnu være mindste Tvivl, enten om det danske Folks Værdighed til en Dannelse efter sit Hjerte, eller om Dannerkongens Erkjendelse deraf eller landsfaderlige Omhu derfor, da hævedes den unæg-telig om ikke glimrende, saa dog glædelig ved den fri Folkestemme, Kong Frederik den Livsalige fremkaldte i Sjællands og Jyllands gamle Hovedstæ-der; thi at der hører en udbredt patriotisk Oplysning til i vore Dage at gjøre Folkestemmen sikker og sømmelig, er soleklart, og at der da var ingen Bøn, Majestæten villigere laante Øre til, end Bønnen om en Folke- og Borger-Skole for Livet, det fulgte af sig selv. Det er nemlig Forstandens Tid, vi leve i, og det vil ingenlunde sige, at Folk nu fødes med al den Forstand, de behøve, men at vi alle har en vældig Drift til at følge hver sit eget Ho-ved, saa Misforstand har aldrig gjort saamegen Fortræd, som den gjør nu og vil gjøre herefter, hvor man ei i Tide sørger hensigtsmæssig for en Al-meen-Oplysning især om borgerlige Ting, der kan samle de fleste gode Hoveder under een Hat, under Guld-Hatten nemlig paa Folke-Hovedet, som er den landsfaderlige Krone. En saadan Oplysning vil imidlertid også, kun meer eller mindre, lykkes overalt i Kristenheden, hvor man med Flid vil opelske den, og, jeg er vis paa, ingensteds lykkes bedre end i vort Norden, neppe nogensteds saa fuldstændig som i Danmark, der forholdsviis aldrig forstyrredes af stærke Lidenskaber, men har sine farlige Arvefiender i den Døsighed og Lettroenhed, der kun, naar Oplysningen forsømmes eller for-feiles, vil give Fienden vundet. Forsømt er nu Oplysningen, forholdsviis, aldrig i Danmark, men den er hidtil aabenbar forfeilet, idet den løb ud paa at skaffe Alle tysk Forstand paa Himlen og Logiken, og Embedsmændene tillige romersk Forstand paa hele Verden, men Ingen sund Forstand paa, hvad der ligger os alle nærmest: paa vor egen Natur, Fædernelandets Vilkaar og fælles Bedste, hvad dog ikke blot er det i borgerlig Henseende ,,ene Fornødne", men nok ogsaa det Eneste, Dannemænd i Almindelighed har Hoved til at forstaae. ---