RET STIL! AFLEVERING ONSDAAG !

kommafejl: find kommareglerne og ret det igennem :) Det lærer du mest af ;)

stavefejl: det meste retter computeren, dog må du selv kigge igennem for tastefejl og sammensatte ord.

bytte andre ord ud med andre: brug en synonymordbog hvis du er i tvivl.

At vi andre retter den slags ting, det lærer du intet af, og det kræver arbejde at blive bedre.

Ja men det word program jeg har er på engelsk. Det retter slet ikke.. Tja kommafejl, skal jeg nok selv prøve af klare. Men synonymordbog har jeg ikke.? er der en hjemmeside eller hva? ?

http://dictionary.sensagent.com/synonymordbog/da-da/
Jeg ved ikke hvor god den er, men du kan da afprøve den ;)

Derinde kan du nok også tjekke stavning, hvis du er usikker på den :)
 

Ok.. tusind taak..

Har smidt den ind i word, og jeg markerer nu, hvor den markerer noget. Så må du selv finde ud af, hvad der er galt :)

Ved Højer Sluse
Efter denne episode havde Alfred stadig ikke lyst til at leve. Det var urimeligt, at hans forlovede og kommende kone, Karen Margrethe Nielsen skulle dø. Hvordan kunne guds veje være sådan? Hvorfor skulle det lige være hans forlovede der skulle lade livet?
Bagermanden sendte bud efter Alfred, og bad ham om at være med til begravelsen. Alfred blev hentet i en hestevogn, og blev behandlet som en del af familien. Han var jo ved af blive en del af familien Nielsen. Han boede alene, hele hans familie gik bort under 2. Verdenskrig. Alfred blev modtaget med en varm velkomst, men alligevel kunne han følte han en vis tomhed. Hver gang han plejede af besøge familien Nielsen, sad han med Karen og sludrede lidt sammen. Men nu var alt forbi, han skulle leve som et ensomt menneske, helt alene gennem denne verden. Han kiggede ud af vinduet, da alle byens folk gik ud, det var lige ved at blive mørkt. Han så et stjerneskud, han kunne huske at han og Karen engang også så et stjerneskud og de ønskede at leve sammen til døden. Men det var åbenbart løgn. Men han ønskede alligevel, at gud ville bringe ham den skønneste pige som han aldrig ville glemme, nemlig Karen. Alfred kom tillage til virkeligheden og hilste på familien Nielsen, og gik hjemad.
På vejen hjem tænkte han på Karen, hvad mon der er sket med hende nu, når hun er oppe I himlen, hvad kan gud have gjort ved hende?. Han bed bare, om at hun skulle komme I paradis og leve resten af sit liv godt med guds engle.

Tidligt næste morgen tog Alfred af sted til bageren for at arbejde. Han lukkede op, og gik ind for at tænde kakkelovnen. Han sad og hørte radio, da en meget ung kvinde kom ind. Hun havde en lang jakke på med hue og vanter. Hun kiggede ned på gulvet som var revet, efter et øjebliks stilhed afbrød Alfred stilheden:
“ Godmorgen kære frue” sagde Alfred.
Den unge kvinde tog sit blik op, og kiggede på Alfred. Hendes lyseblå øjne hypnotiserede Alfred, han følte han var i en hel anden verden, hun stjal hans hjerte på et øjeblik. Han kunne ikke tro sig selv, denne kvinde lignede Karen eller det måtte være Karen de var jo som to dråber vand!.
“ Øh, undskyld mig, jeg skal have 2 styks wienerbrød” sagde den unge kvinde med en meget utålmodig stemme. Alfred svarede ikke, han kunne bare svømme i de store øjne. Han tænkte på, Amors pil havde nok ramt ham, for det der var helt sikkert kærlighed ved første blik.

“ Vor herre bevares, nu må de altså lige betjene mig” sagde damen.
“ Ja det må du virkelig undskylde, ja her får 2 styks wienerbrød” sagde Alfred imedens han begyndte af smaske som om han var sulten. Damen tog posen og smidte 5 kr. ned på disken og sagde “ i må altså lærer at betjene folk ordentligt.”

Hun gik ud, og Alfred fulgte efter. De gik og gik, de skulle igennem en skov, og der tog Alfred chancen. Han løb bag hende, og tog fat om hendes arm. Hun begyndte af skrige så sagde han: “ rolig nu, jeg vil ikke gøre dig fortræd.” Hun blev helt hysterisk og var ikke til af styre. Alfred trak hende hen til et træ og der sad de.
“ Jeg har mistet min forlovede, hun lignede dig på en prik. Lige da du kom ind på bageren begyndte mit hjerte af banke, jeg tror jeg er forelsket i dig. Jeg tror min kones sjæl er inde i dig. Jeg vil gerne gifte mig med dig.” sagde Alfred som var helt rød i hovedet men følte sig meget modig. Den unge pige kiggede meget forbløffet på Alfred. “ Jeg er meget ked af det med din forlovede, men jeg tror ikke at hendes sjæl er inde i mig, jeg tror ikke jeg er som nogen andre. Der findes ingen som mig, og jeg er faktisk selv forlovet”. Den unge pige kiggede på sin hånd og der sad den fineste ring på hendes finger. Alle og enhver pige ville ønske at have sådan en ring.
“ Jeg hedder Alfred, og er 24 år gammel, hvad med dig?” sagde Alfred.
“ Jeg hedder Sidsel og er 22 år gammel” svarede Sidsel med en meget genert stemme. Alfred kiggede på hende, og han gik tættere og tættere på hendes ansigt, og dermed satte han hans læber på Sidsels læber. Hun blev så gal, at hun gav ham en lussing og løb væk. Alfred lå der, dybt forelsket i en som ikke vidste at han var den rette. Han tog sine nøgler ud, og snittede A+S i træet. Det begyndte nu at regne, og regn fik Alfred til at blive deprimerede.
Alfred kig hjem og tænkte på Sidsel. Han kunne bare ikke tænke på andet, han synes simpelthen at hun var perfekt. Efter alle de tanker som svævede rundt oppe i hans hoved faldt han endelig i søvn.

