Er det lyriske jeg til stede?

Jeg sidder netop nu i Dublin på studietur, og skal skrive et digt omkring en oplevelse. Jeg har valgt at skrive i genren Det lyriske jeg. Da jeg er lidt usikker på om det er tilstede i digtet, ville jeg hører om der var nogle der kunne give lidt feedback og rettelser på det jeg havde skrevet. På forhånd tak. VH Mikkel.

Søvnmangel:

Regnen drypper over Dublins gader,
Det er gråt og overskyet,
Jeg føler mig træt af turens gang,
og jeg føler mig træt af nattens festligheder

Den friske luft ved det regnfulde vejr,
skjuler ikke trætheden i mine øjne,
hvert eneste skridt jeg tager,
bliver bare tungere og tungere.

Jeg står nu halvsovende ved Nationalmuseet,
Larm fra storbyens instrumenter overdøver mit hoved,
Jeg føler en blokade for mine ører,
Jeg længes efter kroppens respons efter søvn.

Man indtræder i et inferno af smukhed,
jeg befinder mig i en ny verden,
en verden med stilhed og overvågning,
en våbenhvile i krigstid om man vil.

Der indtræder man nu,
på det helligste af Irlands historie,
et kæmpe areal med værdifulde ting,
Jeg kæmper for at finde fra A til B.

Jeg mærker smerten i mine fødder efter minutter,
jeg søger tilflugt fra tavshed og overklasse,
i den nærliggende Café hvor man finder et pusterum,
væk fra al det formelle, bare et øjeblik.

Med overvågningskamera og vagter listes der på tå,
jeg vil jo ikke være til besvær bare fordi jeg er træt,
Jeg ville da lyve hvis ikke sengen var i tankerne,
Men ak opgaven må løses før det kommer på tale.

Mit hoved er ved at eksplodere,
af læsning af diverse fund fra gamle tid,
Mine tanker flyver rundt i lokalet,
koncentrationen er nærmest ikke-eksisterende.

Jeg ankommer til nye tidsaldre hele tiden,
med belægning og lys af en anden karakter,
en følelse af kirkegang med de flotte udsmykninger,
Alt er så flot og stort.

En glæde udspringer i mit hjerte,
tiden render ud og hjemturen er sat,
jeg ser et dejlig scenarie udspringe,
med en dyne, pude og jeg selv indblandet.