Rette...

Del nr. 2:

En nat, med sære lyde, der tydeligt kunne høres, og var et bevis på, at der var noget på vej op af havet. Det gav en mærkelig stemning på Evigelandsvej. For stilheden, gaden havde på lure, var overdøvet af havets boblende og mystiske lyde. Pludselig, var stilheden tilbage igen.”Hvad var der dog sket?”
Inde på en sidegade lå vi, Mikkel og jeg, Billal. Der nærmedes, en tyk skygge af et eller andet dyr. Det var ikke noget hurtigt dyr lagde vi hurtigt mærke til. Mikkel afbrød mine passerende tanker, med lydordet:
- ”Shjuuuh, viskede Mikkel stille til mig, og lagde fingeren oppe imod sin mund, for at gøre det mere tydeligt og seriøst.”
- ”Hvilket sært væsen, hvem mon det kan være? Spurgte jeg, men fik dog intet svar.
Nu kunne man virkelig se, hvilket væsen det var. Den var stor, og havde en stor snegl, formet som en rund sten, med hypnotiske cirkulerende streger, viklet helt rundt om, den havde store øjne, på nogle sære slimede pinde agtige antenner. Vi havde en definition på, hvilket dyr det var, og vi var enige om at det var kæmpemæssige udgaver af snegle. Men de blev kaldt, Siakulingerne. Farven på deres slimede hude, var grønne og den havde en kontrast med deres snegl.

Mit bud på første del:
En stor, mørk, grøn tåge havde indtaget den store gade på Evigelandsvej; en tåge, som ingen havde forventet ville ses nogensinde. Der var hverken blæst, koldt eller varmt. Det var virkeligt besynderligt. Byen var blevet tom efter invasionen af Siakulingerne i forgårs, ”alle mennesker var flyttet hen til byen ved siden efter en mærkelig invasion af sære væsener” (prøv at lave den markerede sætning om – det lyder ikke godt). Ingen som helst blev set på gaderne dagen lang. Tågen, som havde præget byen i timevis, havde givet Evigelandsvejen en grønlig farve. Dog var der et sted, som aldrig nogen har turdet tage hen til. Det blev kaldt ”Det livløse hav”. Det var på en måde sært at kalde stedet for dette navn. Men folket havde altid kendt metoden for ikke at bringe ”Det livløse hav” op til lands. Navnet var ment ironisk. ”Det livløse hav” var i virkeligheden levende. Boblerne, der steg til tops af vandet, var bare det første tegn på, at der var liv langt nede i havet. Man vidste, at støjen, der kom fra havet, kunne have haft betydning på, at Siakulingerne levede i vandet, og at ingen skulle komme i nærheden. Det troede folket i byen i hvert fald, så traditionen blev holdt. Ingen kom i nærheden!

Tak skal du have.

hvis der er nogle der har mod på at rette hele min stil på engang.. Så må de det med glæde... Det kunne også være supert.. EMn jeg vil lige gøre jer opmærksom på, at rettelsen skal gøres færdig før søndag aften..