Dansk stil - rettehjælp?

Til kedsomhedens pris

Endnu en gang sidder eleverne bænket på de hårde stole – og endnu en gang er talerstolen bemandet. Gang på gang har eleverne døset halvt hen til lærere og foredragsholderes monotone stemme, og gang på gang har eleverne drømt sig hjem til dynen og den varme kakao… Men sådan er det ikke denne gang, denne gang er det anderledes. Stemningen er en anden – luften i salen er på én måde let af forventning og spænding til det kommende ”liv”, og samtidig tæt af sørgmodige tanker om den tid, som nu er forbi. Det er på tide, at eleverne forlader college for at leve ”livet”.
Joseph Brodsky skal holde talen til de mange afgangselever – hvilket emne vælger han mon at holde talen over? Eleverne selv har tankerne fulde af flyvske drømme og vidtrækkende håb, og forældrene har holdt tale over studenternes kamp med lektierne samt de store forventninger til fremtiden. Venner, veninder, bedsteforældre og tanter – alle har de stillet positive forventningsfulde spørgsmål til den frihed, som eleverne nu imødegår. Mon det er dette Brodsky tager fat på? Nej! Brodsky vælger at lægge fokus på et helt nyt, og i manges øjne, dystert emne ved sådan en lejlighed; kedsomheden. Men hvorfor?

I sin tale til eleverne gør Brodsky rede for, hvorfor han vælger at beskæftige sig med emnet kedsomhed, hvorefter han beskriver kedsomheden og den tilstand som medfølger. Til sidst perspektiverer Brodsky kedsomheden til elevernes hverdag, så de på denne måde kan få et indblik i kedsomhedens betydning for livet – kedsomhedens pris.
Brodsky har valgt at beskæftige sig med dette dystre emne, idet han mener at kedsomheden er en uundgåelig del af livet. Han definerer kedsomheden som ”et sammensat fænomen og i det store og hele en konsekvens af det gentagne” , og idet ”livet består nemlig mestendels af gentagelser” konkluderer han, at en stor del af livet netop indeholder kedsomheden. Til trods for kedsomhedens store andel af livet, er vi som mennesker ikke i stand til at tackle den. Brodsky påpeger at unge (naive?!) mennesker tror på løsningen med konstant opfindsomhed og originalitet, en udvej der ikke står os til rådighed. Det ”modne” menneske forsøger sig da med andre alternativer. Igennem konstante udskiftninger, forsøges det at stikke af fra kedsomheden, men det nytter intet. Brodsky ønsker, at studenterne, mennesket, bliver bedre til at tackle kedsomheden!
Udfra definitionen af kedsomhed alene, lader fænomenet til at være afgrænset og overskueligt, men sådan er det ikke. Brodsky inddrager tilstanden som kedsomheden medfører, og kommer dermed ind på kedsomhedens betydning for os som mennesker. ”Kedsomheden er som et vindue ud mod tiden” , når man åbner den får man den i den rene ufortyndede tid. Ved at åbne vinduet hertil, sættes vores eksistens i perspektiv, idet tiden minder os: ”du er ikke uendelig… og hvad du end gør, så er det set fra mit synspunkt stor set ligegyldigt” . Tiden lærer os, iflg. Brodsky, at have proportionssans og ydmyghed. Men har dette nogen betydning?
Brodsky mener netop, at ydmygheden har stor betydning for afgangseleverne, såvelæ som for mennesket generelt. Efter flere års skolegang, er eleverne nu klar til ”at indtage verden”, men de må erkende, at ”I er på vej ud i en verden, hvor træerne står langt tættere end i jeres lille skov her, og hvor I vil vække langt mindre opmærksomhed, end I har været vant til de sidste fire år” . Derfor er ydmyghed på sin plads, og derfor bør eleverne tage kedsomheden til sig – de skal åbne vinduet endnu mere op og lade kedsomheden rive dem med sig. De skal skrabe bunden, da det siges at ”jo før man når bunden, jo hurtigere kommer man op til overfladen igen” . Men det er ikke kun studenterne som kan lære af kedsomheden, ethvert menneske kan igennem kedsomheden få sat sin eksistens i perspektiv og dermed lære ydmygheden at kende.
Jo mere vi mærker oplever af kedsomheden, jo mere vi tager imod dens lærdom, kedsomhedens pris, des hurtigere vil vi blive i stand til at tackle kedsomheden – og dermed en stor del af livet.

