Dansk essay - den danske kultur

Hej alle!

Jeg har skrevet et essay om nutidens danske kultur, og hvad der bestemmer den i dag.

Jeg vil gerne have nogle input til forbedringer, uddybelser og lignende, men i behøver ikke sætte kommaer, for det er bare et spørgsmål om, at jeg selv tager mig sammen og gør det.

På forhånd tak, og jeg håber ikke i bliver afskrækket af længden, men mere vælger at se det som en udfordring (;

P. S - Niveauet er 3.g


Den Danske Kultur – Det Skjulte Balanceløse Palads

Hvis man slår ordet kultur op i en ordbog vil man få definitionen: ”Vaner, tro, kunst og alle andre resultater af menneskelig virksomhed hos en bestemt gruppe mennesker i en bestemt periode.”(Politikens retskrivnings- og betydningsordbog, 1997). Den udvikling, der er forekommet indenfor området kultur i de seneste århundreder er mildest talt utrolig. Før i tiden var kultur ofte inddelt i grupper, altså havde én gruppe mennesker én bestemt kultur, og en anden gruppe en anden kultur, der ofte var forskellig fra den førstnævnte og bestemt af gruppens traditioner og dens geografiske beliggenhed. Indenfor det sidste årti har globaliseringen virkelig taget fat, hvilket har gjort, at flere landegrænser er blevet åbnet, og at udenrigsrejsning er blevet så utroligt nemt. Et resultat af dette er, at de forskellige kulturer mere eller mindre er blevet blandet sammen i et virvar af kulturelle identiteter, og i nogle tilfælde endda skabt nye, blandede kulturer. Udover denne udvikling er manges kulturelle identitet også blevet lidt nedprioriteret. Pga. denne føromtalte globalisering opfatter mange sig efter min mening mere som en del af et fællesskab kaldet menneskeheden end et fællesskab kaldet danskheden eller norskheden. Med dette sagt, så er vores personlige, landsbestemte kulturelle arv ikke blevet fuldstændig tilsidesat, den er bare ikke så væsentlig for os længere.
Ifølge den danske journalist Jes Stein Pedersens artikel fra Politikken, 2002 hengiver nutidens danskere sig mere og mere til det imaginære, det stofløse i form af tv, film, reklamer, billeder og lyd end til det håndgribelige. De er ikke længere så optagede af det faste, som fx fortidsmonumenter og andre kulturelle fortidslevn. Pedersen gør brug af en personlig oplevelse, hvor hans familie skulle ud og se et kulturelt fortidslevn kaldet Langdyssen til at forklare, hvordan nutidens mennesker er mere optaget af de føromtalte stofløse momenter og tilsyneladende ikke interesserer sig for det konkrete.
Den mest markante ændring, der er forløbet i det danske samfund i løbet af de sidste århundreder, og som egentlig langsomt har taget til i styrke siden løsrivelsen fra det kultur- og traditionsprægede kollektive samfund, er nutidens fokusering på individet frem for på kollektivet. Nu om dage har vi uendeligt mange muligheder mht. job og uddannelse, men også mht. almindelig personlig velvære. Kort sagt bestemmer vi selv vores fremtid. Bruddet med det lokalfokuserede, kollektive traditionssamfund, hvor ens rolle i lokalsamfundet ofte allerede var bestemt fra individets fødsel i kraft af forældrenes erhverv, har resulteret i nærmest en åbenbaring af muligheder – den moderne dansker er simpelthen blevet slynget ud i en hav af muligheder uden svømmevinger, og er blevet erklæret kompetent til at tage en ordentlig dukkert i mulighedernes hav, og senere kæmpe sig i land. Svømmende rundt i havet kan findes forældre, studievejledere og andre autoritetsfigurer, som kan komme med sporadiske råd og vejledning til den trætte dykker, men alt arbejdet skal dog laves af dykkeren selv.
Ifølge den britiske sociolog Anthony Giddens befinder det kulturelle menneske sig i forskellige arenaer, eller grupper, der er dannet ud fra varierende faktorer, som fx fælles kultur, værdigrundlag, nationalitet, interesser, køn, alder osv. Pga. denne føromtalte udvikling er mængden af arenaer mangedoblet og mennesker befinder sig i en konstant pendlen mellem forskellige arenaer – i hvilke forskellige samfundsopfattelser, værdigrundlag osv. ofte bliver værdsat. Den moderne dansker bliver altså bombarderet fra alle sider med forskellige sanseindtryk, virkelighedsopfatter, religioner og kulturer, så det næsten ville være umuligt ikke at lade sig påvirke af dem. Gennem Internettet, fjernsynet og aviser får de fleste danskere dagligt en kulturel indsprøjtning, hvad enten den er god eller dårlig, og nærmest daglige dokumentarfilm fortæller os, hvordan levevisen på den anden side af kloden er. Gennem musik bliver danskeren oplyst om politiske emner og holdninger og gennem internationale blade bliver skønhedsidealer fastsat. Egentlig kunne man nok sige, at verden, eller i hvert fald den vestlige verden har fået skabt én overordnet kultur med underkulturer, der indeholder små tilpasninger og tilføjelser, så de passer på de enkelte lande – og resten af verden er ikke ret langt fra at slutte sig til kulturfællesskabet, eksempelvis er det nok nemmere at optælle antallet af lande, der ikke har en McDonalds end antallet af lande, der har.
