Stil3: Det yderste sted

3 Det yderste sted:

Livet på Færøerne


Det var torsdag den 12. oktober, og jeg havde lige fået en opringning fra min mors nabo; min mor var blevet meget svagere og hun ville gerne have, at jeg kom hjem så hurtigt som muligt, fordi hun gerne ville tilbringe sin sidste tid med mig. Jeg havde længe vidst, at hun ikke havde længe igen efter hun fik kræft, men jeg kunne ikke flytte ind hos hende igen, for hun boede helt på Færøerne og jeg bor jo her i Middelfart og bliver nødt til at passe mit arbejde som skomager. men jeg havde weekend fra i morgen, så jeg havde besluttet mig for at tage til Færøerne for at se til min mor.

Da det var fredag tog jeg af sted meget tidlig morgen for jeg havde fået fri for arbejde. Jeg var hos min mors hus meget sent om aftenen, og jeg lagde mærke til de meget store bølger, der rasede mod hendes hus, alle de store fugle ved stranden, det store gamle hus, hvor hele familien altid havde boet sammen. Huset var muret sammen med nogle meget store ukurendte sten og var et meget stort og mørkt hus. Vinden susede meget kraftig omkring mig og det store træ ved hoveddøren stod næsten helt skævt. Jeg hentede min taske og skyndte mig indenfor. Lige da jeg trådte ind af døren, hørte jeg min mor, der lå og hostede meget, så jeg skyndte mig ind til hende for at tage mig af hende. Hun prøvede at tale, men var alligevel meget mut. Jeg lavede en kop urtete til hende og hun drak den hurtigt. Urteteen hjalp en smule til at hun bedre kunne snakke med mig, for hun var forkølet og havde ondt i halsen samtidig med kræften. Jeg lagde mig i sengen på mit gamle værelse og prøvede på at falde i søvn. Min mor sov vist hurtigt efter den urtete, men jeg havde svært ved det pga. alle lydene, der var. Jeg huskede dengang, da jeg var lille og stadig boede hjemme sammen med min mor, far og mine to brødre. Min far døde kort efter min 15 års fødselsdag, og jeg kan så tydeligt huske dagen, som var den i går. Han døde så pludseligt, og man fandt aldrig årsagen til det. Den morgen han døde, var så frygtelig, fordi det var fars dag og mine brødre og jeg havde forberedt fint morgenbord med alt hvad man ville have. Vi gik ligeså stille ind for at vække min mor og far, men far var ikke til at vække. Den var så frygtelig den morgen, jeg sov ikke i flere nætter. Jeg kunne ikke sove, fordi jeg vidste min far ikke var der. Det gik bedre, da min ældste bror havde fået arbejde og kunne tjene penge til os igen. Min ældste bror Anders gik ind som en far for min lillebror og jeg så det gik bedre for os.

Det var lørdag den 14. og jeg vågnede ved 7 tiden om morgenen. Jeg faldt sent i søvn, kunne jeg huske, og jeg tror, at klokken var 1-2 stykker og normalt sover jeg ved 22-23 tiden, så var meget træt. Jeg lavede morgenmad til min mor, som jeg husker hun altid lavede den til mine brødre og jeg, da vi var børn. Da havregrøden var færdig, hældte jeg den i skåle og kom en klat smør på og hældte mælk henover det. Vi spiste morgenmad og jeg skrev en indkøbsseddel over, hvad der skulle handles, så gik jeg ud til min gamle rustne spand og kørte til den nærmeste købmand for at handle ind. Efter jeg havde handlet ind, tog jeg hjem, lavede middagsmad og ryddede op langs strandkanten, der lå langs grunden. Efter der var ryddet op, syntes jeg, at jeg var godt og grundigt træt, så jeg tog mig en middagslur til kl. 17 og lavede så aftensmad. Efter vi havde spist spillede vi et spil kort og spiste så en lille let dessert. Da klokken blev hen af mod 21 tiden, tog vi aftenkaffe og gik så i seng. Igen kunne jeg ikke sove med det samme, der var alle de lyde, jeg hele tiden kunne høre: Havets brusende lyd, de små knirkende lyde fra det gamle træværk, huset var bygget af, den stille vind og den blide regn. Langt om længe var jeg faldet i søvn. Dog ikke så sent som forrige nat.

