Kig lige her

Hej. jeg har lige skrevet en stil, og vil gerne høre jeres mening. Gerne kommentarer, både dårlige og gode. Mange tak!

Nr. 6 Ansvar?
Er det overhovedet mit ansvar?

Nu har jeg for tredje gang, mødt min veninde på gaden. Jeg kunne sagtens kende hende, på de hundrede meters afstand jeg så hende fra. Det samme tøj, som netop var på moden i denne periode. Det samme lange, glatte kastanjefarvede hår, hængende ned af skuldrene. Da jeg kom tættere på, og vi først begyndte at kommunikere med hinanden, så jeg straks, at hun ikke var den veninde jeg huskede. Hun kunne slet ikke få øjenkontakt med mig, og hun gik og svingede fra side til side, som om hun lige var steget ud, af den mest kvalmende forlystelse i tivoli. Alt tydede på, at hun nu havde drukket; igen. Snart var det som en vane for hende, og uden at overveje det, var min første tankegang, at hun kommer til at leve hendes liv som alkoholiker. Men skal jeg blande mig?
Hun er en af mine bedste veninder, og jeg har kendt hende i flere år, end jeg kan huske.
Da vi var mindre, var der intet der plagede hende, og hun levede et lykkeligt liv. Men de år man er teenager, er en svær tid! Ofte har vi diskuteret hendes problem, men resultatet viser hverken forskel, eller overhovedet en forbedring. Drikker hun virkelig fordi hun har problemer? Eller er det noget med at hun bliver tvunget? Skal vi nu ud i et emne som gruppepres? Jeg har stillet hende mange spørgsmål, og alle er blevet besvaret! Hendes forældre er skilt, og hun har ingen tro. Kristendommen har aldrig været en del af hendes liv. Efter hendes konfirmation, spurgte hun tit, til det at være kristen. Jeg snakkede med hende om det, stort set alle de gange vi var sammen, og endelig havde jeg nået mit mål. Hun havde fået bekendtskab, med Gud og Jesus!
Men hendes venner og omgivelser, fik hende straks til at vende helt om. Nu lever hun et liv, hvor hun har svært ved at koncentrere sig i skolen. Hendes fritidsinteresser bliver hurtig formindsket, og livet derhjemme er der næsten ikke noget af. Hun går til fester hver weekend, og kommer ikke hjem en eneste gang, uden at have drukket. Jeg har opgivet, at blande mig igen. Jeg gjorde hvad jeg kunne, men har nu fundet ud af, at det er det liv hun har nu, som hun vil leve resten af hendes dage.

”læg dig ned på knæ og tilbed mig, eller jeg sparker dig i hovedet, slapsvans!”
Sådan lød det i gårdspladsen fra 1. Sal. Min veninde og jeg stod i vindueskarmen, og kiggede ud.
Vi var hjemme hos et par drenge, som for nogle minutter siden var gået ned for at tæske et par små drenge, der løb og larmede nede i gårdspladsen. Fra vinduet kunne vi se vores 3 gode venner, stå og true den lille grædende og hjælpeløse dreng. Han var ikke i stand til at gøre en flue fortræd, og imod vores venner, havde han ikke en eneste chance. Vi gik tilbage på hans værelse, og hørte døren smække. Drengene kom stolte ind, med det barske blik i øjet der viste, at sådan skal det bare gøres!
Var det virkelig vores venner? Vi kiggede på hinanden, og smilte til dem, men inderst inde var vi dog en lille smule bange. Eftersom vi hverken havde hørt fra børnene eller deres forældre, var vores eneste tanke, at vi ville glemme det. Men netop da vi sad, og var ved at komme ned på jorden igen, ringede det på døren. Det var den lille drengs mor, og storebror. Vores ene vens mor, kaldte drengede ud til sig. Min veninde og jeg sad i hans seng, og hørte dem råbe, skrige og true med de mest forfærdelige ting. Til sidst hørte vi vores ven råbe: ”HOLD KÆFT”, og døren blev smækket. Nu kom drengene ind igen, denne gang slet ikke på samme måde. Michael, som er ham der boede her, kom næsten grædende ind, med Nicholai og Frederik på slæb. Vi nåede ikke engang at spørge til, hvad samtalen var gået ud på, inden Michaels mor kom grædende ind. Hun råbte af ham, bandede i hver eneste sætning, og sluttede af med at han nu havde stuearrest i 14 dage. Klokken var ved at blive 22:00, og Michaels mor, havde med barsk stemme sagt, at vi skulle være ude af hendes lejlighed, inden klokken blev 22:30. Min veninde og jeg turde ikke andet end at overholde det, så vi gik straks. Da vi kom hjem, var mit hoved ved at springe i luften. Alle mulige tanker fløj gennem mit hoved, hvert eneste sekund. Skulle vi have blandet os? Var det overhovedet vores ansvar, at hjælpe i den situation? Vi havde ingenting gjort, men det var nok også det bedste, i hvert tilfælde ind til videre!

