rettelse

en der vil rette min stil...


Generelt fokuserer den litterære minimalisme på menneskelige hverdagserfaringer. De store politiske og sociale spørgsmål spiller næsten ingen rolle, det er de normale begivenheder, der tages op. Den minimalistiske novelle begynder ofte uafklaret, ingen sammenhæng, ingen forhistorie og forbliver uklar. Ligeledes slutter novellen med en situation som ikke er løst. At en forventet begivenhed ikke kommer, at logiske reaktioner ikke forekommer og at løsninger holdes tilbage fra fortællerens side, det binder det minimalistiske fortælling sammen til en helhed.
Mere kaffe? beskriver hverdagen som en kærlighedstragedie.
Novellen er fortalt kronologisk og der er ikke rigtig nogen spændingsmomenter i fortællingen. Den starter meget pludseligt. Der er ingen blid indgang. Der startes blot lige midt i situationen, uden nogen forhistorie eller nogle detaljer.
I novellen er der tre hovedpersoner. Betina, Martin og landsbytossen Ole Hansen.
Mere kaffe? er fortalt i en form af en jeg-fortæller. Jeg-fortælleren træder frem i karakteren af Betina.
Betina er laborant. Hun virker som en opsøgende person, der har interesse for andre mennesker, også i dem som er anderledes og har det svært. Hun er meget omsorgsfuld, og det ser man bl.a. ved, at hun prøver på at komme i kontakt med Ole Hansen. Byens tosse. Alle andre lader ham tilsyneladende bare være der, uden at tage sig tid eller lyst til at snakke med ham.
Martin er Betinas mand. Fra starten af virker han meget beskyttende overfor hende, samtidigt med at han er meget dominerende og bestemt. Det ser man bl.a., der hvor Betina spørger, om hun skal gå ud med en kop kaffe til Ole Hansen og Martin så svarer: ”Nej, det skal du ikke. Du skal slet ikke gå ud i dag.” (s. 7) Det er, som om han ved, at Ole Hansen har noget viden, som Betina under ingen omstændigheder må få at vide. Så først forbyder han nærmest Betina at gå udenfor en dør og derefter sørger han for, at Ole Hansen går væk fra deres have.
Ole Hansen er en praktiserende øre-næse-hals-læge, men han måtte stoppe pga. en virus, der satte sig på hjernen. Næsten samtidigt mistede han sin eneste søn. Så han har en meget tragisk forhistorie og det er også derfor, at de lader ham sidde i kantinen på Martins arbejde, hvor han konstant sidder og gnider sig på lårene, frem og tilbage (s. 8). Ole er blevet byens landsbytosse. Han er ensom, men han er ikke ubegavet. Han bor i et almindeligt hus, hvor han bor alene eller ej, det vides dog ikke. Ole Hansen har en vane, med at gå rundt og iagttagere folk, uden at komme i kontakt med dem. Han er meget indadvendt. Det er som om, at det at kunne betragte disse menneskers hverdag, er nok for ham. Det er som om, han har det bedst, når han ikke kommer andre nær.
Historien finder sted om efteråret i en lille forstadsby, hvor alle kender hinanden. Historien foregår i et villakvarter og virker alt for stille og idyllisk, men under overfladen lurer det mindre rare i form af utroskab. Det er ikke meget man får at vide og der er ikke rigtig nogen detaljer. Det er igen et træk, som mange af postmodernismens forfattere benytter sig af, da det giver læseren mulighed for at indleve sig og drage sine egne konklusioner og billeder.
Da Ole Hansen er på ”besøg” nede ved Betina og Martins carport, er Betina nysgerrig efter, hvad han mon vil. ”Hvorfor tror du, han sidder her hos os?” (s. 8) Det er som om, at hun ved, at han har noget han vil fortælle. Men Martin gemmer ham væk, for han skal ikke sidde der, når Betina er alene hjemme. Da Martin er kørt, skynder Betina sig efter Ole Hansen. Hun tilbyder ham kaffe som man ofte gør, når man vil have folk til at føle sig tilpas og i humør til at snakke. Det er som om, at hun inderst inde føler, at han har noget viden, som har betydning for hende.
Det ser man også, da Betina prøver at komme til at snakke med ham. Han ønsker ikke at sige noget, som på en eller anden måde kan skade den anden. Dette ser man, da han nærmest prøver på at ryste Betina af sig. Han ønsker på den ene side at fortælle det, men på den anden side vil han ikke blande sig i deres liv. Idet at hun ikke er til at ryste af, fortæller han hende den forfærdelige oplysning, at hendes mand er hende utro.
Det var det han måske, var kommet for at sige, da han blev gemt væk. Og måske var det også det, hun var kommet for at høre, da hun opsøgte ham med termokanden. Det vides ikke og man får intet svar på det. Det er endnu et klassisk træk for den modernistiske skrivemåde.
Termokanden som Betina står med efter den triste meddelelse, kunne bl.a. symbolisere enden på deres forhold. ”Lidt kaffe drypper ud af tuden på termokanden, ned på fortovet.” (s. 12) Kaffen der stille løber ud, kan tolkes som deres forhold.
Måden som novellen er skrevet, er meget typisk for dens tid. Den er skrevet af en af postmodernismens kendte forfattere. Og den er meget karakteristisk for Helle Helles litterære skrivemåde og for postmodernismen.