Svigter vi jøderne - igen?!

I kølevandet på globaliseringen har vi oplevet en betydelig indvandring til Europa fra tredjelande. Således også i Danmark hvor den altovervejende majoritet af flygtninge og indvandrere har islam som fællesnævner på tværs af nationalitet og etnisk tilhørsforhold.

De seneste 10-15 år har dette givet anledning til en ophedet debat i medierne.

Debatniveauet har været stærkt svingende, og nogen af os husker fx stadig med stor forundring da en af brødrene Behnke fra Fremskridtspartiet, i sin tid udtalte noget i retning af at somaliske flygtninge skulle hjemsendes og han da var ligeglad med hvordan det skulle ske.
For hans skyld kunne de såmænd blive kastet ud fra et fly – og dette behøvede ikke nødvendigvis at være med faldskærm (frit ”citeret” fra hukommelsen).

Ekstra bladets reklamefremstød (læs: kampagne mod flygtninge og indvandrerne) i midten af 1900erne understøttede den udtalte polarisering mellem politiske strømninger på området og var medvirkende til at uddybe kløften mellem de dele af indvandrermiljøet, der så sig berettiget til en kronisk offerrolle i det danske samfund, og på den anden side den del af befolkningen, der så anden etnisk oprindelse og islam som et problem i sig selv.

Midt i denne udvikling, af såvel befolkningssammensætning som politisk sprogbrug, overså vi alle sammen en en lille minoritetsgruppe, der er de virkelige tabere i nutidens Danmark: de danske jøder.

Efter anden verdenskrig troede alle at det ikke kunne ske igen. Og det er ironisk nok også med henvisning til 1930ernes uhyggelige nazisme – og racismetækning at vi har (over-)beskyttet yderligtgående islamiske retninger i Danmark. Minoriteter skal nemlig beskyttes. For enhver pris!

Mange af os har imidlertid overset det forhold at den egentlige minoritet i minoriteten i Danmark nu er blevet jøderne.

På den jødiske skole i København er børnene gemt af vejen bag kæmpehegn med lås og samtaleanlæg, og der er nu flere steder i landet hvor jøder ikke længere kan bevæge sig med kalot eller andre jødiske kendetegn uden at være i overhængende fare.

I slutningen af 2003 blev det afsløret at en rapport fra EUMC (EUs center for overvågning af racisme), der konkluderede at muslimske indvandrere stod bag en stigning i antallet af angreb og overfald på jøder og ”jødisk ejet ejendom i Europa, var blevet syltet.

Konklusionen om at en bekymrende anti-semitisme var voksede frem i Europas store muslimske befolkningsgrupper var ubehagelig læsning, og det mislykkede forsøg på at gemme rapporten af vejen gav da også anledning til debat – men øjensynligt ikke refleksion.

Intet har således ændret sig og en tilsvarende rapport, der var planlagt i Danmark er således blevet kritiseret for at ville udvande undersøgelsens formål allerede inden undersøgelsen er påbegyndt.

Men undersøgelser eller ej. Hvad gør vi?

Hvornår kan en ortodoks jøde atter handle på Nørrebro uden at skulle skjule sit religiøse tilhørsforhold? Hvornår kan det det Københavnske fodboldhold med jødiske spillere igen spille kampe uden politibeskyttelse?

Mao: Hvordan vender vi udviklingen, og giver vores jødiske minoritet deres tryghed og fulde ytings- og religionsfrihed tilbage?


Mange hilsener

Michael

PS. Jeg kan i øvrigt varmt anbefale et program fra DR/P1s Radiodokumentargruppe, som har beskæftiget sig en smule med ovenstående problemstilling:

I radiodokumentaren 'Men konflikten flytter med' medvirker danske jøder og en ung dansker med palæstinensisk baggrund. De fortæller om deres syn på hinanden og deres forhold til Mellemøsten”.

God fornøjelse: http://www.dr.dk/p1/dokumentar/arkiv.asp?action=showart icle&id=31635