Tysk

Rettelse af oversættelse

24. februar 2009 af TilaTeq (Slettet)

Er der en, der gider at rette følgende oversættelse?

In Berlin lag meine Chance. In Berlin war "was los". Es wurde mehr und mehr Mittelpunkt. (...) Man war fortschrittlich in Berlin. Man zeigte in den Kunsthandlungen neben Cézanne und Van Gogh auch jüngere französische Maler wie Picasso, Derain und andere, die gerade anfingen, bekannt zu werden. In Berlin gab es wunderbare Theater, einen Riesenzirkus, Kabarette, und Revuen. Bierpaläste, so groß wie Bahnhofshallen, Weinpaläste, die durch vier Etagen gingen. Sechstagen, futuristische Ausstellungen, internationales Tangotanzturnir und Strindbergzyklus im Theater an der Königgrätzerstraße - das war Berlin, als ich dort hinkam. (...)
Wir gingen fleißig in die Natur und skizzierten. Die Peripherie der wie ein Oktopus um sich greifenden Stadt zog uns gewaltig an. Wir zeichneten die noch feuchten Neubauten, die bizarren Stadtlandschaften, wo Eisenbahnen über Unterführungen dampften, Müllabladeplätze an Laubenkolonien grenzten, neben neuausgelegten Straßen schon die Asphaltkessel standen.
Wir liebten die Rummelplätze, wo seltsame Winkelartistenfamilien in buntverzierten Wohnwagen hausten. Auf Rummelplatz entdeckten wir eine grün-rot-goldene, über deren Eingang stand: "Der Tangotanz in verschiedenen Caricaturen". Der Tango war große Mode. Sechs Mädchen, auf Carmen zurechtgemacht, und ein Kavalier in orangefarbenem Frack - das war die Tangofarbe - führten ihn vor. (...)
Von Wertheim ging ich gewöhnlich zu Josty, einem alten, berühmten Kaffeehaus am Potsdamer Platz. Da saß ich stundenlang auf der Terrasse, skizzierte, beobachtete die Menschen oder ließ mir vorm eigens dafür angestellten Zeitungskellner die neuesten Zeitschriften bringen - alles zum Preis einer Tasse Kaffee.
Das Nachtleben zog mich an. Es zieht jeden jungen Menschen an; ein Motteninstinkt in uns wird fasziniert vom Bogenlampenlicht der schillernden, spiegelnden Avenuen. Da mein Freund und ich nicht genug Geld hatten, um in die großen Tanzpaläste zu gehen, mußten wir uns mit der billigeren Garnitur begnügen. Die lag meist in der Friedrichstadt, aber auch weiter herunter an der Weidendantmcr Brücke oder in der Chausseestraße und am Oranienburger Tor.
Im Cafe Oranienburger-Tor hörte ich zum ersten Mal so etwas wie eine Jazzkapelle. Mau nannte es damals eine Radaukapelle. (...) Der Kapellmeister nannte sich "Mister Meschugge" und benahm sich wie ein Wahnsinniger. Er tat so, als könne er den Lürm nicht mehr meistern, zerbrach seinen Taktstock oder hieb mit seiner Geige plötzlich einetn Musiker über den Kopf. Schließlich riß er die große Baßgeige an sich und führte mit ihr einen grotesken Kampf auf, das Ende war immer, daß er die Stücke der zersplitterten Geige ins Publikum schleuderte, das vor Entzücken brüllte und die Trümmer zurückwarf.
Ununterbrochen brachten Kellner neue Lagen Bier und Schnaps für die Kapelle. Das erhöhte die Stimmung enorm. "Meschugge" riß den Musikern die Instrumente aus den Händen, tanzte, sang, sprang plötzlich auf den Flügel und markierte einen sich kratzenden Affen, nahm dann ein großes Glas Bier, tat so, als ob dem begeisterten Publikum zuprostete und goß es dann blitzschnell einem seiner Musikanten in die Trompete... Das Publikum wälzte sich vor Lachen. (...)
In der Friedrichstadt wimmelte es von Huren. Sie standen in den Hauseingängen wie Schildwachen und flüsterten ihr stereotypes: "Kleiner, kommste mit?“ Es war die Zeit der großen Federhüte, der Federboas und des hochgeschnürten Busens. Die hin und her gesschwenkte Tasche war das Abzeichen der Gilde. Das berühmteste Hurencáfe war das Café National in der Friedrichstraße.

