Man jager et bæst men fanger et menneske

Det er et trickspørgsmål.

Så længe man kun har set resultatet af forbrydelsen: en ond gerning, der ligner meningsløs vold, forventer man, at den forbryder, man er på jagt efter, er et rent uhyre, ondskaben selv. Når man så endelig fanger ham, opdager man, at det er et ulykkeligt menneske, som nok har udført en ond handling, men der er altid en eller anden form for forklaring. Vi er i stand til at forstå forbryderen, se hans eller hendes grunde – selv om vi ikke kan acceptere dem.

Det er et særligt træk ved mennesker, at vi kan føle empati. Når først vi står overfor et andet menneske, kan vi i en eller anden grad sætte os i deres sted og indse deres grunde. Også selv om vi ikke sympatiserer med det, de har gjort.

Evolutionspsykologerne, der tager udgangspunkt i, at menneskehjernen ikke har ændret sig fysiologisk siden stenalderen, mener, at vore hjerner er programmeret til at vi skal leve i relativt små stammesamfund, og at vi derfor har evnen til at se et menneskes værdier for samfundet.
Ikke abstrakt – så længe vi jager vedkommende, er det et uhyre, et bæst.
Men konkret, når vi står overfor det konkrete menneske, så vurderer vi dets grunde og dømmer det mindre hårdt.

DR2 bringer for tiden udsendelsesrækken Hulemennesket i det moderne menneske, tilrettelagt af videnskabsjournalist Lone Frank. Udsendelsen 26.08.2008: ”Hulemanden som dommer”: handler netop om dette emne:
”Vores stenaldersind forklarer samfundsforskerne, hvorfor vi kræver strengere straffe, lige ind til vi selv sidder over for forbryderen, og synes det er synd for ham. Vi tror vi er rationelle mennesker med en retfærdighedssans, der stiller alle lige for loven. Men vores stenalderhjerne er indrettet til at bedømme enkelte individer og ikke principper. I virkeligheden vurderer vi ikke forbrydelsen, men forbryderen, når vores hjerne bedømmer hans værdi for samfundet”
Læs mere – og se udsendelsen her:
http://www.dr.dk/DR2/VidenOm/Hulemanden_i_det_moderne_menneske/20080819110039.htm

Sloganet ”Man jager et bæst, men fanger et menneske” er udtryk for en humanistisk forståelse for forbryderen.

For nogle år siden gik der en fremragende fransk film om netop dette emne – meget smukt fotograferet, instrueret af Patrice Laconte og med Juliette Binoche i hovedrollen:
La veuve de Saint-Pierre, dansk: Enken fra Saint-Pierre
Filmen foregår i 1850 på Saint-Pierre, en lille fransk ø ud for Canadas kyst. På et forbisejlende skib sker der mytteri (mandskabet gør oprør), skibet går ned, men lederen af mytteriet, er blevet taget til fange og fragtes i redningsbåd ind til øen. Anklaget for mord bliver han dømt til døden. Men i Frankrig foregår henrettelser ved hjælp af en guillotine (kaldet enken), og sådan én er der ikke på den lille ø, så de må vente på, at en guillotine  og en bøddel bliver sejlet over fra Frankrig. I mellemtiden holdes mytteristen indespærret på kastellet. Den idealistiske guvernør og hans humanistiske frue (Juliette Binoche) lærer ham nærmere at kende, og begynder at indse, at han ikke er et ”beast”, men et menneske, der kan være nyttigt for det lille samfund.

Læs merw om filmen i engelsk Wikipedia
http://en.wikipedia.org/wiki/La_Veuve_de_Saint-Pierre_(2000_film)

Find credits i International Movie Database
http://www.imdb.com/title/tt0191636/

Se traileren, hvor morderen kommer til øen, og hvor Juliette Binoche siger den centrale sætning, som er filmens motiv: ”We change, whatever we do. Evil men can become good: they change”:
http://www.youtube.com/watch?v=FHdrWlBFPdc

Filmen kan lånes som video på en række folkebiblioteker:

 VIDEO
Enken fra Saint-Pierre = La veuve de Saint-Pierre / scenario Claude Faraldo ; adaptation Patrice Leconte ; photo Eduardo Serra ; produit par Frédéric Brillion et Gilles Legrand ; [réalisation] Patrice Leconte. - [Farum] : Scanbox ; [Ballerup] : distribution: DBC medier, [2003]. - 1 kassette (VHS) : letterbox
Opstilling i folkebiblioteker: 77.7

Et fantastisk svar du har fået fra Ms Nielsen.

Forbrydere er pr. definition onde og vi lægger automatisk afstand til deres handlinger - især nå vi distancerer os fra andre bliver vi paradoksalt nok " lidt mere onde " selv. Hvis du kan lægge en distance til andre kan du lettere opfatte dem som onde. Hvis nogle tæt på os nogle vi kender og føler med begår forbrydelser- vil vi have en tendens til at prøve at forstå dem ....bruge vores empati.

Når man ser det enkelte individ og opdager at de ligner os selv- er det svært at opretholde et fjendebillede.