Stil om Oplysningstiden, Erasmus Montanus, Holberg og uddannelse. Kig den igennem?

Emnet lød:

Skriv en introducerende artikel til et almentkulturelt tidsskrift om Holbergs syn på uddannelse.

Som en del af besvarelsen skal du redegøre for, hvordan dette syn udtrykkes gennem personerne Erasmus, Jakob og Løjtnanten i stykket Erasmus Montanus. Som en del af artiklen skal du kort placere stykket litteraturhistorisk, det vil sige Oplysningstiden.
Skriv kort om oplysningstiden, placér holbergs syn.
Din læser kender ikke noget til sagen.
 

___________________________________________________________________________

Uddannet til dumhed?
Af Ellen Johanne Andersen

Vi kender det alle sammen; vi læser en tekst, og tænker ikke videre over det, før vor lærer i de sædvanlige undervisningstimer fortæller os om tid og sted, for den aktuelle tekst.
Så hvad enten den er faktuel eller skønlitterær, så er der altid en tid blandet med ind.
Tag nu Erasmus Montanus, skrevet af Ludvig Holberg.
Denne kontroversielle historie er skrevet i oplysningstiden.
I Danmark strækker oplysningstiden sig fra 1724 til 1894.
Den startede med en opfindelse af tyngdeloven og fysikken fra Newtons side (1642-1727). Dette bevirkede til at der pludselig fandtes naturvidenskabeligt svar på noget, hvorimod man førhen fandt svar hos kirken eller kristendommen.
En anden vigtig person for denne tid var Kant. Hans holdning var at mennesket skulle bruge sin egen forstand, og ikke blot lade sig belære af det ”oplyste”
Nøgleordet for denne tid må siges at være; det fornuftige, det naturlige og det nyttige.
I denne tid blev kærlighed, passion og andre følelsesbetonede ting undertrykt. Der var så mange andre ”vigtigere” ting at der ikke var plads til dette.
Mange betydningsfulde mennesker for denne tid var deister. At være deist vil sige at man tror på at gud skabte jorden, men at han ikke længere er tilstedeværende i menneskets liv – det vil sige at han ikke blander sig.
Ved at føre et moralsk og fornuftigt liv, dyrker man gud. Og det vil sige at man ikke dyrker ham som troende kristen, og dette gjorde sit til at, folk i højere grad accepterede de naturvidenskabelige forklaringer.
Holberg var en meget vigtig person for oplysningstiden.
Han gik op i nytteværdien af ting, han var en meget fornuftig samfundsborger, da han brugte sine penge korrekt, og fik råd til hele to godser og blev baron. Udover det var han også deist.
Middelklassen repræsenteres i Holbergs komedier, og han tager ikke den ”oplystes” parti, men derimod det rationelt menneskes parti.
Dog har Ludvig Holberg sympati for ”narren” som tror han ved det hele, og han vælger altid at have en hovedperson der har en last, eller dårskab som følger personen hele vejen igennem, men til slut vises der hvilken komisk nar han egentlig er.
Hans komedier er sjovt og humoristiske og vi sidder alle og griner af dem. Det sjove ligger bare i at det er os selv vi sidder og griner af.
Vi kan identificere os med den iscenesatte person, og han iscenesætter personen på den måde, for at vise hvor naragtig personen i sidste ende er. Med latteren, kommer eftertanken.
Orden, kaos, orden – er den primære komposition opbyggelse for Ludvig Holbergs værker.
Komedien; Erasmus Montanus består af 5 akter, hvilken er en meget karakteristisk side af Ludvig Holberg.
I de 5 akter bliver vi introduceres for personerne og deres modsætninger, konflikterne, Erasmus mening om at jorden er runden, Erasmus nederlag, som han må tage for at få sin kærlighed.
Ludvig Holberg iscenesætter ting fra oplysningstiden som han synes er bemærkelsesværdige.
Miljøet er et bondesamfund, hvor bønderne og Erasmus’ forældre bor. Erasmus har været på en længere tur i København, og vender hjem.
I dette stykke har stederne en stor betydning, da Erasmus føler sig meget overlegen, og ser ned på de ”ukloge” bønder, hvor de til gengæld synes at folk fra byen er snobbede.
I bondesamfundet er det hvordan man får mad på bordet, og hvad kirken siger, der har betydning.
Derfor kan folk fra byen ses som en trussel.
Holbergs syn på uddannelse udtrykkes igennem tre personer. Erasmus Montanus, hans bror Jacob og løjtnanten.
Erasmus præsenteres som den ”kloge”. Han er sønnen der kan flydende latin og har studeret logik, retorik og metafysik. Han er meget belært på disse emner, og da han kommer hjem fra København for at gifte sig, påstår han samtidig af Jorden er rund. Dette er dog i strid med hvad kirken siger, og så opstår problemerne.
