Bedømmelse og rettelse af dansk stil (:

hey, vil gerne lige høre jeres mening, og evt få nogen rettelser osv i den stil jeg lige har skrevet som jeg snart skal have afleveret (: opgaven lyder på at man skal skrive en novelle til et billede af en dukke på et håndklæde på en sten, som skal spille en væsentlig rolle, og den skal foregå på en dag, med 1 eller flere flashbacks. teksten kommer her..

FORLADT.

Lørdag Morgen, ikke en af de dage hvor man bare har lyst til at springe op af sengen lige når ens vækkeur ringer. Men det blev jeg vel som altid nødt til, for selvom jeg kunne slukke mit vækkeur kan ingen slukke min mor. 3 gange måtte hun op at kalde på mig, før jeg omsider fik mig taget sammen til at gå ned til de andre og spise morgenmad. Ved bordet sad min 10-årige søster, med sin nye dukke som jeg gav hende til hendes fødselsdag, og prøver at finde ud af den krydsord min far, for længst har opgivet. Min mor spørger, med munden fuld af marmelade og brød, om hvad vi gerne ville lave i dag. Jeg svarede, snerrende, at jeg ikke gad lave noget med dem, fordi de altid skal opføre sig så umodent og underligt. ”FAR! DER SKAL STÅ HAVET!” råbte min lillesøster. ”Jamen det var da en god idé. Hvad siger i til vi alle sammen pakker vores ting og tager ud til Vesterhavet i dag?” svarede min mor. Min far sagde ikke noget til det, men hvis han ikke svarer os antager vi ham altid for at svare ja, og desuden har han intet valg. Det havde jeg heller ikke, for jeg kunne simpelthen ikke komme på nogen undskyldning for ikke at ville tage med og desuden, så er det vel også ved at være ret lang tid siden jeg har været ude at bade. Min lillesøster og jeg går op på vores fælles værelse og pakker alle vores ting. Jeg pakker bare et par badebukser og et håndklæde, men min søster skal jo selvfølgelig finde den store taske frem og begynde at pakke halvdelen af sit værelse ned. ”Hvis nu du tager et blåt håndklæde med, så tager jeg et orange, så kan vi kende forskel.” foreslår jeg. På vej i bilen spurgte min mor om vi ville med ud at gå en lang tur. Hun havde som altid allerede smurt den helt store picnic-kurv. Min søster og jeg er dog enige om at vi bare vil ud at bade, så kan de få lov at gå alt det de vil. Vi ankom til stranden og vi var heldigvis de eneste der var til stede, for jeg hader at bade med fremmede mennesker. Min søster løb ud mod vandet med sin dukke i hænderne. ”Du kan altså ikke have den dukke med ud i vandet, så bliver den ødelagt.” siger jeg til hende. Hun lægger den på en stor sten inde ved bredden og skynder sig ud i vandet og jeg løber lige i hælene på hende. ”Vi smutter!” råber min mor og far. Jeg vendte mig om, vinkede og kiggede tilbage på min lillesøster. Men hvor var hun henne? ”MARTIN!” kunne jeg høre hende skrige. Jeg kunne ikke se hende nogen steder. Hver gang hun skreg mit navn var det et nyt sted fra. I starten troede jeg det var for sjov, men jeg kunne straks efter høre i hendes stemme at det var alvor. Jeg fik øje på hende. Hun hvirvlede rundt i havet, meget hurtigere end noget menneske ville kunne svømme. Vi havde lige haft om oceanet i Biologi, og jeg vidste at der kunne forekomme høje strømninger, men jeg vidste ikke det kunne ske herude. ”HJÆLP MIG MARTIN!” skreg hun igen. Jeg var hjælpeløs. Jeg svømmede ud mod hende så hurtigt jeg kunne, men kunne hurtigt mærke kraften af den store strøm i vandet. Jeg tænkte at hvis jeg først begyndte at bevæge mig længere ud mod den strøm ville jeg blive revet med, og så ville det kun blive værre.
Jeg løb alt hvad jeg kunne ind på stranden og råbte om hjælp i alle retninger. Der var ingen. Jeg var helt alene og min søster var ved at drukne. Jeg skyndte mig ind i vores bil og forsøgte at kortslutte den, sådan som Brian havde fortalt mig. Efter 3 kvarter gav jeg op. Jeg løb alt hvad jeg kunne ned til havet for at se om min mor og far skulle være kommet tilbage. Det var de ikke, men jeg så noget stikke op af vandet. Det kom nærmere og nærmere. Jeg kunne se det var en mand der svømmede med noget på brystet. Det var min lillesøster. Da hun kom ind kunne hun knap trække vejret og var blevet mere eller mindre maltrakteret af den hårde strøm. Manden sagde jeg skulle holde hende imens han ringede efter en ambulance, og jeg bare skulle tage det roligt, pigen ville være okay igen så snart hun kom på hospitalet. Jeg var helt ude af den, ”DET ER MIN SØSTER!” blev jeg ved med at råbe til manden, som ikke så ud til at være specielt påvirket af situationen. Kort tid efter kom ambulancen, og der gik heller ikke lang tid før den havde taget min søster med sig igen. Manden kom hen til mig og sagde at han var livvagt. Han havde siddet oppe i fyrtårnet på den anden side og set det hele i sin kikkert. Han havde derefter skyndt sig alt hvad han kunne for at nå frem og redde min søster. Men da han nåede den rigtige side af bredden anede han ikke hvor han skulle svømme ud for at finde hende, men så så han den lille dukke på det blå håndklæde, og svømmede i en lige linje ud fra den, og der lå hun og kunne knap bevæge sig.
Jeg var stadig rigtig bange, jeg kom til at tænke tilbage på hendes smil fra hendes fødselsdag da hun åbnede min gave. Var de dage ovre? Ville jeg aldrig få det smil at se igen?
Manden vækkede mig fra mine tanker og kørte mig ud til hospitalet hvor mine forældre stod og var grædefærdige. Vi ventede i 3 timer på at lægen kom ud til os og sagde at hun nu var ude for livsfare. Jeg havde aldrig været mere lettet og skræmt på samtidig i mit liv. Politiet kom og spurgte mig om hvad der var sket, helt ned i detaljer. Jeg har en rigtig god hukommelse og huskede alt hvad der var sket. Vi fik lov at tage hjem samme dag, med min lillesøster og siden har livet ikke været det samme.