Studievejledning

At studere jura ?

01. april 2006 af stud.jur ? (Slettet)
Hej, jeg går i 3.g ad matematisk linje (mat. (A), samf. (A) og filo. (C)). Jeg overvejer at læse jura. Dette skyldes, at jeg altid har været fascineret af ’retssager’ og ’advokatverdenen’. Mit indblik i disse ting stammer dels fra bekendtes beretninger, dels avisartikler, dels John Grishams romaner :) Men jeg synes alligevel, at dette er et for spinkelt grundlag at træffe et studievalg på baggrund af. En forudsætning for at kunne entrere denne verden er jo nemlig, at man har klaret sig igennem et jurastudium normeret til 5 år. Problemet er, at jura ikke har en direkte berøring med nogle af de fag man har i gymnasiet.

Som jeg har forstået det – meget groft sagt altså – så læser man en masse love på jurastudiet, diskuterer hvad baggrundene for lovene er og hvordan de skal forstås i praksis. Evnen til at forstå og ’bruge’ lovene trænes så vidt jeg har forstået det via – undertiden forholdsvis jordnære – cases. Men er det hele så cases à la ”A vil købe en bil af B, hvordan skal A forholde sig?” Og hvordan er forholdet mellem teori og praksis på jura? Hvad forskes der i på juridisk fakultet? Hvordan kan man skrive et speciale om nogle af lovene – er der ikke en forholdsvis konventionel måde at forstå dem på? Med andre ord, jeg synes det lyder spændene, men jurastudiet virker lidt som om, at det ikke kræver den store selvstændighed, men det er måske noget jeg har misforstået?

Jeg har snakket med et par jurastuderende. De skulle hilse at sige, at det er ekstremt svært at få et snit på 8+ på jura i forhold til på handelshøjskolen og andre samfundsvidenskabelige uddannelser og at mange faldt fra gym. snits på 9 til jurasnits på 7.

Og så kan jeg også godt lide matematik, og synes da det er lidt sørgeligt, at jeg aldrig kommer til at bruge mine evner indenfor det område, hvis jeg vælger jura.

Nå, okay, nu har jeg måske snakket for meget, men det er måske i virkeligheden en meget indikation af, at jeg har muligheden for at blive en god advokat?

Alle jurastuderende og folk med et kendskab til jurastudiet må meget gerne komme med kommentarer på mit indlæg og i det hele taget bare dele deres erfaringer med livet på jura overfor gymnasielivet :)

Vh,

Patrick

Brugbart svar (0)

Svar #1
01. april 2006 af appelsin (Slettet)

Nu har jeg ikke kendskab til jurastudiet som sådan, men en generel regel er, at man bliver nødt til at prøve, før man kan vide noget som helst om det.
Du kan jo altid droppe ud (eller hvad??)
Dine valgfag virker fornuftige nok i henblik med jurastudiet . msåke også engelsk?
Jeg har en ide om at der er rigtig mange lærebøger på engelsk (ikke kun på jura, men generelt!)

Brugbart svar (0)

Svar #2
01. april 2006 af timothy (Slettet)

Måske skulle du læse erhvervsjura der er vist en del matematik i det

Brugbart svar (0)

Svar #3
01. april 2006 af MeWannaGoBoom (Slettet)

Du kunne jo overveje at læse Ha(jur.) -> se evt. cbs.dk (:

Brugbart svar (0)

Svar #4
01. april 2006 af GogO (Slettet)

Du burde læse cand.polit i stedet, så kan du kombinerer samfundsfag med matematik ligesom du gør i gym og oven i købet også med noget filosofi! har de samme fag som dig i gym og skal starte på polit efter sommerferien!
Og det med karakterne på jura er bare en omgang pis!

