Bare der vil se om de kan hjælpe mig er en smule forvirret? TAK

Nogen der kan hjælpe mig med at tolke denne novelle som er skrevet af Lagerkvist i 1921...

Starten af Novellen.
"Da jeg var henved 10 år gammel, husker jeg, tog far mig ved hånden en søndag eftermiddag, og vi skulle ud i skoven og høre fuglene synge. Vi vinkede farvel til mor, som skulle blive hjemme og lave aftensmad til os og ikke måtte gå med. Det var solskin og varmt, og vi travede muntert af sted. Vi tog det ikke så højtideligt, det med fuglesangen, som om det skulle være noget særlig fint eller mærkværdigt, vi var sunde og forstandige folk både far og jeg, opfødt med naturen og vant til den, den var ikke noget at gøre væsen af. Det var kun fordi det var søndag eftermiddag og far havde fri. Og vi gik ad banelinjen, hvor ellers ingen må gå, men far var ved jernbanen og havde ret til det. På den måde kom vi direkte ind i skoven, og behøvede ikke at gå nogen omvej."

Ca. Midten:
"Mørket faldt på. Skoven var forandret, der var ikke mørket endnu, men næsten. Vi satten farten op. Nu blev mor nok urolig og ventede med maden. Hun var altid bange for at der skulle ske noget. Der var jo intet sket. Det havde været en storartet dag, der var ikke sket mere end der skulle.(de har været ved åen der løber forbi farens barndomshjem). Det blev mere mørkt. Træerne var så sære. De stod og lyttede efter hvert skridt vi tog, som vidste de de ikke havde vi var for nogle. Et havde en St. Hansorm under sig. Den lå og stirrede på os dernede i mørket. Jeg klemte om fars hånd, men han så ikke det underlige skær, han gik bare som før. Det var bælgmørkt. Nu kom vi til broen over bækken. Det drønede dernede i dybet, fælt, som ville den opsluge os, afgrunden åbnede sig under os. Jeg troede, far ville bære mig over, men han sagde ingenting, han ville vel ha', at jeg skulle være som han og ikke synes det var noget. Far gik uden tale, bare i sine egne tanker. Jeg kunne ikke forstå, hvor man være så rolig, når det var så mørkt. Jeg så bange tilbage. Jeg turede knap at trække vejret, for så fik man så meget mørkt ind i sig, og det var farligt, troede jeg, så døde man snart. Det husker jeg godt, at jeg troede den gang. Alting var væmmeligt. Intet var rigtigt, ingenting virkeligt, alt som et under. Jeg trak mig tæt hen til far og hviskede:
-Far, hvorfor er det så væmmeligt, når det er mørkt?
-Nej, kære barn, det er det ikke, sagde han og tog mig ved hånden.
-Jo, far, det er det.
-Nej, mit barn, det skal du ikke synes. Vi ved jo, der er en Gud.
Jeg følte mig så forladt. Jeg var alene om at være bange, far var det ikke, det var så underligt vi ikke synes det samme. Og underligt at det han sagde ikke hjalp mig, så at ikke skulle være bange mere. End ikke det han sagde om Gud kunne hjælpe. Jeg synes også han var Væmmelig. Det var uhyggeligt, at hn var overalt her i mørket, nede under træerne, i telefonpælene som summede, det var nok ham overalt. Og så kunne man aldrig se ham. Vi gik tavse. Hver i sine tanker."