Studievalg og videregående studie
Studiepraktik: forbered dig på valget
Ethvert valg indebærer altid et fravalg. Hele livet igennem tager vi det næste skridt og udvikler os på baggrund af de valg, vi foretager. Af og til vender fravalgene tilbage og spøger i vores tanker - for var det nu det rigtigt valg vi foretog?
Det findes ingen helgardering, du kan ikke tippe en 13’er eller spille på flere heste. Slet ikke når det gælder valget af det rigtige studie. Du kan godt vælge om, men jo mere sikkert du træffer det første valg, jo mere motiverede bliver dine første skridt ud af karrierevejen.
Forberedelse og selvindsigt
At træffe det rigtige valg handler om god forberedelse og selvindsigt. Du skal være forberedt på det valg, der venter dig. Det vil sige; have opvejet og sammenlignet forskellige studier, uddannelsessteder og hvilke andre parametre, der har betydning for dig. Men vigtigst af alt bunder det kvalificerede studievalg i en proces af selvindsigt og refleksion over dine drømme, mål og kompetencer. Her taler vi ikke en større forkromet holistisk meditationsprocedure – nej, det handler kort og godt om, at DU bliver bevidst om, hvem du er, hvad du er god til, hvad du forventer af dig selv, hvilke drømme og mål du egentlig går og tumler med omkring din fremtid, og derigennem får sammensat en profil over, hvad de vigtigste elementer er i DIT valg af studie.
Skriv det ned!
Det er en rigtig sund øvelse at sætte sig ned og reflektere over disse spørgsmål. Kan du eksempelvis skrive dine mål ned i sætninger? Formulere din drøm om fremtiden, hvem/hvor du vil være om 10 år? Lave en liste over dine kernekompetencer, og dem du ønsker at blive bedre til? (Eks. arbejde med større matematiske opgaver, tænke kreativt, organisere og skabe struktur i et projekt, skrive tekster osv.)
Det kan sagtens gøres simpelt, og bare det at få noget ned på skrift, som du formuleret og comittet dig selv til, er et målrettet skridt på vejen til at kende dig selv bedre og finde det rette studie til at matche dig.
Ind under huden på uddannelsen
Selvindsigten er et benarbejde, du selv må stå for, selvfølgelig med hjælp at hente hos din studievejleder, venner og familie. Forberedelsen rent praktisk i forhold til forskellige studier står uddannelsesstederne klar til at hjælpe dig med. Her på dit sidste år af ungdomsuddannelsen bugner det af tilbud fra uddannelsesstederne. Et af de første løber af stablen i uge 44 og er tre dages studiepraktik eller brobygning på en videregående uddannelse. Her står studievejledningerne på de forskellige uddannelsere klar til at give dig en smagsprøve på uddannelsen, studiemiljøet og undervisningen. I løbet af sådan tre dage vil du få mulighed for at komme ind under huden på en uddannelse og opleve studiet for real, som supplement til alle de kulørte og shiny brochurer, du sikkert allerede har læst igennem. Oplevelsen af studiet sker igennem vekslen mellem studievejledning, undervisningsforløb sammen med andre brobyggere og deltagelse i reele undervisningsforløb med nuværende studerende.
Når du sidder over for din studievejleder hjemme op skolen, skal du overveje, hvor mange forskellige uddannelser, han eller hun skal kunne vejlede dig og dine medstuderende i. Ved at komme på en studiepraktikophold får du selv studiet, fagligheden og miljøet at føle, og du vil kunne fornemme, om det passer sammen med den profil af dig selv, du er nået frem til.
Realistiske forventninger
Når du træder ind af dørene på universitetet, seminariet eller handelshøjskolen, skal du huske, at det i nogen grad er en anden verden, du træder ind i. Her er fokus på teori og forskning, og underviserne er forskere og ikke lærere. Du må derfor ikke lade dig skræmme, hvis du støder ind i en virkelighedsfjern professor, der synes at tale et sprog, du ikke forstår. Eller hvis du ender til en forelæsning om højtragende emner som epistemologi, at finde orthogonal basis for et underrum eller fænomenologisk videnskabsteori. Der er jo trods alt et helt år eller flere, til det er en del af din hverdag som studerende, og på det tidspunkt er du blevet introduceret til verdenen på en videregående uddannelse og har noget at sætte teorierne i forhold til. Så tag det som en oplevelse!

Links at surfe videre på
Langt de fleste uddannelsessteder har brobygnings- eller studiepraktikarrangementer, så en simpel søgning på Google, vil du komme lange med. Her er lige lidt hjælp på vejen – links til landets universiteter samt nogle samlede regionale oversigter:
Århus Universitet
Handelshøjskolen, Århus Universitet
Syddansk Universitet
Roskilde Universitets Center
Brobygning i Region Syddanmark – ”Studenterbroen”
Brobygning Nordjylland
De fleste arrangementet løber af stablen i uge 44, og der er seneste tilmelding omkring d. 14 september! Så det er nu, du skal orientere dig på din skole om mulighederne for at komme afsted til brobygning.
I forbindelse med brobygningen på studiet i Humanistisk Informatik på Aalborg Universitet sidste år, fulgte Studieportalens redaktør brobyggerne i de tre dage. Det kom det en spændende artikkel ud af, hvor du kan se et eksempel på et brobygningsforløb, høre om deres erfaringer og oplevelser. Du finder den her på Studieportalen.dk.
Skrevet af Signe Skov Andersen.
Skriv et svar til: Studiepraktik: forbered dig på valget
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.