Hvorvidt kedsomheden er en konsekvens af det gentagne, står efter min mening ikke til diskussion. Der kan nævnes eksempel efter eksempel på kedsommelige situationer, men uanset hvad jeg tænker mig til, indgår det gentagne. Selv de episoder hvor det kun er den tomme tid der keder, ja selv da er det tiden i dens gentagen som keder…
Livet består mestendels af gentagelser siger Brodsky videre, i dette har Brodsky også ret. Under alle omstændigheder, er der daglige rutiner som ikke kan undgås da vi skal have opfyldt vore basale behov såsom at spise, sove etc. og da dette nødvendigvis tager en stor del af tiden. Men er disse gentagelser nødvendigvis et negativt element i vores hverdag? I det nye årtusinde er der talt om stress som aldrig før. ”Jeg har ikke tid”, ”jeg har så travlt”, ”jeg kan ikke overskue det…”. Mangel på tid er et emne som konstant dukker op, uanset hvor du befinder dig. Det er undskyldningen når der skal tages ansvar, det er undskyldningen når dovenskaben indfinder sig og det er en af de hyppigste årsager til depressioner og små skavanker. Gentagelserne kan være et middel mod stress. Et middel idet man under gentagelserne har tiden til at strukturere det næste tidsrum, et middel idet gentagelserne bestå af faste rutiner, så man dermed er sikker på at nå vasketøjet, tandbørstningen og morgengrøden. I en stresset hverdag bør vi netop nyde den kedsomhed som gentagelserne bidrager til, frem for at være negativ overfor den. Dette bør vi da kedsomheden, som Brodsky siger det, er et udtryk for den ”ufortyndende tid i al dens gentagne, overflødige, monotone herlighed” . Kedsomheden er med denne beskrivelse ren luksus i vores stressede hverdag. Hvorfor betragter vi den da ikke som det? Det burde vi, og da ikke mindst da kedsomheden ikke blot er luksus som følge af de uanede mængder af tid som gemmer sig i den, men også som følge af den tryghed som vi opnår gennem kedsommelighedens gentagelser. Gentagelserne er genkendelige, og genkendelighed er, uanset det kedsommelige indhold, en form for tryghed.
Men hvis kedsomheden er luksus i form at tid og tryghed og hvis kedsomheden kan hjælpe mod bearbejdningen af en af nutidens værste livsstilssygdomme – hvorfor forsøger vi da at bekæmpe kedsomheden?

Personligt husker jeg kedsomheden som den værste ”barneplage” nogensinde. Der var intet værre end utallige tiiiiimer uden leg, eviglange køreture uden destination, eller uoverskuelige søndagsmiddage med den ene ret efter den anden. I dag er forholdet til kedsomheden en anden. På sin vis er kedsomheden stadig en plage, en plage idet den føles som tidsspilde. Hvorfor skal disse trivielle ting udføres, når der er mange andre ting jeg hellere vil bruge tiden på? Denne side af kedsomheden fortjener absolut ikke nogen pris. Den er dræbende. Langsomt kvæler kedsomheden humøret såvel som initiativet med negative tanker og meningsløshed. Denne form for kedsomhed er ikke åben for refleksioner, tanker eller filosofi, denne kedsomhed er blot negativ. Men er denne kedsomhed da en speciel form for kedsomhed, som jeg hidtil har beskrevet den, eller er den blot to sider af samme sag? Måske er denne dræbende form for kedsommelighed netop den kedsomhed, hvor man ikke tillader vinduet at være åben? Måske ligger fejlen hos mig, når jeg siger at ”denne form” for kedsomhed ikke er åben for refleksioner, tanker og filosofi. Er det mig der ikke tør åbne vinduet, mig der ikke tør rives med af kedsomheden? I så fald, hvad afholder mig fra at åbne vinduet på fuldt gab?
Jeg tror en del af svaret ligger i samfundstendensen kontrol. Der sættes flere og større krav til os som mennesker, vi skal nå så meget som muligt, nyde så meget som muligt og samtidig have kontrol over alt. Vi er blevet bange for at kaste os ud i tingene, frygter at skulle tage konsekvenserne for uovervejede handlinger, og dermed er vi også blevet bange for at kaste os ud i ting, som vi ikke nødvendigvis er i stand til at kontrollere. Tanker er flyvske, og de kan dermed hurtigt løbe af med en – risikoen for en ukontrollerbar situation er høj, tør vi åbne vinduet?