Brugbart svar (0)

Svar #5
03. april 2006 af Roman Garcia (Slettet)

Det er korrekt, at det på BA-delen er svært at få høje karakterer, i hvert fald i Århus. Specielt familie- og formuerets eksaminerne på første år er meget hårde. Prøverne på 1. år er nemmere i København i forhold til Århus, og har også hørt, at de skulle være nemmere på SDU. Dog er jura på SDU et forholdsvist nyt studie, så det er kun et rygte. Det kan eksempelvis siges, at gennemsnitskarakteren var 5,8 ved formueret og 5,9 ved familieretseksamen sidste år i Århus og i 2003 var den på 5,27 i formue ret og på 5,44 i familieret. Der er meget få, som består begge eksaminer første år. Det er ofte påkrævet, at man tager en re-eksamen eller tager på et såkaldt omgængerhold, hvilket betyder, at man prøver igen efter næste semester. Det skal dog også siges, at jo længere man kommer hen i studiet, jo højere bliver karaktererne. Og det er langt fra unormalt at se meget høje karakterer på kandidatdelen.

Med hensyn til læsestoffet, så er det hele på dansk. Der er så mange jura-studerende, at det er en god forretning at skrive lærebøger, og derfor er alle bøger på dansk. Derudover beskæftigere man sig næsten udelukkende med dansk ret, og det er sjældent andre end danskere, som gider læse om dansk ret. Dog kan det naturligvis være påkrævet at læse bøger på andre sprog, men det vil først være nødvendigt på kandidatdelen.

Jura kræver en del selvstædighed, men det gør alle universitetsuddannelser, så på det punkt adskiller jura sig ikke markant.

Du har ret i, at man laver mange cases. Der er næsten kun to typer eksamens form på jura. 1: Mundtlig eksamen uden forberedelse. 2: Skriftlig eksamen hvor man skal løse et problem. Fx A vil dræbe B, men B var allerede død, da A skyder B.
Selvfølgelig er der også andre former, men de to ovennævnte eksamensformer benyttes hyppigst.

Du skrev også:
” Som jeg har forstået det – meget groft sagt altså – så læser man en masse love på jurastudiet, diskuterer hvad baggrundene for lovene er og hvordan de skal forstås i praksis.”

Det er meget korrekt. Dog læser man ikke så mange love, som man skulle tro. Ofte er antallet af love, som er knyttet til et emne ikke overvældende. Man bruger derimod hovedparten af tiden på, at fortolke de enkelte love, og finde ud af hvilke love der skal bruges. Derudover er der en masse uskreven ret, som man også skal have styr på.

Det er naturligvis også muligt at læse Ha (jur), og derefter tage en cand. merc. (Jur), men man skal være cand. Jur., hvis man vil være advokat. Man kan ikke blive advokatfuldmægtig, hvis man kun har en ha. (jur) eller en cand. merc. (jur). Derudover skal man huske på, at der er mange juridiske emner, som de ikke har på handelshøjskolen. Derimod har de økonomi, som man ikke har på jura.

# 4
”Og det med karaktererne på jura er bare en omgang pis!”

Sig det til de 50% der dumper hver af eksaminerne i familie- og formueret på første år.

Brugbart svar (0)

Svar #6
03. april 2006 af Roman Garcia (Slettet)

Hvis du eventuelt vil se nogle opgaver eller kigge karakterstatistikker, kan jeg give dig nogle links. Skriv blot.

Hilsen RG

Svar #7
04. april 2006 af stud.jur ? (Slettet)

Tak for et rigtig godt indlæg!

Jeg vil da gerne se eksempel på en juraeksamensopgave og dertil hørende (vellykket) besvarelse.

Jeg har lige et par ekstra spørgsmål:

- Tror du, at der er en samvariation mellem gymnasiekarakterer og jurakarakterer? Dvs. dem som dumper er det typisk ”dovne kvote 2’ere” (for nu at generalisere lidt) eller er det i princippet hvem som helst.

- Jeg har hørt, at der er en række obligatoriske/valgfrie skriftlige opgaver i løbet af semesteret. Giver disse ikke god træning og indikation af ens standpunkt mht. eksamen?

- Passer det, at jura er et af de mere ”aristokratiske” studier (forstået i blød forstand selvfølgelig), dvs. mange er forholdsvis ”materialistiske og ambitiøse”, der kommer fra velstillede hjem, hvor forældrene måske selv er akademikere og advokater?