Til morgen vågnede jeg tidligt. Ville gå til den nærmeste bager for at hente morgenbrød og lave et lækkert morgenbord med alt, hvad hjertet kunne begære til min dejlige mor. Da jeg var tilbage fra bageren, begyndte jeg straks på det dejlige morgenbord, og da klokken var omkring 8, ville jeg ind og vække min mor. Jeg gik stille op ad den lange stejle trappe til hendes værelse for ikke at vække hende på vej derop. Da jeg stod foran hendes dør stod jeg stille og lyttede lidt efter hendes snorken, men den var der ikke. Jeg kunne ligeså tydeligt huske, at min mors snorken var som et vækkeur for os børn dengang, vi var små. Hver eneste morgen fra omkring ved 6 tiden begyndte min mor først at snorke meget kraftigt, så hun næsten vækkede hele huset, men nu var der pludseligt ingen snorken? Jeg trak stille håndtaget ned og åbnede forsigtigt døren til værelset, gik roligt hen imod hende, kyssede hende på panden for at vække hende, men da mine læber rørte panden, vidste jeg at det var sket! – hun var død! Jeg kunne mærke den kolde pande på læberne, og jeg stivnede i hele kroppen. Jeg brød ud i gråd! Det var næsten ikke til at holde ud. Først var min far død fra nogle år siden og nu min mor - det kunne ikke passe. Jeg fik hurtigt fat i en læge, der kom med ambulancen. De tog min mor med sig, og jeg kørte efter i min egen bil. På sygehuset kom hun på en båre og fik et langt hvidt lagen hen over sig, som dækkede hele hendes krop og ansigt. Jeg sad og snakkede med en læge omkring hvordan hendes tilstand havde været de sidste dage, og hvor længe hun havde haft kræft.
Efter vi havde snakket færdig, kørte jeg hjem i min mors hus og ringede til mine søskende. De syntes også, det var så frygteligt, selvom vi alle havde været forberedt på, at det nok snart måtte være forbi, var det alligevel meget hårdt at opleve for os. Mine brødre kom så hurtigt som muligt til Færøerne med deres koner og børn og boede sammen med mig i vores mors hus. 3 dage efter skulle der være begravelse. Begravelsen foregik i den smukke kirke, som var et par kilometer fra vores mors hjem. Da vi selv var små børn, var vi altid i kirken hver tirsdag til sogneeftermiddag sammen med vores mor og far og om søndagen til gudstjeneste. Vores forældre var meget kristne og var meget tit i kirken. Det var helt mærkeligt, syntes jeg, at komme tilbage til kirken igen. Jeg havde ikke været i kirken siden min fars begravelse, så det hele var ekstra sørgeligt. Efter præsten var færdig, skulle mine brødre og jeg sammen bære kisten ud med vores mor i. Det var så frygteligt at gå der med sin mor ved siden af sig, men hun lå bare i en kiste. Jeg græd så frygteligt meget hele tiden. Efter hun var sænket i jorden smed mine brødre og jeg hver noget jord på og havde alle tre smidt en langstilket rose ned i graven til hende.

Efter hun var begravet gik vi alle samlet hjem til vores mors hus og drak kaffe og te, mens vi spiste kage og snakkede om hvor betydningsfuld vores mor havde været for os alle tre brødre, og hvor god en mor, hun havde været for os.

Nogle dage senere sad vi og snakkede med vores mors advokat omkring hendes pengesager og omkring arv. Det viste sig, at vores mor havde gemt en lille million kroner til os alle tre, som vi skulle dele i mellem os. Mine brødre havde hver arvet omkring 400.000 kr. og jeg havde så arvet de sidste 200.000 kr. samt huset her på Færøerne med alle min mors og fars ejendele.
Efter et halvt års tid var mit eget hus i Middelfart solgt, og jeg kunne flytte ind i mine forældres gamle hus. Jeg søgte efter arbejde på Færøerne, for jeg måtte jo også tjene nogle penge, selvom jeg havde arvet de 200.000 kr. men for de fleste af pengene fik jeg købt mig et lille sted, hvor der før havde været en bogholder. Der fik jeg sat det hele i stand og startede min egen lille forretning som skomager. Forretningen kom til at hedde: ”Den lille snabelsko” og var faktisk en af de eneste skomagerbutikker, jeg kendte til her på Færøerne, men vist også den bedste for salget var godt, og der var meget arbejde at lave med sko, så jeg havde altid noget at lave, selvom jeg ellers godt kunne bruge et par fridage. Engang imellem var det ikke altid, der var tid til det, men ellers levede jeg det liv, jeg havde lyst til og havde det ellers godt nok med det.
Efter jeg var faldet ordentligt til igen her på Færøerne, fandt jeg mig en dejlig kone, som jeg har været gift med nu i et halvt års tid, og hun er gravid og sat til at føde om en måneds tid. Det skulle blive en dejlig velskabt pige, som jeg tror, vil blive glad for at vokse op her på Færøerne og have et dejligt liv. Sommetider tænker jeg tilbage på min mor og far. De ville begge blive glade for at blive bedsteforældre. Men jeg er nu glad for den tid jeg havde med dem.