Skære/klippe/rive i stykker/knuse

Når man saver et stykke træ over kan det ikke udelukkes at man faktisk kan bryde (i dette tilfælde) en C-C eller C-O binding i cellulose polymeren.


Når man knuser en NaCl krystal, som er et helt andet system, der vil ikke brydes nogle kovalente bindinger, men en ion binding. Rent kemisk sker der ikke nogen forandring. Mens i cellulosen (hvis C-C eller C-O bindingen brydes) der vil man få to "nye" molekyler.

Ok, hvis jeg kun lige koncentrere mig om træ, der bliver savet over.

Hvis man bruger er virkelig godt mikroskop til at se saven på molekylær størrelse, så er saven jo slet ikke skarp. På den skala vil saven nok nemmere ligne den kinesiske mur e.l., den vil i hvert fald være ret ujævn og slet ikke særlig skarp. Den består vel bare af en helt masse metalatomer, som er anbragt rimelig tilfældigt.
Når træet bliver savet over, betyder det at nogle kovalente bindinger bliver brudt, som du skriver. Hvis man ser på det gennem et meget stærkt mikroskop, hvad er det så, der sker? Egentlig er det jo bare metalatomer, der bliver presser mod C-, O- og H-atomer, der er bundet sammen ved kovalente bindinger. Ville det i princippet ikke være det samme som at prøve at save et stykke træ over med et stykke ståltråd? Hvis tykkelsen og materialet er den samme. Eller med et barberblad. Erfaringen sig jo, at det er ret svært at save et stykke træ over med et barberblad, også selvom barberbladet er tyndere og skarpere end saven…

Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det. Måske tager jeg fejl ved nogle af de fundamentale ting. Men der skal jo bruges forholdsvis meget kraft, hvis man vil sprænge en C-C-binding eller en C-O-binding, og det skal der ikke, når man saver et stykke træ over (hvor C-C og C-O også vil blive brudt ved langt mindre energiforbrug.)

Selvfølgelig skal der bruges en stor mængde energi til at bryde C-C/C-O bindinger. Men jeg skriver heller ikke at det er kun det der sker. Jeg skriver at det ikke kan udelukkes at nogle af polymerene bliver spaltet på den måde.

Tager man et andet eksempel:

en tynd træpind, hugger den over med en skarp kniv, så vil der unægtelig ligge nogle polymere på en sådan måde at de er nødt til at blive spaltet på midten. Det drejer sig måske om nogle få 1000-10000 som bliver spaltet sådan. Den energi der skal bruges her er forsvindende lille sammenlignet med den mængde energi der bliver afsat ved knivhugget.

Ok.

Men så til det andet spørgsmål. Man kan skære et æble eller klippe i en plastikpose med en saks. Set i et meget godt forstørrelsesglas er kniven/saksen ikke særlig skarp (det er ret svært at skabe en perfekt kniv ned til hvert eneste atom, der skal sidder perfekt), men det er alligevel muligt at skære "ting" over med det.
Er det pga. metallet? En plastikkniv kan vel også skære ting over, men er det s¨kun de intermolekylære bindinger der bliver brudt?