Her tænker jeg især på noget der på et tidspunkt stod i Weekendavisen: „Jura er kendt for at have yndige lyshårede babes fra nordstaterne – Søllerød, Rungsted, Hørsholm, Hellerup – og nogle af dem bor i fede lejligheder i byen… Mange af pigerne på læsesalen kommer med deres Gucci eller Louis (Vuitton taske) på armen…Man ser for
eksempel overhovedet ikke dreadlocks på jura eller søm og skruer i næser læber eller ører… Mændene har gammeldags ansigter taget lige ud af Jan-bøgerne – renskurede og ferskenkindede“.

- Gør det generelt lave karakterniveau, at det er svært at få et udlandsophold i et semester eller to?

Jeg ville blive glad, hvis du gad give nogle (”anonyme”) eksempler fra det virkelig liv, der hvor du læser :)

Brugbart svar (0)

Svar #8
05. april 2006 af Roman Garcia (Slettet)

http://www.jura.au.dk/rettevejledninger/deleafformueretvin2000-2001.PDF

Dette link er til en eksamensopgave fra 2000 i dele af formueret. Den består af tre opgaver. En i aftaleret, en i erstatningsret og en i køberet. Der er rettevejledning med. Karaktergennemsnittet til den opgave var 5,58

Derudover er der nedenunder et link til en strafferetsopgave.
Den får man først på 2. år, men de er ofte meget spændende at læse.

http://www.jura.au.dk/rettevejledninger/strafferet04.pdf


Jeg kan ikke sige med sikkerhed, om der er en sammenhæng mellem karaktererne fra gymnasiet og karaktererne på uni. Dog har jeg kendskab til nogle folk, der havde et rigtig godt snit med fra gymnasiet, men som ikke har formået at følge op på præstationen i gymnasiet. Derudover har jeg også kendskab til flere, som enten er kvote 2, eller kun lige har haft den fornødne karakter, som klare sig rigtig godt. Man kan vist kun sige, at det er individuelt. Har man flair for den juridiske tankegang, og arbejder man godt under pres, så vil det ofte gå fint til eksamen. Egentlig kan man nok ikke udlede det store af gymnasiets karakterer, da man ofte arbejder med ny viden, og der er naturligvis ikke noget der hedder årskarakterer.


Det er korrekt, at vi har en del valgfrie opgaver, som er rigtig gode at aflevere. De er eksamens-træning, da det er gamle eksamensopgaver, man laver. De kan i nogle tilfælde bruges som en indikator, men ofte bruger man længere tid på dem, og jævnligt laver man dem med andre. De er som sagt kun træning, og ofte får man højere karakterer i øvelsesopgaverne end til eksamen.
I løbet af et jurastudie bliver der løst rigtig mange opgaver, og man har vel ca. 1 i ugen det 1½-2 år. Jeg vil næsten sige, at det er en nødvendighed at løse mange øvelsesopgaver, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at komme igennem de første par år på jurastudiet

Med hensyn til om Jura er et ”aristokratiske” studie, så forstår jeg godt, hvad du mener. Der går en del rygter. Mange af dem er falske, men der er også en del, som holder vand. Der er mange piger, som går i høje hæle og har meget moderigtigt tøj på. Vi er nogle stykker fra det hold jeg startede på, som ofte tager på andre fredagscaféer end Jura, og der er da en forholdsvis stor forskel på de folk, som går på nogle af de humanistiske studier og så på Jura. Det juridiske studie er dog et meget stort studie, så der er mange forskellige typer, så man skal nok gøre sig umage for at falde uden for. Det skal dog siges, at der ikke er så mange anarkister på Jura, som eksempelvis på middelalderarkæologi.
Du har også ret i, at der er en del på jura, som har forældre, der er advokater eller jurister. Der er helt sikkert flere på jura, som har valgt at følge i forældrenes fodspor, end tilfældet er på andre studier. Det er dog ikke noget man mærker til, da det sjældent giver en fordel. Det er jo ikke ens forældre, der skal til eksamen.
Der er selvfølgelig mange, som kommer fra velstillede hjem, men det er der også på andre studier. Så jeg ser ikke den store forskel. Måske er der lidt flere, som har forældre-ejede lejligheder, men det er fint, så har man et sted at holde fest.



