Dansk

Rettelse af dansk stil

18. marts 2007 af zuzu_dk (Slettet)
Det her min stil, som handler om krig. Der vil lægges mest vægt på grammatik, altså kommatering især også. Så hvis nogen vil være sød at kigge på den. Hvis i mener der burde rettes et sted, sæt det i parantes så kigger jeg på det. Det haster meget. Og tak på forhånd.



Boom! Hjertet ryster, kroppen rusker og bevidstheden er ved at falde bort. Sådan forstiller jeg mig følelsen ved at opleve krig. Men er det slig? Krig er unægtelig en del af den verden, jeg lever i. Jeg læser om det, jeg bliver undervist i det og faktisk går der ikke en dag, uden at det bliver nævnt i aviser eller tv, ja endda i en samtale. Selvom jeg har meget kendskab historisk og politisk omkring det, må jeg indrømme, at jeg har svært ved at forholde mig til ordet. Ordet krig er som sagt en del af min hverdag, men jeg har aldrig oplevet det på min krop, det har aldrig haft personlige virkninger for mit liv, og derfor savner jeg en egentlig forståelse af ordets betydning. Når jeg tænker dybere over ordet, får jeg tanker, som sætter livet i perspektiv. Jeg tænker på, hvor skrøbeligt livet er, og hvor hurtigt man kan miste alt, idet krig påvirker alle, nogen mere end andre. Når jeg ser tv-avisen, som f.eks. handler om Irak-krigen, indser jeg, hvor mange spildte menneskeliv krigen står i. Jeg spekulerer på, hvordan det må være at leve i et land som Irak, mere eksakt en by som Baghdad. Hvordan det må være at være barn og opleve pårørende blive skudt, eller endda selv blive et offer.
Jeg tror, at det især er svært for min generation at forholde sig til krig, da man ikke har oplevet det. For os er det stort set blevet en slags underholdningsmoment, hvor ivrige romaner og eventyr udspiller sig med en historisk krig som baggrund. For at forsøge at indleve sig ind i denne verden, bliver der lavet spændingsfilm, computerspil, og for den sags skyld skrevet skønlitterære bøger om det. Det hele opleves som en spændende verden af helte og skurke, som dyster mod hinanden. Det er trods alt blot underholdning, hvor man trygt lader sig begejstres af spillet, uden at tænke over den virkelige krigs konsekvenser. Jeg bebrejder underholdningsindustrien, som har givet os en vis distance til krig igennem alle disse forskellige medier. Vi ved, at det findes, men for os er det rent faktisk kun noget, som foregår langt væk geografisk, eller noget der er hændt meget langt tilbage i tiden. Det dårlige ved at vi ikke forholder os til ordet, og kun betragter det som en form for utopi, når det gælder os, er, at vi får problemer, lige så snart krigen rykker tæt på, og det gør den! Det er den ”nye” form krigsførelse man kalder Terrorkrigen! I denne krig handler det ikke længere om en politisk kamp mellem to statsmagter i et fjernt område, som vi kun ser på tv og ligeledes andre medier. Det rykker tættere på!
Terrorangrebet på USA d.11. september fik hele vesten til at føle, at det var en trussel mod de værdier, de står for, og for deres demokrati for den sags skyld. Ydermere da Spanien blev ramt af lignende terrorangreb af den samme terrororganisation, følte man, at krigen rykkede tættere på i ens bevidsthed. Der er pludselig krig i Europa, endda indenfor EU, som Danmark er medlem af, men er det blevet sådan, at man er blevet bedre til at forholde sig til krig? Det tror jeg næppe! Det føles stadig som om, at folk ikke har fået åbnet øjnene for realiteten af denne krig. Endvidere tror jeg, at folk tænker, at det er alle de andre det går ud over og ikke os. Jeg går ud fra, at det der gør det svært for folk at forholde sig til det, på trods af, at trusselen rykker nærmere, er kort sagt fordi det ikke arriverer i ens privatsfære, altså det har stadig ikke haft indflydelse på os fysisk og psykisk. Det sker ikke med os, det er stadig dem. Jeg synes, at vi er tilbøjelige til at tro, at så noget aldrig vil ramme os. Men hvorfor kunne det ikke lige så godt være os det ramte? Danmark sendte jo også styrker til Irak for at nedstyrte diktatoren Saddam Hussein, så hvad er forskellen? Det kan sagtens være os, og det bliver det måske… næste gang! Ergo skal vi forvente hvad som helst, når som helst. Jeg ved, at det er svært at forholde sig til denne form for krigsledelse og dermed tage stilling til den, men vi bliver derfor nødt til at åbne øjnene og vågne op, eftersom det jo ikke er den krig, vi kender fra undervisningen. Den kan hænde hvor som helst og når som helst.
Min pointe er, at vi skal forbedres til at forholde os til denne nye krig, og dermed også at indse, at den i endda højere grad truer vores verdensdel. Den har da allerede ramt to af Danmarks allierede nationer, så det er virkelig på tide at begynde med at forholde sig til den for alvor, selvom den endnu ikke har ramt os personligt.

Brugbart svar (0)

Svar #1
18. marts 2007 af TanteOda (Slettet)

Ordet krig er som sagt en del af min hverdag, - måske bør ordet "krig" stå i anførselstegn.

For at forsøge at indleve sig ind i denne verden, - enten bør det være indleve, eller også leve sig ind i... ikke begge dele i samme sætning.

Det er den "nye" form krigsførelse man kalder Terrorkrigen! - mangler der ikke et ord her?

Jeg går ud fra, at det der gør det svært for folk at forholde sig til det, - er ikke klar over hvad "det" er?

men vi bliver derfor nødt til at åbne øjnene og vågne op, - hvis vores øjne er åbne, er vi så ikke vågne? Interessant formulering ;-).

Min pointe er, at vi skal forbedres til at forholde os til denne nye krig, - mystisk formulering, specielt ordet "forbedres", hvad mener du?

Den har da allerede ramt to af Danmarks allierede nationer, så det er virkelig på tide at begynde med at forholde sig til den for alvor, - slet "med" og igen hvad er "den", er det krigen?

Ellers superflot skrevet - "den" skal nok gøre din lærer glad.

TanteOda

Svar #2
18. marts 2007 af zuzu_dk (Slettet)

Med "den" mener jeg terrorkrigen. Men mange tak, det var sødt af dig. Forresten, hvordan var min kommatering?

Skriv et svar til: Rettelse af dansk stil

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.