For at åbne vinduet kræves det at man glemmer livet i et øjeblik. Det kræver at man tillader sig selv at glemme omverden et øjeblik, og blot lade sig glide ind i utallige af tanker. Grunden til at man kan stå tilbage fra dette, og lukke vinduet frem for at åbne det på vidt gab kan skyldes frygten for at lade livet gå sin gang, uden at man selv er med i det. Ved at sidde stille hen, ved at overlade jobbet til kroppens mekaniske bevægelser frem for tankens vilje, glider man hen i en ekstatisk tilstand uden egentlig forhold til nuet, og verden omkring sig. Dette vil medføre en fjernhed, men samtidig en dybde i jeget og i sine egne tanker, men denne fjernhed kan skræmme. Den kan skræmme fordi du ved at ”være ligeglad med verden” opdager, at verden også er ligeglad med dig. Du vil opdage, at det ikke gør nogen forskel for verden hvorvidt du ligger vasketøjet sammen i nøje folder, eller blot smider det i skuffen og går i teateret i stedet. De valg du træffer i dit liv, har kun betydning for en del af de mennesker som er omkring dig lige nu. De handlinger du udføre vil almindeligvis kun påvirke nogle, og disse vil ofte glemme påvirkningen indenfor den næste korte periode alligevel. Ved at åbne vinduet, glemme tiden, glemme verden indser man, at verden omkring dig er velfungerende uden dig – om du lever livet eller ej er ligegyldigt. Denne selverkendelse er, som Brodsky påpeger det, ikke sød musik i nogens ører, men ikke desto mindre kan den påvirke på en positiv måde – kedsomhedens pris, ydmygheden.

Ydmygheden er en kvalifikation hos mennesket, den er en styrke. Dette er den da den skaber medfølelse med andre mennesker. Ved at se hvor små vi selv er, får vi øjnene op for menneskerne omkring os. Ved at føle magtesløshed og ligegyldighed, mindes vi om, at det har betydning for et menneske at vide at det er noget værd, og dermed motiveres vi til at fortælle menneskerne omkring os, at de har betydning. At føle sig elsket og betydningsfuld givet livet værdi, og at give andre ”mening med livet” må indiskutabelt være en god effekt af ydmygheden.
Ydmygheden medfører, hvilket er af højeste betydning for disse afgangselever, at man sætter sig realistiske mål, og ikke blot antager at man kan erobre hele verden med sit nye eksamensbevis. Friheden, muligheden og det liv som verden har at byde på efter et liv på skolebænken, har det med at stige unge mennesker uden livserfaring til hovedet. Det er derfor vigtigt, at give dem et vist indhold af fornuft, så de dermed kan realisere sine drømme på et vist niveau, frem for at falde dybt ved erkendelsen af, at de ikke kan alt det de ønsker sig. Som et gammelt ordsprog udtrykket det; højt at flyve dybt af falde. Det er dette fald ydmygheden skal beskytte de unge imod. Ydmygheden skal lære de unge at forhold sig til verden med fornuft – hverken hovmod eller overforsigtighed.

bemærk... det sidste er skrevet i farten og ikke endeligt!

Nogen der vil hjælpe?