Vedrørende udlandsrejser. De danske universiteter har en del udvekslingsaftaler med udenlandske universiteter, så det er sjældent karaktererne, som sætter en stopper for en tur til udlandet. Man kan komme til de fleste universiteter, hvis man blot er villig til at betale for det. Der er mange legater man kan søge, og nogle af dem kræver, at man skal have rigtig gode eksamensresultater, men det er langt fra alle. Ydermere klarer mange sig uden legater, så der er mange muligheder.

Derudover er det kun på 1. år i familieret og formueret, hvor karaktergennemsnittet er på under 6. Som nævnt i mit tidligere indlæg stiger karaktergennemsnittet ofte jo længere man kommer hen i studiet.
Kommer man igennem de to store prøver på 1. år, så kan man begynde at kigge på karaktererne.
Dog forholder det sig lidt anderledes i københavn og Odense, hvor de ikke stiller de samme skarpe krav, og derfor ikke har en tilsvarende dumpeprocent.
Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men jeg tror gennemsnittet for en færdig BA fra århus ligger på et karaktergennemsnit på 8, måske lidt under. På kandidatdelen ses 10 og 11-taller noget hyppigere.

Brugbart svar (0)

Svar #9
05. april 2006 af kim19 (Slettet)

Hvad er alder gennemsnitet for dem der starter på jura studiet ?

Brugbart svar (0)

Svar #10
05. april 2006 af Roman Garcia (Slettet)

Jeg mener, at det er omkring 21 år i århus. Måske lidt højere.

Brugbart svar (0)

Svar #11
05. april 2006 af Marcus (Slettet)

#8 Jeg har lige kigget opgaverne igennem og vil høre om hvor lang tid man har til de forskellige skriftlige prøver, og om denne tid er passende eller om man let kommer i tidsnød?

Brugbart svar (0)

Svar #12
05. april 2006 af LanioX (Slettet)

Man har 6 timer til dele af formueret. Der er meget få der er færdige hurtigere end det, men det var mit indtryk at alle nåede igennem det hele, så jeg tror det var meget passende.

Jeg droppede ud efter 1. år, så jeg har ikke styr på strafferetten.

Brugbart svar (0)

Svar #13
06. april 2006 af Roman Garcia (Slettet)

For det meste tager har man 2 timer til en opgave. Dog er strafferetten en undtagelse. Her har man 2½ time pr. opgave.
Det er korrekt, som LanioX skriver, at det er meget få, som vælger at gå før. Der er ofte meget pres på til eksamen, så tiden flyver afsted.
Efter sådan en 6-timers eksamen er man også godt rundt på gulvet. Koncentration i 6 timer brænder hjernen ud, så man er ikke i topform efter sådan en eksamen, men det hører alt sammen med til studiet, så der er ingen vej uden om.

#12
Hvordan kan det være, at du droppede ud. Var jura ikke dig?

Brugbart svar (0)

Svar #14
08. april 2006 af LanioX (Slettet)

Ja, jura var bare ikke lige mig... Nu studerer jeg så fysik og matematik i stedet, så det er da også lidt af et spring jeg har været ude i...

Brugbart svar (0)

Svar #15
09. april 2006 af Roman Garcia (Slettet)

Ja, men når man tænker på, at man vælger, hvilket fagområde, man skal arbejde med de næste 35 år, så er det bedre at skifte under uddannelsen i stedet for at finde ud af efter 15 år, at man hellere ville noget andet. Derfor er regeringens nye planer for pisk af de kommende studerende på de videregående uddannelser også lidt skræmmende. Og planerne har da overhovedet ikke noget med liberalisme at gøre.

Brugbart svar (0)

Svar #16
10. april 2006 af kim19 (Slettet)

Nogle der ved ca. gennemsnit alderen for dem der starte på jura studiet i københavn ?

