Hej alle sammen

Jeg smider den i her så, kan i rette den bid for bid :) på forhånd tusind tak :) ::::

En fortælling
Der har kørt store rygter om en dydig mand i 50’erne. Rygter om at han engang skulle have haft noget kørende med en meget køn ung pige. Han fik stiftet bekendtskab med hende, i en rolig fest i byen Rosenkrans. Siden den dag, har man hverken set hende eller den dydige mand. Rygterne kører omkring, at han har stiftet familie med hende, og at han engang er blevet set kaste kasser ud i en flod. Af personer, som ikke har brudt sig om den slags. Der siges, at barnet eller børnene han har stiftet, ikke er normal eller normale. Derfor tror man på Rosenkrans, at han den dydige person er skamfuld over at skulle have skabt overnaturlige skabninger. Derfor tror man at, han skaffer han sig af med dem nede i floden.

Uden at tøve tog han kassen op, og kastede den hensynsløst ned i vandet. Med et sving med kappen var han væk; han havde ikke set sig tilbage imod den brusende elv, og han hørte knap det enorme plask, da kassen ramte dens overflade. Den forsvandt hurtigt i det dybe klare vand. Det eneste der sås på overfladen, var nogle luftbobler. Det så ud til at mordet var lykkedes. Under overfladen så det helt anderledes ud.
Der var pludselig kommet liv i ålene, og mariehønsene stak deres små sorte hoveder under vandet og betragtede begivenhederne. En redningsmission var blevet sat i værk; anført af ålene, kæmpet imod elven og dybet. I takt med at kassen sank længere og længere, svømmede ålene stærkere og stærkere, og fik indhentet kassen idet den ramte bunden.
“Hvad er dette?!” hviskede de lange vandplanter til ålene.
“Det er Den Udvalgte, hun som vi har ventet i årevis!” svarede de gnæggende i kor.
“Åh… Endelig! Nu er verden frelst, thi vi er blevet sendt det ypperste!” hviskede vandplanterne heftigt, imens de bølgede ophidsede i det vilde vand.

De slyngede sig rundt omkring af glæde, de var glade og anspændte på hvad der skulle ske fremover med kassen. De lange vandplanter udløste en smuk jubel, idet de alle sammen bølgede så det rungede i ørerne. ”Hvilken glæde, har denne mand dog frembragt os?” Indvender en af de fine åle. ”Lad os dog finde ud af det!” Udbrød vandplanterne i kor. Idet kassen svævede rundt omkring, slyngede en plante dens blade ind imellem kassen brætter. I samme sekund åbnede kassen sig, og et kært lille barn fremtrædes. Ålene gispede og pupillerne pointerede et vigtigt spot. Man havde aldrig nogensinde set noget lignende hernede.

Babyen udløste små bobler, der hurtigt drog op mod overfladen. Man havde aldrig set noget lignende. Babyen så bange og nervøs ud. Den var sluppet ind i en helt ny verden.

Babyen blev ført hen til et sikkert et sted, hvor ålene holdte udkig efter noget usædvanligt og mistænkeligt. Øjeblikkeligt hørte en af ålene, en lille stemme der ville i kontakt. Det kom fra vandplanterne. ”Hr. Ål der går rygter om at der skulle ligge endnu et barn, henne længere henne af elven. Et sted der kaldes,” Den sorte elv” . Fortalte vandplanten.

Ålene hviskede og sniskede, i munden på hinanden. Pludseligt afbrød en af de frygtløse ål. ”Jeg tager af sted, efter dette barn! Det hører herhjemme og ingen andre steder! Hvis ikke I tør, er der ikke noget der skal forhindre mig i at hente barnet! Indvendte den heltemodige ål, modsigende.

Med det samme, var alle ålene samlet og klar til at drage ud efter endnu et efterladt barn. Tre af de modige åle, trak babyen i kassen ved hjælp af deres haler, og resten af flokken svømmede i bølgende bevægelser fremme ad. Det gik hurtigt og stærkt, og allerede var de halvvejs. Uheldigvis stødte de ind i noget væmmeligt. En mærkelig vislen hørtes fra begge sider af deres vej, og i ét var de omringet af elektriske ål. De var sorte og havde nogle skinnende lyse hår stikkende oppe ad ryggen. De så sure og ophidsede ud. De forreste åle ville bestemt ikke have noget at gøre med dem.

Pludseligt belyste babyen området med sine, blå øjne. Det gav en utrolig smuk stemning, og synet var ikke meget dårligere, tværtimod! De elektriske ål løb, løb hurtigt i skjul. Og vandplanterne gav pludselig jubel fra sig. De følte sig pludseligt, uovervindelige med barnet som højrehånd.

Et kvarter senere….
Ålene fik hvad de var ude efter. De fik et smukt lille barn, som endnu var efterladt hensynsløst. Det var et sandt mysterium med disse børn. Ålene havde aldrig nogensinde set skabninger af denne art, som overlever i vand. Det var som om, at de pludseligt havde to overhoveder af elven. Det var sandt! – De havde overhoveder i elven bestående af to magtfulde babyer. En han og en hun, der kan få glæde af hinanden, og kan føle sig trygge side om side.

”Selvom man ikke lever i samme kultur af samme race. Så kan der stadig håb om at finde nye medværende der passer overens med en selv.”

Jeg skal gøre mit bedste:)

hmm.. Har du lært at slutningen i en stil skrives først, for så hænger historien meget mere sammen? Ved ikke om du har gjort det her, men jeg kan ikke lide at der er lagt så stor vægt på manden i starten, frem for de uønskede børn/væsner. Da jeg startede med at læse den, troede jeg snart at jeg skulle høre mere om manden, men det var jo egentlig de stakkels skabninger, det handlede om. Det kan godt være, at det bare er mig, der har haft det sådan, og jeg ville egentlig godt vide om andre herinde er enig eller uenig med mig?

Den er ellers skrevet i et flot sprog og der er mange gode beskrivelser. Der er nogle småfejl grammatisk set, men jeg synes mere, at du skal lægge vægt på handlingsforløbet, for det betyder mere for din historie end det andet..

Er du villig til at skrive, hvad du har fået for den? Ville nemlig godt vide det..