Den kulturelle påvirkning er dog ikke kun begrænset til det offentlige og medierne. Også i hjemmene påvirkes familiens medlemmer indbyrdes. Når hr. og fru Nielsen kommer hjem fra en lang arbejdsdag på deres multikulturelle arbejdsplads tager de bevidst eller ubevidst små bidder af forskellige kulturer med hjem til børnene, som bliver påvirket og næste dag påvirker andre børn i skolen, som så endvidere påvirker deres forældre, som så påvirker deres kollegaer, og man kunne blive ved. Pointen er, at den kulturelle påvirkning blandt mennesker spredes næsten ligeså nemt som computervira, og at man bliver påvirket fra højre og venstre nu om dage.
Med alle de kulturelle impulser, der flyver rundt i samfundet og bliver rikochetteret frem og tilbage, er der en klar risiko for, at individet, der står midt i dette kaos kan blive kulturelt forvirret. På sin vis var det traditionsstyrede samfund på nogle måder fordelagtigt for individet forstået på den måde, at mennesket ikke selv behøvede at gennemgå bøvlet med selvrealisering og dannelsen af sin egen kulturelle identitet, men i stedet bare kunne påtage sig en alleredeafprøvet identitet. Modsat fratog dette samfund individet enhver mulighed for fri vilje og selvrealisering – man fik én identitet og så måtte man affinde sig med den, om man så kunne lide den eller ej. I vores multikulturelle samfund står individet alene blandt tusindvis af forskellige påvirkninger og skal i høj grad selv bestemme, hvilke muligheder, der vil være mest gunstige at vælge for netop en selv. Derudover skal unge nu i kraft af fx den nye gymnasiereform allerede fra en tidlig alder være afklaret med, hvilken retning de vil vælge at tage i livet i fremtiden, hvilket endvidere kan forstærke den forvirring og følelse af afmagt, der kan forekomme under dannelsen af ens kulturelle identitet.
I denne førnævnte forvirring af forskellige kulturer kan det være svært for individet at isolere og udvælge dele af kulturpåvirkningerne, som før i tiden og måske også i dag ville blive defineret som værende danske. Vi, som unge, har simpelthen ikke den samme veldefinerede og konkrete opfattelse af danskheden som størrelse, som vores bedsteforældre og forældre har. Vi er et produkt af det multikulturelle samfund, vi er vokset op i, hvilket betyder, at vi ikke i så høj grad skelner mellem vores egen danske kultur, og aspekter som vi har tilegnet os andetstedsfra. Denne mangel på opfattelse af danskheden som en kulturel størrelse er nok også en af årsagerne til den manglende interesse for dansk kultur, som Pedersen nævner i sin tidligerenævnte artikel. Han nævner jo netop, at hans børn var mere optagede af deres Game Boys end af den danske kulturarv, hvilket kunne tyde på, at de på en måde ligestiller Game Boy’en med Langdyssen, som jo egentlig på hver sin måde er kulturelle fænomener – Game Boy’en er bare mere ”spændende” i og med, at den med sit farverige display og et utal af bip-lyde klart udkonkurrerer Langdyssen.
Teknologiens fremmarch på det danske marked er blevet meget tydelig i løbet af de sidste 15-20 år. Siden farvefjernsynets indførelse i 1967 er der sket en eksplosiv vækst af elektroniske produkter som videoafspillere, CD-afspillere, mobiltelefoner, mikroovne og computere for at nævne et par stykker, men i løbet af de sidste 15-20 år har udviklingen, som sagt virkelig taget fat. I dag kan man næsten ikke tænde for fjernsynet uden at blive tildænget med reklamer om nye produkter som I-pods, Playstation spil og lignende, hvori der bliver forklaret, hvordan netop denne ting vil gøre netop ens tilværelse bedre og nemmere og sjovere. Vi er blevet så egoistiske og selvfokuserede. Det samme ser man på fjernsynskanaler som Home-Shoppings vækst. ”Køb det her produkt, og så vil du med det samme tabe 10 kilo, og føle dig som nyfødt – verden vil elske dig!”. Det er som om de sælger et godt liv på flaske nu om dage, og folk falder for det. Tilsyneladende handler det hele om tilfredsstillelse og mig, mig, mig, men på den anden side, hvorfor ikke? Vi har jo alle sammen i dag flere penge mellem hænderne end generationerne før os overhovedet kunne tænke sig til, så hvorfor ikke tillade os selv at bruge nogle penge på os selv og vores allernærmeste? I forlængelse af dette er de gamle fortidslevn set ud fra ungdommens synspunkt blevet overskygget af en bunke spændingsskabende genstande, som de førnævnte Game Boys, Playstations, Nintendos og lignende, der stjæler al de unges opmærksomhed og interesse. Det har skabt en nedprioritering af den danske kultur. De sidestiller vores forfædres rester med spændingen de kan opnå i teknologiske bombardement og spørger sig selv – hvad giver den danske kultur mig egentlig? Svaret for de fleste er, at den egentlig ikke giver dem noget. Den giver dem ikke noget fællesfølelse, som den før gjorde, fordi den ikke passer ind i det fællesskab vi lever i i dag.
På mange måder er den danske kultur i dag et skjult, balanceløst palads. Et palads med alt dets skønhed, fascination og ægthed, men alligevel er det skjult for os – dækket af et lag spændingsmomentskabende genstande, og samtidigt balanceløst pga. de mange kulturelle påvirkninger menneskene, der står overfor dette palads bliver påvirket af.