Debat
Kvinder og teknik - og valget i dag!
Kære alle Studieportal-aktive,
"Hun kom, hun så, hun skrev - og forsvandt", har mange af jer sikkert tænkt. Og det kan jeg godt forstå.
Desværre skete der to ting på en gang - nemlig dels en absurd travlhed grundet valgkampen, som betød uddelinger på gaden meget tidligt om morgenen, dagen fyldt med organisering og debatmøder, aftener med flere debatmøder og nattetimer, hvor der skulle svares på mails osv. Nej, det er ikke specielt glamourøst at være Folketingskandidat.
For det andet - og deraf blog-titlen - var mailen med mit kodeord og password forsvundet. Og så var det jo sin sag at komme i gang med blogningen...
Beklager! Forstår godt de af jer, der har undret sig over, hvor jeg blev af...
Før jeg svarer på diverse spørsgmål vil jeg sige, at de mange debatmøder, jeg har deltaget i rundt omkring i København bl.a. på uddannelsessteder, har gjort det ret klart for mig, hvorfor jeg holder fast i min mærkesag om uddannelsespolitik.
V, K og DF bruger meget tid på at fortælle, hvor vigtigt det er, de synes,at uddannelsespolitik er, fordi - som vi alle sammen siger - Danmarks velfærd garanteres kun ved at investere i uddannelse. Virkeligheden er dog, at det IKKE er sket under VKO-regeringen.
Hvis vi i SF får et super valg idag - det kan I jo være med til at sikre, og sæt da gerne kryds personligt på mig - og vi sammen med S, RV og EL får tilstrækkelig mange mandater til at skabe et andet flertal, da vil jeg sætte følgende på dagsordenen:
- Stop for brugerbetaling i uddannelsessystemet - og iøvrigt støtte en lov mod brugerbetaling, så der ikke er nogen tvivl
- En SU til at leve af - det er et politisk ansvar at sikre, at uddannelse er fri, lige og gratis for alle, og en ordentlig SU kan være med til at udjævne de skel, der er mellem unge fra socialt og økonomisk forskellige baggrunde.
- Genindførelse af gruppeeksamen
- Mere og bedre vejledning til de studerende og mere tid til læring og forskning
- Større frihed til uddannelsesinstitutionerne - fremfor statslig og centralstyret kontrol
- Forhøjelse af taxameterbeløbet per studerende med 5000 kr (hvis det ikke kan lykkes at ændre selve taxametersystemet, hvilket jeg hellere ville)
- Opprioritering af den frie forskning
For ungdomsuddannelserne vil jeg arbejde for
- Afskaffelse af lærerfri timer
- Klassekvotienter på max 28
- investeringer i nye undervisningsmaterialer
Og til jer på Studieportalen vil jeg give et af mine meget få valgløfter (udover det man vil "arbejde for" i håb om at skaffe politisk opbakning hos andre partier) - nemlig at være aktiv og 'lægge hovedet på bloggen' hér i dette forum ganske jævnligt.
Valget i dag er afgørende - et valg mellem massive investeringer i uddannelse og vores fælles velfærd eller en fortsættelse af udsultningen af den offentlige sektor og løfter om skattelettelser.
Til jer, der overvejer at stemme SF - stem gerne personligt på mig. Jeg har brug for hver en stemme, og du kan til gengæld få direkte indflydelse på, hvem der skal repræsentere SF i Folketinget.
Hvorfor stemme på mig? Fordi uddannelse er en af mine tre mærkesager - MEN læs mere om, hvad du får ved at stemme personligt på mig på min hjemmeside www.trinemach.dk
Godt valg - og spørg endelig løs, jeg er ved computeren en stor del af eftermiddagen.
Trine Mach
Skriv et svar til: Kvinder og teknik - og valget i dag!
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.
