Rettelse af dansk stil.

Ville være fedt, hvis nogen lige ville læse korrektur på min stil og rette sproglige fejl.

Er det samfundets skyld?

Jacob Haugaard (JH) opstillede ved folketingsvalg for sit eget parti SABAE (Sammenslutningen af bevidst arbejdssky elementer i Danmark), og blev valgt ind i folketinget i 1994, valgte dog ikke at genopstille ved næste valg. Under valgkampen ønskede han bl.a. mere nutella i feltrationerne og medvind på cykelstierne, hvilket siger lidt om seriøsiteten af hans politik, det blev også noget af en overraskelse for ham, at han trak et hel kredsmandat i valgkredsen, og dermed blev valgt ind i folketinget. I håndbogen for førstegangsvælgere står der, at SABAE ikke vil ”undergrave” demokratiet, men derimod tage det alvorligt. Men det kan diskuteres, hvorvidt mere medvind på cykelstierne er et alvorligt indlæg i valgdebatten. JH blander komik med politik, ”tænk nu hvis du var arbejdssky, hvem skulle du så stemme på?”
I sin jomfrutale afsluttede han med at sige: ”At det nye det sker, når den der er tiltænkt tilskuernes rolle, begynder at blande sig.”

En kendt person har en engang udtalt, at: ”Arbeit macht frei”. Denne person er dog senere blevet berygtet, og man kan ligeledes diskutere om en psykopats udtalelser, kan have noget på sig. For der var ikke meget frihed, i den dagsorden Hitler satte for dagen.
Hvad er så arbejdets betydning for menneskets selvopfattelse?
Mange mennesker lader deres arbejde være deres identitet, dvs. at det er i kraft af deres arbejde, at de er ”sig selv”. For det bedre borgerskab giver det prestige, at have en høj status i samfundet. For andre klasser i samfundet, kan disse personer måske synes, at deres arbejde er intetsigende og meningsløst, en slags tomhed sat i system. Men der er jo nogen i samfundet, der skal påtage sig de knapt så spændende pligter, for ellers ville samfundet gå i stå.
Mange tror dog, at de er bedre mennesker, fordi de har en høj status i samfundet, de opfatter sig selv, som noget yderst vigtigt, men dem med der har en høj status, ville intet være foruden, de personer som er under dem i ”arbejdshierarkiet”.
JH lægger op til, at mange arbejdsløse affinder sig yderst positivt med deres situation, men er det virkelig tilfælde, hvor mange arbejdssky elementer er der egentligt ude i samfundet. Vi opfatter os selv, som en vigtig brik i kraft af vores arbejde, derfor søger de fleste arbejdsløse arbejde, man vil gerne være en del af samfundet, føle at man yder noget, det har så afgjort betydning for vores selvopfattelse.
Hvis alle havde den samme mening, som JH ville samfundet i den grad stå for fald. De arbejdsløses selvopfattelse er i mange tilfælde, at de ikke betyder noget, men er det noget de selv synes eller er det noget samfundet bilder dem ind? Er de blevet manipuleret til at tro, at de ikke er noget, fordi de er arbejdsløse, så og sagt er det en påtaget selvopfattelse eller er det den arbejdsløses egen mening om sig selv?
Det at have et arbejde, burde give mere selvtillid, for man ser sig selv skabe noget, man bliver stillet nogle opgaver, som man skal løse, og når man har løst dem, har man netop opnået den selvtillid, fordi man har ”skabt” sit arbejde, og vi kan blive bekræftet i, hvor gode vi egentlig er. Lige meget om man er arbejdsløs, en del af arbejderklassen eller på en af samfundets topposter, har vi alle tilfælles, at vi godt kan lide den bekræftelse, når vi har godt noget godt, og det er uanset om det er på arbejdet, derhjemme, i sportsklubben, eller hvor man nu ellers laver i.
Dog skal det også siges, at nogle opfatter arbejde, som noget opreklameret lort, de gider ikke ”knokle” dag ud og dag ind for en ”ussel” løn, eller hvordan de nu argumenterer for det. Der er jo desværre en tendens i befolkningen til at fokusere på alle de negative ting ved tilværelsen, i stedet for at se på de lyse sider. For nogen bliver det nærmest deres mening med tilværelsen, at brokke sig over, hvor hårdt de har det og fokuserer på alt det som er i vejen, eller ifølge dem burde være anderledes. De elsker, at hade deres arbejde.
Alle har dog til fælles, at arbejdet er deres eksistensgrundlag, sådan har det været i hundredvis af år.

I tv·2’s sang: ”Det er samfundets skyld”, får man indblik i det danske samfund fra forskellige sider, det er en afspejling af virkeligheden, man møder en alkoholiker, en millionær, en radio/tv-vært og en indvandrer. Alkoholikeren siger, det er samfundets skyld, at hans kone har forladt ham, at han ikke kan klare at leve, han har bare lyst til at slå en eller anden tilfældig ihjel. Hans ”arbejde” er at sidde med en guldøl på Viby Torv, han føler sig svigtet, bl.a. fordi han ikke har noget arbejde, for alkoholikeren ville lykken primært være et arbejde og en familie. Hans selvopfattelse er, at han ville blive lykkeligere af at have et normalt liv, hans selvopfattelse er, at hvis han havde et arbejde ville han være langt mere værd, for i hans nuværende situation er han intet værd.

Millionæren brokker sig over, at det er hårdt at være styrtende rig, det er jantelov, misundelse og had, der gør det til et helvede. Han er skilt og gift for tredje gang og har en elskerinde
konkurrenterne godt kan lide. Hans selvopfattelse er, at han har det hårdt, men han er trods alt er noget værd. Han lader dog ikke til at have noget til overs for dem der er under ham i hierarkiet, men hvad ved en millionær om elendighed? Han har stort set alle muligheder set i forhold til alkoholikeren på bænken. Han kan ikke sætte sig ind i, hvorfor de misunder ham, han har det jo så hårdt. Det er også samfundets skyld.

Stjernen fra radio/tv er utilfreds med sit arbejde, for det er ham ”idioterne” vil have, han erkender at han snakker mest om sig selv og så ingenting, det kan han få det helt skidt over. Han mener, hvor dum kan man blive. Hvordan kan så mange mennesker i længden være tilfreds med så lidt?
Det er så at sige, et intetsigende job for ham, han har ingen selvtilfredshed. Han mener ikke, at han er noget specielt i kraft af hans arbejde, for han laver jo ingenting. Igen er det samfundets skyld.

Til sidst er der indvandreren der siger og jeg citerer: ” Jeg kommer med min mærklig sprog, min mad og min kultur og et udseende du ikk kan li. Stur, stur næse. Busket øjenbryn. Papkasse. Knald i låget, svær at forstå. Hva ska lille land med kæmpe arbejdsløshed, krise, vold og hærværk, ikke til at tro. Det er altsammen min skuld Ja, det er altsammen min skuld”.
Han får netop af vide fra samfundet, at det er hans skyld. Hans syn er, at der ikke er plads til folk af hans slags i Danmark. Han føler på ingen måde, at han er noget værd i et samfund som Danmark, bl.a. fordi han er arbejdsløs.
Millionæren, stjernen og alkoholikeren har alle det til fælles, at de søger desperat at skyde skylden på nogen, for det kan jo ikke være selvforskyldt, så det er samfundets skyld.

Men er det samfundets skyld?