Min oversættelse:

I Berlin lå min chance. I Berlin var det der, der "skete noget". Det blev mere og mere midtpunkt. (...) Man var progressiv i Berlin. Man viste også yngre franske malere som Picasso, Derain og andre, der lige var begyndt at blive kendte ved siden af Cézanne und Van Gogh i kunsthandlerne. I Berlin var der vidunderlige teatre, et omrejsende cirkus, kabaretter og revenuer. Ølpaladser så store som banegårdshaller, vinpaladser, der gik gennem fire etager. Seks dage med futuristiske udstillinger, internationale tangodansturneringer og Strindbergcyklus i biografen i Königgrätzerstraße - dette var Berlin, da jeg var der. (...)

Vi gik flittigt i naturen og tegnede. Periferien, der som en blæksprutte om den gribende by dragede os gevaldigt. Vi tegnede det endnu fugtige nybyggeri, det bizarre bylandskab, hvor jernbanen dampede over tunnelen, Müllabladeplätze, der grænser til lystkolonierne ved siden af nyanlagte gader, hvor asfaltkedlerne allerede står. Vi elskede forlystelsesparker, hvor mærkelige artistfamilier boede i udsmykkede campingvogne. I forlystelsesparken opdagede vi en grønrødguldlig, hvor der over indgangen stod: ”Tangodans i forskellige karikaturer”. Tango var stor mode. Seks piger gjorde sig i stand i Carmen-stil og en kavaler i orangefarvet frakke – det var tangofarven – der præsenterede ham.

I Wertheim gik jeg sædvanligt i Josty, et gammel, berømt kaffehus på Potsdamer Platz. Der sad jeg i timevis på terassen, tegnede, betragtede menneskene eller lod mig bede en af personales avistjenere om at bringe mig den nyeste avis – det hele til prisen for en kop kaffe. Nattelivet dragede mig. Det dragede hvert eneste unge menneske; et mølinstinkt i os blev fascineret af buelampelyset – det changerende, spejlende avenue. Da min ven og jeg ikke havde penge nok for at gå i det store dansepalads, måtte vi nøjes med det billigere garniture. Det lå for det meste i Friedrichstadt, men også videre nede af Weidendammer Brücke eller i Chausseestraße og ved Oranienburger-Tor.

I Cafe Oranienburger-Tor hørte jeg for første gang noget, der lignede en jazzkapel. Man kaldte det dengang for en balladekapel. Kapelmesteren kaldte sig selv for ”Mister Meschugge" og benævnte sig som en vaneforestiller. Han skabte sig, da han ikke længere kunne mestre larmen, lod sin taktstok gå i stykker eller slog pludseligt en musiker på hovedet med sin violin. Til sidst rev han den store basviolin fra hinanden og førte en grotesk kamp med den, og slutningen var altid, at han slyngede stykker fra den splittede violin ud til publikum, der henrykte brølede og kastede den tilbage.

Uafbrudt bragte tjenerne nye friske øl og snaps til kapellet. Det forhøjede stemningen enormt. ”Meschugge” rev musikernes instrumenter fra hinanden ved håndens kraft, dansede, sang, sprang pludselig op på flygelet og markerede sig som en kradsende abe, tog da et stort glas øl, skabte sig, som om det begejstrede publikum tilskålede og hældte det lynhurtigt i en af sine musikeres trompeter. Publikum rullede sig af grin.

I Friedrichstadt vrimlede det med horer. De stod i husindgangene som skildvagter og hviskede deres stereotyper: ”Lille du, kommer du ikke med”. Det var de store fjerhattes, fjerboaers og de opsnørrede barmes tid. De frem og tilbage svungne tasker var branchens mærke. Den mest berømte horecafé var Café National i Friedrichstraße.


Skriv et svar til: Rettelse af oversættelse

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.