Dansk
Ord.
30. maj 2007 af
mis90 (Slettet)
Hej. ER der nogle der vil sætte et andet ord for det som står i (...) i referatet.
Her ;
I Kunsten at græde i kor udgør ønsket om andres død, faderens ”psykiske nerver” og søsterens nætter med faderen på sofaen en naturlig del af den 11-årige fortællers hverdag. Disse ting beskrives derfor med en lige så stor selvfølgelighed og naturlighed som alle hverdagens øvrige (hændelser). Med en blanding af naturlig, barnlig naivitet og snusfornuft beretter den 11-årige fortæller således om sit liv, der med en voksen læsers briller antager et grotesk og sørgeligt skær. Naiviteten bidrager dog samtidig med en syrlig humor, der holder det sørgelige på en vis afstand, således at man sidder tilbage med en svær (udefinerlig) fornemmelse af ikke at vide, om man skal grine eller græde.
Fortællingens univers er barnets nære omgivelser, hvor den 11-årige dreng ser det som sin fornemmeste opgave at holde styr på (gemakkerne) og sørge for, at alle er glade og tilfredse – særligt faderen, som med sin svage sjæl holder resten af familien i et nervepirrende og jernfast greb. Faderen kæmper indædt mod de nye, moderne tider, der gør det svært at holde liv den butik, han ejer. For at holde skindet på næsen udnytter han dog sine talegaver til at holde sørgelige begravelsestaler ved enhver given lejlighed, og den 11-årige søn støtter ham ved (seancerne) ved at lade sine store blanke øjne flyde over med (bedrøvelige) tårer. Deres talent er så stort, at de kan få enhver (granvoksen) mand til at bryde sammen i gråd, og begejstringen for dem får omsætningen i butikken til at stige i de efterfølgende dage. (Den enes død er som bekendt den andens brød!) Barnets stolthed over at kunne hjælpe faderen og tilsidesættelse af egne behov for at formildne faderens humørmæssige luner giver læseren et indblik i en sørgelig og forskruet barndom, hvor almindelig logik og normalitet er fordrejet på en underlig og trist facon.
Man kan undre sig over, hvor moderen er i det spil, som hendes mand har drevet den lille familie ud i. Men hun forholder sig mere eller mindre passiv og afmægtig til begivenhederne og i stedet for at gribe ind og give børnene den beskyttelse, de trænger til, vender hun ryggen til. Den 11-årige fortæller finder dog tryghed på sin helt egen (triste) facon. Han klamrer sig med bønner om bedre tider til den selvopfundne skytsengel Hr.Tarriel, der i barnets forestilling er en blanding mellem Tarzan og ærkeneglen Gabriel. På trods af den (vrangvendte) hverdag opfatter det naive barn dog ikke sin barndom som noget anderledes end andres, idet han betragter sin families adfærd som værende normal – og hvordan kan han vide andet. Men mod historiens slutning begynder det dog langsomt at dæmre for ham, at hans verden måske ikke er helt som den burde være, og at han uanset hensigten og indsatsen for at faderen skal være glad, ikke altid selv har indflydelse på, hvordan verden ter sig. Derfor bliver det også en historie, hvor (modernitetens) forandringer af det sønderjyske (provinssamfund) bliver en indirekte parallel til fortællerens tab af barnlig uskyld. Alle barndommens (groteske) indbildninger og (ihærdige) forsøg på at gøre faderen glad og stabil – for enhver pris - afslører sig efterhånden for fortælleren som det, de er: En syg mands spil med sine omgivelser.
Her ;
I Kunsten at græde i kor udgør ønsket om andres død, faderens ”psykiske nerver” og søsterens nætter med faderen på sofaen en naturlig del af den 11-årige fortællers hverdag. Disse ting beskrives derfor med en lige så stor selvfølgelighed og naturlighed som alle hverdagens øvrige (hændelser). Med en blanding af naturlig, barnlig naivitet og snusfornuft beretter den 11-årige fortæller således om sit liv, der med en voksen læsers briller antager et grotesk og sørgeligt skær. Naiviteten bidrager dog samtidig med en syrlig humor, der holder det sørgelige på en vis afstand, således at man sidder tilbage med en svær (udefinerlig) fornemmelse af ikke at vide, om man skal grine eller græde.
Fortællingens univers er barnets nære omgivelser, hvor den 11-årige dreng ser det som sin fornemmeste opgave at holde styr på (gemakkerne) og sørge for, at alle er glade og tilfredse – særligt faderen, som med sin svage sjæl holder resten af familien i et nervepirrende og jernfast greb. Faderen kæmper indædt mod de nye, moderne tider, der gør det svært at holde liv den butik, han ejer. For at holde skindet på næsen udnytter han dog sine talegaver til at holde sørgelige begravelsestaler ved enhver given lejlighed, og den 11-årige søn støtter ham ved (seancerne) ved at lade sine store blanke øjne flyde over med (bedrøvelige) tårer. Deres talent er så stort, at de kan få enhver (granvoksen) mand til at bryde sammen i gråd, og begejstringen for dem får omsætningen i butikken til at stige i de efterfølgende dage. (Den enes død er som bekendt den andens brød!) Barnets stolthed over at kunne hjælpe faderen og tilsidesættelse af egne behov for at formildne faderens humørmæssige luner giver læseren et indblik i en sørgelig og forskruet barndom, hvor almindelig logik og normalitet er fordrejet på en underlig og trist facon.
