Rene Descartes - materielt / ikkematerielt

Det er den gamle diskussion, om der virkeligt eksisterer en materiel verden uafhængig af vores sanseindtryk.

En materiel årsag er, at sanseindtrykkene kommer fra en sådan objektivt eksisterende materiel verden.

En immateriel årsag er, at sanseindtrykkene ikke kommer fra en sådan objektivt eksisterende materiel verden, men at det er et højere åndevæsen (fx Gud/Jahve i kristendommen/jødedommen), der gør sådan, at vi får sanseindtrykkene.

Det første kaldes også "realisme" og det andet kaldes "idealisme" (hvis man altså taler om perceptionsfilosofi, "philosophy of perception", i sindsfilosofi, "philosophy of mind", er "idealisme" den teori at alting er åndeligt, hvis modsætning så er materialismen, altså at alting er materielt).

"Perception" er sansning sammen med refleksion (bearbejdning i sindet).

Et eksempel på en idealist (i begge forstand) er Berkeley. Han mente at det at være (eksistere), er at blive perciperet, "esse est percipi", men Gud perciperede alting hele tiden, så derfor eksisterede det. Ifølge Berkeley var der dermed ikke nogen materiel verden kun en åndelig verden. Hans idealisme kaldes for den subjektive idealisme, da han mente at tingene virkelig var, som de fremstod for os, altså at en åre der "bøjer" i vandet, virkelig er bøjet.

Et andet eksempel er Kant, der ikke benægtede eksistensen af en objektiv materiel verden, men han mente, at man ikke kunne få nogen erkendelse om den. Han skelnede mellem "ding an sich" og "ding für mich", altså "tingen i sig selv" og "tingen for mig". Ifølge Kant kan vi kun få erkendelse om det sidste, dermed at det vores sanseindtryk og percipering, der danner grundlag for vores erkendelse, vi kan ikke vide, hvordan verdenen virkelig ser ud.

Descartes startede jo med at sige, at man ikke kunne være sikker på noget som helst (cartesiansk skepticisme), fordi det kunne jo være en ond dæmon, der narrede os. Senere "beviste" han Guds eksistens, ved at sige at da vores forestilling om Gud er, at han er et "fuldkomment væsen", så må han eksistere, da man ikke kan være fuldkommen og samtidig ikke eksistere (dette gudsbevis eksisterede før Descartes, det hedder det "ontologiske gudsbevis").
Decartes lavede også et andet gudsbevis, det såkaldte "antropologiske gudsbevis", der gik ud på, at da vi mennesker er ufuldkomne, så kan en forestilling om et fuldkomment væsen kun komme fra et fuldkomment væsen, altså Gud.
Og da Gud er fuldkommen, så vil han heller ikke snyde os, og dermed viste Descartes at man ikke behøvede at være skeptiker.

Undskyld for mit langtrukne svar, der måske kørte lidt ud af et sidespor, men jeg synes at filosofi er rigitg spændende.