Næste dag da han gik til bageren, var det som sædvanligt ham som skulle tænde kakkelovnen, og sidde og vente på kunder.
Ved 14-15 tiden kom der nogle børn som købte, et stykke brød på hjemmevejen. De mindede Alfred meget om ham selv. Han plejede også at købe brød som barn, men ikke længere. Nu var det kærlighedslivet som gjaldt.
Pludselig kom en kvinde ind, det var Sidsel. Blå mærker havde hun, hendes læber var revet man kunne se hun havde fået bank af en.
“ Hvem har gjort det der? “ sagde Alfred.
“ Ja, det har min forlovede fordi han i går havde set os i skoven, da du påførte dine læber på mig.” sagde Sidsel meget hidsigt.
“ Det her skal diskuteres, lad os tage hen på en af de ungdomscafeér og sludre over en kop cafe. “ sagde Alfred med en meget urolig stemme. Sidsel nikkede og de tog deres vej ud mod byen.

De kom ind på cafeen og sad ned. Alfred sagde:” jeg vil meget gerne starte et liv med dig, jeg føler at jeg har kendt dig i lang tid. Jeg ved godt det lyder lidt skørt, men du ligner min døde kone på en prik.” De kiggede dybt i hinandens øjne, de begge tænkte det her er virkelig kærlighed ved første blik. Sidsel sagde:” jeg har heller ikke rigtig kunnet lide min forlovede, mine forældre tvang mig til at gifte mig med ham.” Alfred smilede bredt og sagde:” betyder det her så at du siger ja til mig?”.
“ Ja det tror jeg at jeg gør” sagde Sidsel.

Efter 2 uger havde Alfred allerede friet til Sidsel, og hendes forældRE havde accepteret at hun gifteedeee sig med Alfred. Alfred ville stadig sikre sig at det hele var I orden med bagermanden, og det var det. Alfred og Sidsel blev gift I Højer sluse bys kirke.

Efter 2 år, hørte man fra Sidsel og Alfred. Alle de normale skænderiier man plejer af have som Ægteepaar begyndte. Maskerne var taget af. Nu var ingen som før. Alfred kunne ikke holde Sidsel ud længere, hun var ikke som Karen. Hun var præcis den modsatte person. Alfred prøvede på at få Sidsel til at sige de ting som Karen plejede af sige og gøre de ting som karen plejede men det kunne han ikke. Man kan jo ikke ændre på folks personligheder. Sidsel kunne heller ikke holde Alfred ud længere. Han gav altid ordre, som alle mænd plejede af gøre. Hun skulle gøre dit, og sige dat, og opføre sig på en bestemt mÅde. Og hun var ikke vant til sådan noget. Sidsel var jo ene barn, så hun var på en mÅde stædig og forkælet. Alfred og Sidsel havde tænkt sig at skille sig væk fra hinanden. Men det kunne de ikke, de følte der var noget som holdt dem sammen. Sidsel var nemlig 8 måneder under graviditeeteeen, og på den mÅde følte Sidsel og Alfred at der var noget som holdt dem sammen. Et bånd som de ikke kunne ødelægge.

“ Det blev en pige” sagde sygeplejersken.
“ Det er det smukkeste jeg nogen sinde har set I mit liv.” sagde Alfred.
“ Ja, hun er så dejlig.” sagde Sidsel og smiledee til Alfred.
“ Ja men vi må jo indrømme at hun har mine øjne” grinede Alfred.
“ Gu har hun ej” sagde Sidsel. Der sad de 3 personer sad der, en lille lykkelig familie.
Solen skinnede ned på dem, de følte de var I paradis, de følte at de sad med guds gave.
” Hva’ har I tænkt jer af kalde hende?” sagde sygeplejersken.
” Karen!” sagde Alfred. ” Karen er hvad hun skal hedde, det er perfekt til en lille engel som hende.”
” Ja, Karen er et sødt navn. Karen skal hun hedde.”. Sagde Sidsel.

Efter 2-3 dage skulle Sidsel ud. Hun havde det godt, og kunne nu tage Karen med hjem til Alfred. De var lige på vej ud, da lægen og sygeplejersken ønskede Alfred en go dag, og huske at opdrage den Nyfødtee godt ” børn er jo fremtiden” sagde de.

Ligepludselig udbrød Alfred:” Det kan være nogle folks ydre er ens, men hvis man siger at indren er ens, så er man sku galt på den. Alle er forskellige, ingen har de samme personligheder. Prøver man på at ændre dem, lykkedes det en ikke. Fordi man kan aldrig ændre på folks personligheder uanset om hvem det er, eller hvordan man gør det. FOLK ER BARE IKKE ENS!
Alfred gik ud til Sidsel og Karen. Han holdte om Sidsel og de var på vej hjem. Det gik alligevel godt for Alfred, hans liv kørte ret godt. Bare han stadig kan holde ud af leve med Sidsel, men barnet skal nok holde dem knyttet sammen amen. Solen skinnede ned på dem, og de vente sig om og var på vej hjem, for at startede deres liv som en god familie der holder af hinanden.

 jeg syntes at det er en super fed stil du har skrevet 

hvad  sagde din lære til den den er jo mega  god det er lang til siden jeg har hørt sådan en god stil :)