Man kan undre sig over, hvor moderen er i det spil, som hendes mand har drevet den lille familie ud i. Men hun forholder sig mere eller mindre passiv og afmægtig til begivenhederne og i stedet for at gribe ind og give børnene den beskyttelse, de trænger til, vender hun ryggen til. Den 11-årige fortæller finder dog tryghed på sin helt egen (triste) facon. Han klamrer sig med bønner om bedre tider til den selvopfundne skytsengel Hr.Tarriel, der i barnets forestilling er en blanding mellem Tarzan og ærkeneglen Gabriel. På trods af den (vrangvendte) hverdag opfatter det naive barn dog ikke sin barndom som noget anderledes end andres, idet han betragter sin families adfærd som værende normal – og hvordan kan han vide andet. Men mod historiens slutning begynder det dog langsomt at dæmre for ham, at hans verden måske ikke er helt som den burde være, og at han uanset hensigten og indsatsen for at faderen skal være glad, ikke altid selv har indflydelse på, hvordan verden ter sig. Derfor bliver det også en historie, hvor (modernitetens) forandringer af det sønderjyske (provinssamfund) bliver en indirekte parallel til fortællerens tab af barnlig uskyld. Alle barndommens (groteske) indbildninger og (ihærdige) forsøg på at gøre faderen glad og stabil – for enhver pris - afslører sig efterhånden for fortælleren som det, de er: En syg mands spil med sine omgivelser.
Svar #1
30. maj 2007 af Frede.. (Slettet)
udefinerlig = udefinerbar, bizar
gemakkerne = de forskellige parter
"Særligt faderen" = "navnlig faderen"
jernfast greb = jerngreb
"holde liv den butik" = "holde liv i den butik"
seancerne = disse taler
"flyde over" = fyldes med tårer (dblt. konfekt at skrive bedrøvelige)
granvoksen = selv en granvoksen mand / flere granvoksne mænd
komma mellem luner og giver
komma efter begivenhederne
vrangvendte = på trods af denne forskruede hverdag
modernitetens = de moderne
groteske = ? noget mere neutralt ladet, det er jo ikke barnets skyld
gemakkerne = de forskellige parter
"Særligt faderen" = "navnlig faderen"
jernfast greb = jerngreb
"holde liv den butik" = "holde liv i den butik"
seancerne = disse taler
"flyde over" = fyldes med tårer (dblt. konfekt at skrive bedrøvelige)
granvoksen = selv en granvoksen mand / flere granvoksne mænd
komma mellem luner og giver
komma efter begivenhederne
vrangvendte = på trods af denne forskruede hverdag
modernitetens = de moderne
groteske = ? noget mere neutralt ladet, det er jo ikke barnets skyld
Svar #2
30. maj 2007 af Raver-chick (Slettet)
Jeg har ikke læst det hele igennem ! Men lagde lige mærke til hvor du har skrevet provinssamfund ! Det er bare et samfund ! Bogen er god ikke ? Jeg skrev om den i sso
Svar #4
30. maj 2007 af Erik Morsing (Slettet)
Jeg ved ikke hvor meget, du kan bruge af nedenstående, men måske et par af ordene:
I Kunsten at græde i kor udgør ønsket om andres død, faderens ”psykiske nerver” og søsterens nætter med faderen på sofaen en naturlig del af den 11-årige fortællers hverdag. Disse ting beskrives derfor med en lige så stor selvfølgelighed og naturlighed som alle hverdagens øvrige (oplevelser). Med en blanding af naturlig, barnlig naivitet og snusfornuft beretter den 11-årige fortæller således om sit liv, der med en voksen læsers briller antager et grotesk og sørgeligt skær. Naiviteten bidrager dog samtidig med en syrlig humor, der holder det sørgelige på en vis afstand, således at man sidder tilbage med en svær (ubestemmelig) fornemmelse af ikke at vide, om man skal grine eller græde.
Fortællingens univers er barnets nære omgivelser, hvor den 11-årige dreng ser det som sin fornemmeste opgave at holde styr på (gemytterne) og sørge for, at alle er glade og tilfredse – særligt faderen, som med sin svage sjæl holder resten af familien i et nervepirrende og jernfast greb. Faderen kæmper indædt mod de nye, moderne tider, der gør det svært at holde liv den butik, han ejer. For at holde skindet på næsen udnytter han dog sine talegaver til at holde sørgelige begravelsestaler ved enhver given lejlighed, og den 11-årige søn støtter ham ved (disse lejligheder) ved at lade sine store blanke øjne flyde over med (bedrøvelige) tårer. Deres talent er så stort, at de kan få enhver (fuldvoksen) mand til at bryde sammen i gråd, og begejstringen for dem får omsætningen i butikken til at stige i de efterfølgende dage. (Den enes død er som bekendt den andens brød!) Barnets stolthed over at kunne hjælpe faderen og tilsidesættelse af egne behov for at formildne faderens humørmæssige luner giver læseren et indblik i en sørgelig og forskruet barndom, hvor almindelig logik og normalitet er fordrejet på en underlig og trist facon.
