Biologi
kræft spreder sig
Hvordan kan kræft sprede sig fra et organ til et andet?
Svar #1
15. juli 2013 af Dulugtergrimt (Slettet)
Kræft består af en celle, der har muteret i en række gener, og som derfor er begyndt at dele sig vildt, uden at den kan stoppes af kroppens normale metoder til at stoppe sådan noget. Immunforsvaret kan i sidste ende heller ikke følge med, for celledelingerne sker så hurtigt, at der opstår rigtig mange mutationer i generne. Rigtig mange cancerceller dør umiddelbart efter delingen, fordi de ikke er i stand til at overleve. Men den hurtige celledeling betyder også, at der opstår et stort evolutionært tryk blandt cancercellerne; der sker så mange mutationer hele tiden, at der altid vil være nogle celler, der er bedre til at overleve, og har andre egenskaber, end andre. Cancercellerne når i sene stadier heller ikke at differentiere sig helt ud til den type celle, som kræften er opstået fra. Den bliver mere primitiv og opnår altså slet ikke et funktionsniveau, der er ønskeligt for det givne organ, som er ramt. Til sidst vil for mange af de normale celler i organet blive fortrængt - cancercellerne "invaderer" uden respekt for cellegrænser -, og man vil derfor have et organ fyldt med væv, der ikke fungerer. Dette medfører naturligvis organsvigt og død.
Invasion er en vigtig brik i udviklingen af cancer, og er et af de maligne krav. En cancer skal invadere, for at blive opfattet som ondartet (nogle vil nok mene, at man godt kan kalde en begyndende knude uden invasion for en ondartet tumor, et såkaldt carcinoma in situ). En anden ting, der gør sig gældende ved en ondartet tumor vs. en godartet er, at den ondartede som regel opnår evnen til at sprede sig, metastasere. Dette kan ske af forskellige veje:
- Hæmatogen, dvs. blodbåren spredning. Tumor "æder" sig igennem det oprindelige organ ved sin invasivitet. Den når et større blodkar, og æder sig også igennem dette. Grundet mutationsraten er det muligt for nogle celler at "slippe" sit tag i det oprindelige organ, og lade sig føre med blodstrømmen til et andet organ, hvor det kan sætte sig fast og gro videre.
- Lymfogen spredning, dvs. lymfebåren spredning. Dette sker på ca. samme måde som ved hæmatogen spredning. Her vil man som regel se det oprindelige organs egne lymfeknuder blive ramt først, og dette er en alarmklokke der bør ringe hos lægen. Hvis cancer har spredt sig til lymfeknuderne, så kan den meget vel have spredt sig til at andre organer - og en cancer der er spredt til flere organer er nærmest ikke til at kurere.
- Canaliculær spredning, dvs. spredning via serøse overflader, for eksempel bughinden. Cancer kan æde sig igennem organet, få kontakt med bughinden, der har en vandlig overflade og som er i kontakt med mange organer. Cancercellerne kan "glide" ned af bughinden og nå til andre organer.
- Direkte indvækst. Dette siger sig selv. Tumor æder sig igennem sit oprindelige organ og når naboorganet, hvor den forsætter sin vækst.
- Den sidste er iatrogen spredning, dvs. spredning forårsaget af hospitalsvæsnet. Dette kan for eksempel ske ved biopsier, dvs. prøveudtagninger fra patienter via nåle. Nogle cancerceller kan sætte sig fast i de væv, som nålen føres igennem, for eksempel huden, og starte en metastasering her. Der er ikke så mange, men de findes.
Skriv et svar til: kræft spreder sig
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.