Et af kendetegnene for Erasmus Montanus er at, ingen kan modargumentere ham.
Han bror Jacob fremstilles blot som en ydmyg bonde, der bare skal makke ret efter sin kloge broder og passe sit arbejde derhjemme på gården.
Op til flere gange viser Ludvig Holberg os, at Jacob er langt mere rationelt tænkende end sin broder. Han råber bare ikke op om det, men viser os det på en indirekte måde.
Et eksempel er at tage da Erasmus og Jacob er ude i regnen, og Jacob blot er med for at holde hans jakke.
Erasmus har travlt med at filosofere, så han tænker ikke over at tage sin jakke på. Af den grund, er det Jacob der kommer tør hjem, for han var selvfølgelig klog nok til at tage jakken på.
Løjtnanten kommer ind i sidste akt og får vendt op og ned på alt. Han argumenterer mod Erasmus, som han har argumenteret imod alle andre hele stykket igennem.
Visdom er ikke noget værd, hvis man ikke kan bruge det korrekt.
Ludvig Holberg viser os at man skal vær rationel, men i flæng med de forhold man er i.
For det er ikke til nogen nytte, hvis ens visdom kun gavner en selv, og man ikke kan formidle det til folket.
Erasmus har mistet realitetssansen, fordi han går så meget op i at være højere hævet over andre mennesker. Det er den fejl han laver. Han indser ikke at, fornuften skal forholdes til virkeligheden: at leve i et samfund og gøre nytte.
Ludvig Holbergs holdning var, at bønderne nok skulle uddannes, men ikke mere end de kunne forstå, så de kunne blive på deres plads i samfundet.
Man kan ikke just sige at uddannelsen hjalp Erasmus, han havde jo nærmest uddannet sig til dumhed.
Han havde godt nok ret i sin påstand om at jorden var rund, men han forstod bare ikke at bruge sin viden korrekt, og da prøver Ludvig Holberg at vise os at mennesket ofte har travlt med at hakke på andre, mens de i virkeligheden slet ikke har noget at have det i.
Et kendetegn for oplysningstiden var; argumentation, og dette var Erasmus Montanus god til.
Han argumenterer flittigt, men bondefolket forstår ikke det halve af de udtryk han bruger.
Erasmus bruger nemlig sin viden på at hæve sig over folket, men man kan dog argumentere for at det faktisk er bønderne der er de kloge og oplyste.
Det var nemlig et grundprincip for oplysningstiden at man tænkte selv, og ikke skulle lade sig belære af andre.
For, for bønderne gav det nemlig ikke mening at jorden var rund, da kirken sagde noget andet.
Er Erasmus så en tragisk helt, eller en komisk nar? Man må sige at han er begge dele.
Det er på sin vis beklageligt at bønderne ikke blev overbevist om at jorden er rund, da dette i sin grad er et faktum. Men på den anden side er det hans helt egen skyld, idet han har så pokkers travlt med at vise hvor dumme andre er, og hvor klog og lærd han er.
I stykket forsøger Holberg at vise os det komiske i Erasmus Montanus, for han er en oplyst person, men han forstår ikke at bruge sin viden korrekt, så i bund og grund kan hans viden ikke bruges til noget, da han ikke forstår at formidle det til hans omgivelser.
Til sidst i stykket tvinges Erasmus Montanus til at sige at Jorden er flak som en pandekage, selvom han ved at dette ikke ejer en snert af sandhed. Han bliver simpelthen skubbet i sin egen fælde som består af god argumentation.
I forhold til Erasmus Montanus er Jacob det stik modsatte. Han behandler sin bror som han altid har gjort, efter hjemkomsten. I modsætning til sin bror Erasmus, der er Jacob overlegen. Jacob gør lidt grin med Erasmus i stykket.
Deres virkelighedsforestillinger er to vidt forskellige. Montanus sanser ikke det, der er omkring ham, men opdigter i stedet sine egne sandheder ved at sætte nogle rigtige præmisser sammen. Jacob forholder sig derimod til den ”virkelige” virkelighed. Hans tankegang er logisk, og han har praktisk viden i modsætning til sin bror, hvis viden er meget teoretisk.
Jacobs fornuft bunder i det daglige; hvordan man får sin går til at køre rundt, hvordan man må acceptere andres krav for at komme videre, hvordan man må tænke logisk for at udføre de daglige rutinehandlinger i ”bondemiljøet” og så videre.
Begge brødre er lærde, men på to vidt forskellige måder. Montanus har uddannet sig til titlen, hvorimod Jacob via daglige observationer af livet, har udviklet sin lærdom.
Løjtnanten er ligeså ”dårlig” til at argumentere som Erasmus, samtidig med at han har en nyttig rationel viden ligesom Jacob.
Så i bund og grund samles alting i løjtnanten
Han stråler ud af at man godt kan være klog og rationel på en og samme tid.

______

Noget jeg burde tilføje?