Man kan undre sig over, hvor moderen er i det spil, som hendes mand har drevet den lille familie ud i. Men hun forholder sig mere eller mindre passiv og afmægtig til begivenhederne og i stedet for at gribe ind og give børnene den beskyttelse, de trænger til, vender hun ryggen til. Den 11-årige fortæller finder dog tryghed på sin helt egen (melankolske) facon. Han klamrer sig med bønner om bedre tider til den selvopfundne skytsengel Hr.Tarriel, der i barnets forestilling er en blanding mellem Tarzan og ærkeneglen Gabriel. På trods af den (af vrangforestillinger prægede) hverdag opfatter det naive barn dog ikke sin barndom som noget anderledes end andres, idet han betragter sin families adfærd som værende normal – og hvordan kan han vide andet. Men mod historiens slutning begynder det dog langsomt at dæmre for ham, at hans verden måske ikke er helt som den burde være, og at han uanset hensigten og indsatsen for at faderen skal være glad, ikke altid selv har indflydelse på, hvordan verden ter sig. Derfor bliver det også en historie, hvor (modernismens) forandringer af det sønderjyske (lokalsamfund) bliver en indirekte parallel til fortællerens tab af barnlig uskyld. Alle barndommens (fantasifulde) indbildninger og (ihærdige) forsøg på at gøre faderen glad og stabil – for enhver pris - afslører sig efterhånden for fortælleren som det, de er: En syg mands spil med sine omgivelser.
I Kunsten at græde i kor udgør ønsket om andres død, faderens ”psykiske nerver” og søsterens nætter med faderen på sofaen en naturlig del af den 11-årige fortællers hverdag. Disse ting beskrives derfor med en lige så stor selvfølgelighed og naturlighed som alle hverdagens øvrige (oplevelser). Med en blanding af naturlig, barnlig naivitet og snusfornuft beretter den 11-årige fortæller således om sit liv, der med en voksen læsers briller antager et grotesk og sørgeligt skær. Naiviteten bidrager dog samtidig med en syrlig humor, der holder det sørgelige på en vis afstand, således at man sidder tilbage med en svær (ubestemmelig) fornemmelse af ikke at vide, om man skal grine eller græde.
Fortællingens univers er barnets nære omgivelser, hvor den 11-årige dreng ser det som sin fornemmeste opgave at holde styr på (gemytterne) og sørge for, at alle er glade og tilfredse – særligt faderen, som med sin svage sjæl holder resten af familien i et nervepirrende og jernfast greb. Faderen kæmper indædt mod de nye, moderne tider, der gør det svært at holde liv den butik, han ejer. For at holde skindet på næsen udnytter han dog sine talegaver til at holde sørgelige begravelsestaler ved enhver given lejlighed, og den 11-årige søn støtter ham ved (disse lejligheder) ved at lade sine store blanke øjne flyde over med (bedrøvelige) tårer. Deres talent er så stort, at de kan få enhver (fuldvoksen) mand til at bryde sammen i gråd, og begejstringen for dem får omsætningen i butikken til at stige i de efterfølgende dage. (Den enes død er som bekendt den andens brød!) Barnets stolthed over at kunne hjælpe faderen og tilsidesættelse af egne behov for at formildne faderens humørmæssige luner giver læseren et indblik i en sørgelig og forskruet barndom, hvor almindelig logik og normalitet er fordrejet på en underlig og trist facon.
Man kan undre sig over, hvor moderen er i det spil, som hendes mand har drevet den lille familie ud i. Men hun forholder sig mere eller mindre passiv og afmægtig til begivenhederne og i stedet for at gribe ind og give børnene den beskyttelse, de trænger til, vender hun ryggen til. Den 11-årige fortæller finder dog tryghed på sin helt egen (melankolske) facon. Han klamrer sig med bønner om bedre tider til den selvopfundne skytsengel Hr.Tarriel, der i barnets forestilling er en blanding mellem Tarzan og ærkeneglen Gabriel. På trods af den (af vrangforestillinger prægede) hverdag opfatter det naive barn dog ikke sin barndom som noget anderledes end andres, idet han betragter sin families adfærd som værende normal – og hvordan kan han vide andet. Men mod historiens slutning begynder det dog langsomt at dæmre for ham, at hans verden måske ikke er helt som den burde være, og at han uanset hensigten og indsatsen for at faderen skal være glad, ikke altid selv har indflydelse på, hvordan verden ter sig. Derfor bliver det også en historie, hvor (modernismens) forandringer af det sønderjyske (lokalsamfund) bliver en indirekte parallel til fortællerens tab af barnlig uskyld. Alle barndommens (fantasifulde) indbildninger og (ihærdige) forsøg på at gøre faderen glad og stabil – for enhver pris - afslører sig efterhånden for fortælleren som det, de er: En syg mands spil med sine omgivelser.
Skriv et svar til: Ord.
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.