Ham her Michael, har det med at blive udsat for slagsmål. Ofte bliver han uvenner, med både gamle venner og veninder, og så skal alle pludselig informeres. Han modtager opkald fra både danskere og indvandrere om, at de vil komme og smadre ham, og stort set hver aften, går han udenfor med sine venner, og lægger planer for hvordan de vil gennembanke den næste. Dog har jeg kun hørt om ét slagsmål ind til videre, men det er også nok. Jeg har snakket med ham om det, men det er bare som om han ikke lytter. ”Piger har ingen forstand på vold, og jeg sloges med dem jeg har lyst til. Ingen skal røre mig, eller mine venner” Sådan lyder det fra ham, og imod det, har jeg ingenting at sige!
Jeg har gjort hvad jeg kan, men jeg ved alligevel ikke, om det overhovedet er mit ansvar, at blande mig i den slags? Mit liv som teenager, er langt fra det samme, som mange af mine venners. Nogle gange har jeg bare lyst til at spørge dem, hvorfor de gør sådan noget? De ødelægger jo deres liv, men jeg tvivler på at de har et fornuftigt svar.


Jeg har en veninde, som har været der 100 % for mig, gennem de seneste år.
Hver gang jeg har haft et lille problem, er hun altid en af de første til at lytte og snakke. Nu er det min tur til at være der for hende. Hendes forældre er skilt, og hendes mor har en depression. Hver dag sidder hun bare foran computeren, og spiller det sidste nye spil på gratisspil.dk. Hun har også en lillebror, som hun til tider har det godt med, men til andre tider helt modsat. Ofte skal hun ned og hente medicin til hendes mor, og handle for hende, alt dette må hun gøre helt alene. I skolen har hun det svært. Det er næsten ved at være sådan, at hun er mere hjemme, end hun er i skole.
Hun har ingen fritidsinteresser, og bruger alt hendes tid foran computeren. Inderst inde vil hun gerne have hjælp, men udtrykker det ikke. Hun finder trøst i sin mobil, og den psykolog hun går til, har ikke hjulpet hende et eneste skridt videre i livet. Nu er det min tur til at blande mig. Men hvor meget skal vi egentlig blande os i hinandens liv? I denne situation, kan jeg ikke lade som ingenting. Noget må gøres! Ofte har jeg snakket med hende om, hvor dårligt hun trives i hendes hjem. Hun har aldrig madpakke med i skole, og når hun bliver hjemme fra skole, er hendes undskyldninger altid de samme. Jeg ved godt, at alle bliver syge en gang imellem, men når det er så tit, må der altså være noget galt.
Jeg har allerede prøvet at hjælpe, men jeg giver ikke op. Hendes fremtid ser ikke for lys ud, og siden hun altid har været der for mig, må jeg altså også se at få gjort noget ved dette problem.

Hvor meget skal man blande sig i hinandens liv? Er det overhovedet mit ansvar, at sørge for at alle mine venner og veninder har det godt? Jeg har svært ved at se et korrekt svar. Til tider er man nødt til at hjælpe. Til andre tider, kan det ske, at man selv bliver rodet ind i noget, man slet ikke kan klare på egen hånd. Måske skulle man spørge sine forældre? De forældre der altid har lært en, hvad der er rigtig og forkert. Dem der har været der allermest for sine børn, og opdraget dem med talent.
De burde kunne se, hvornår vi skal gribe ind. Måske ikke? Men jeg har i hvert tilfælde svært ved at se det. Indtil videre, må jeg bare gøre hvad jeg kan for at hjælpe. For det er ikke sikkert, at jeg har det der skal til, for at rode dem ud af det. Vi må vente og se hvad tiden viser!