Brugbart svar (0)

Svar #17
10. april 2006 af Roman Garcia (Slettet)

#16
Jeg kender ikke den præcise gennemsnitsalder på KU, men jura er et studie, hvor mange begynder forholdsvist tidligt. Det vil sige, at hovedparten påbegynder studiet 1-2 år efter studentereksamen. Selvfølgelig er der også nogle, som først begynder noget senere, og der er også nogle, der går direkte fra gymnasiet. Generelt spiller det dog en mindre rolle. Den klasse jeg var i, var der forholdsvis stor aldersmæssig spredning, men det er ikke rigtig noget, man mærker til.

Brugbart svar (2)

Svar #18
21. juni 2009 af boy13 (Slettet)

hej..

jeg studere jura på aalborg universitet og har pt. færdiggjort mit andet år. Det er ikke gået godt med mine karakter. jeg har storset været gennem alle karakterene fra 02 til 12 i løbet af disse 2 år. Jeg bruger meget tid på at forberede mig til eksamenerne, og elsker faget jura, men forstår ikke hvorfor det går galt hver gang. rygterne om at man med et dårligt gennemsnit ikke kan få et job efter endt uddannelse gøre ikke situationen bedre. Er der nogen der kan give et par gode råd til, hvordan man kan opnå de høje karaktere? Hvor meget lægger advokatfirmaerne vægt på ens gennemsnit når man er færdiguddannet? 

  


Brugbart svar (0)

Svar #19
22. juni 2009 af Marcus (Slettet)

Jeg er selv lige blevet færdig med 2. år, dog ved Århus Universitet, men vil prøve at komme med mine erfaringer om jura og eksamen. Først og fremmest ser jeg ikke det store fundamentale problem, for hvis du har fået fra 02 til 12, da må du nødvendigvis besidde visse evner inden for faget. Det ser med andre ord ikke helt håbløst ud for dig ;-)

Eksamen på jura kan deles ind i to kategorier hhv. de skriftlige og de mundtlige:

De skriftlige prøver kræver, at du er god til at analysere både lovgivning og faktiske hændelsesforløb for derved at nå frem til de korrekte juridiske resultater. Her er det vigtigt, at du er godt inde i pensum inden du begynder at løse opgaverne, og derefter løser så mange af disse du kan inden eksamen. I forbindelse med denne forberedelse kan det være en god idé at notere sig hvilke problemstillinger der går igen, og hvordan de skal løses, da du ofte vil støde på lignende problemstillinger til eksamen og derved spare tid og kræfter.

Den mundtlige prøver er lidt anderledes, da der her ikke sigtes på den konkrete anvendelse af juraen på et hændelsesforløb, men derimod den bredere indsigt i reglerne inden for de forskellige retsområder. Her er det som ved de skriftlige prøver essentielt at du er godt inde i pensum, men derudover er det en fordel at kunne perspektivere og drage paraleller inden for pensum til fx retspraksis eller relevante teorier. Overblikket er her nøglen.

Hvad angår senere jobmuligheder er det, efter hvad jeg har hørt, vigtigt at du har gode karakterer, men derudover tæller det også en del, at du har haft relevante studiejobs. Det med gode karakterer skal du dog ikke allerede stresse over nu, da du kun er færdig med 2. år, og din fremtidige arbejdsgiver højst sandsynligt vil vurdere dig ud fra dine præstationer på kandidat-delen af uddannelsen.

Håber rådene vil hjælpe dig lidt og held og lykke med studiet fremover


Brugbart svar (0)

Svar #20
23. juni 2009 af boy13 (Slettet)

hej Marcus.

Jeg har ingen problemer til mundlige eksamener, men dog har vi ikke så mange mundtlige eksamener i aalborg indtil videre har vi kun haft 2. Jeg læser pensum 2 gange igennem, men dog laver jeg ikke så mange opgaver, kun dem vi får tilbudt at lave på studiet. Vil fremover løse flere opgaver og se om det kan hjælpe mig.

Tak for de gode råd.


Skriv et svar til: At studere jura ?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.