Hvad synes i/du om min stil?

Er der noget der er dårligt/godt?
Hvad mangler der?
ER den spændene?

Følgende spørgsmål bedes venligst besvares :)!


Appelsiner
Det var blevet sent, Hr. Klingspuhr og Fru. Klingspuhr gjorde sig klar til at sove. Hr. Klingspuhr havde haft en lang arbejdsdag og virkede meget urolig. Hun vidste altid, at han efter krigen og jødeforfølgelsen havde været meget urolig, og tanken om, at tyskerne ville komme hertil, gjorde ham mere urolig for hver dag der gik.
Hun spekulerede tit på, hvor dejligt det havde været før denne meningsløse krig, som havde bragt uskyldige ofre.
Hr. Klingspuhr var endelig faldet til ro, mens fruen fortsat lå og grublede.
Hele byen sov og Jonassen hørte tysk radio, som tyskerne kun havde adgang til. Jonassen havde fundet radioen nær ved stranden, og tog den med hjem.
Han hørte i timevis og var derfor udmattet og halvsov. Pludselig hørte han den tyske general L.P Müller nævne, at han i morgen ville komme hid og fange de sidste jøder, der stadig ikke var grebet, og hvis nogle prøvede på at skjule dem, ville de også blive fanget og sendt til Auswitz.
Jonassen skyndte sig at vække sin kone og forklarede hende situationen og tilføjede derfor, at Hr. Klingspuhr og Fru. Klingspuhr skulle væk hurtigst muligt.
Jonassen gik hen til hver eneste nabo, der boede omkring, og meddelte den dårlige nyhed, til sidst var hele nabolaget samlet ude foran Fru. Klingspuhrs lejlighed. De kaldte og forlangte, at de skulle ude af byen, inden det var for sent, for alles skyld.
Hr. og Fru. Klingspuhr vidste ikke rigtig, hvad de skulle sige, da de havde boet der i meget lang tid og ikke bare ville forlade byen. Det blev Jonassen meget vred over, og han sagde, at hvis de ikke gjorde det, ville alles liv også være i fare.
Fru. Klingspuhr brød ud i tårer, og hun vidste, hvad dette betød. Hendes liv var ødelagt, og hun kunne aldrig vende tilbage til det. Hun vidste, at denne dag ville komme, og hun accepterede sin skæbne, som Gud havde udtænkt.
Hr. Klingspuhr ville ikke acceptere det, og han sagde, at de alle sammen var nogle kyniske umennesker, der bare ville have dem væk.
Fru. Klingspuhr syntes, at de skulle rejse til Sverige og begynde et nyt liv der. Enten måtte de blive fanget og blive sat i gaskammeret, eller også måtte de flygte. De måtte vælge en af mulighederne, hvorefter de valgte at flygte.
Det er ved at blive daggry, og de får pakket de sidste ting og er klare til rejsen.
Hele nabolaget venter på dem og giver en hånd med at hjælpe. De sætter sig i taxaen.
Jonassen var endnu ikke tilstede, men hans kone var der og det gav Fru. Klingspuhr meget at spekulere over, da hun altid plejede at handle ind hos ham. Taxaen begyndte så småt at køre, da der kom et råb op om at standse bilen. Det var Jonassen i egen person, han kom løbende med en hel kasse appelsiner til rejsen, så de ikke blev sultne.
Fru. Klingspuhr takkede ham og gav ham et knus, hvorefter Jonassen fortalte, at hun var hans bedste kunde i sin tid som grønthandler, og det blev hun meget glad for.
Hele byen vinkede og sagde farvel til dem, og det allersidste gang de nogensinde så dem.
Det tog lang tid at tage til Sverige, krigen fortsættede som den havde gjort, men Fru. Klingspuhr og Hr. Klingspuhr levede et liv i fred og harmoni, hvor der ingen der spurgte hvem de var og hvor der ingen tysker var.