Læse i USA eller Canada

Kig evt. med i denne tråd:

https://www.studieportalen.dk/Forums/Thread.aspx?id=873718

1. Er det 'bare' karakterer universiteterne bedømmer international students på? Og gælder 1.03 og 1.08 reglen i udlandet?

Nej, reglen gælder ikke og det er meget mere end karakterer de kigger på. Du skal også skrive personal statement + du skal tage SATI og SATII og gerne en TOEFL-test.

2. Hvor meget vil det koste (med bolig, mad forsikring osv.) at læse på disse universiteter (kan dække lidt over 100,000 kr. årligt).:

Du skal sætte omkring en million kroner af til 4 år på college afhængig af hvilket uni du vælger (og hvilke der accepterer dig)

Yale, UC Berkeley, State University of San Diego, Thompson Rivers University, og Trent University. (Hvis der er andre universiteter med stor 'reputation' indenfor kemi I vil anbefalde, må I meget gerne skrive dem her, bare de ikke er community colleges) .

Bare gode eller hvad? Harvard, Stanford, Columbia, NYU, CIT, MIT, Berkeley, Cornell, Princeton, UoC - der er mange gode - næsten alle dem jeg nævnte har gode kemi afdelinger.

3. Jeg er ikke dansk statsborger. Betyder det så at jeg ikke kan få min SU med, selvom jeg er født opvokset i landet?

Det tror jeg ikke du kan. Du kan ringe til SU-udland. Nummeret findes på hjemmesiden. Hvis du er dansk statsborger kan du også få betalt graduate school.

4. Hvordan forholder de danske karakterer sig til de amerikanske og canadiske? Tæller vores mere eller mindre?

Det er ikke så meget karakterer: mere dit statement og dine test som jeg skrev ovenfor.

5. Måske et lidt dumt spørgsmål, men skal bare være sikker. Hvem kan hjælpe mig med min ansøgning til universiteterne nævnt under ad. 1? Har søgt på 'kilroyeducation', men det ser vist ud til, at de ikke tilbyder hele 'bachlor degrees', men derimod kun 'Study Abroad' programmer.

Ja, du skal selv igang. Man kan ikke bruge de der sider hvis man skal tage en helt degree derovre - desværre.

6. Hvor god en chance mener I jeg har for at blive optager udefra karakterer? Mine karakterer ser således ud indtil vidre; har mest fokuseret på de afsluttende fag:

Endnu en gang: de betyder ikke så meget, men dine karakterer ser fine ud. Husk at de første 1,5-2 år i College er almene, så du skal have alle fag. Dit major kommer langsomt hen af vejen.

Held og lykke med det hele og kom endelig med flere spørgsmål hvis du har det.

Karam

Hej JKaram,

Tusind tak skal du ha' for dine svar. Men jeg har dog et par spørgsmål til:

1. Hvad er en SATI og en SATII test?  En form for intelligens test, eller hvad? Hvis ja, er det så noget i stilen af en I.Q. test? Og kan jeg tage dem og TOEFL testen herhjemme? Og er det ikke kun de amerikanske universiteter, der kræver en SATI og SATII test?

2. Men kan min studievejleder slet ikke hjælpe mig med dette? Tror du at universiteterne vil tage en 17-årig gymnasie dreng seriøst, hvis jeg ringer til dem/skriver til dem?

3. Når man skal skrive en personal statement, skal man så skrive, hvorfor man vil studere på netop dette universitet, komme med eksempler på, at man er en ansvarlig person (f.eks. fritids arbejde) og sine fritidsinteresser, eller er det noget helt andet?

4. Et måske lidt urelevant spørgsmål, men hvis jeg nu vælger et uni i på niveau med SDSU, ville det så reducere budgettet mere end det eksempelvis ville gøre, hvis jeg havde valgt Standford?

5. Men reglen ved valg af 5 A-fag gælder da? Jeg har selv set, at high school students må gange deres gennemsnit med noget.

Og når du siger, at de ikke kigger så meget på dine gymnasie karakterer, mener du så, at det indirekte ikke kan betale sig at få højre karakterer?

Du lærer vel mere ved at få højere karakterer? Og en vis portion viden skal du vel have med?

Før jeg svarer på dine spørgsmål, vil jeg gerne vide hvorfor du har sat dig for at læse i USA (du må gerne svare specifikt på dette, således jeg måske kan aflive et par myter)?

Dernæst:

Vi har rigtig gode uddannelsesmuligheder i Danmark, og du vinder ikke det store på at læse på et fint universitet i USA. For det første er det er dig selv der er med til at definere din uddannelse (da det jo mest er selvstudie), og er du dygtig nok, er det ligegyldigt om du har en grad fra Harvard eller KU, når du vil læse noget naturvidenskabeligt (som er det samme uanset hvor du er i verden; det er det samme stof du skal igennem). Derudover er optagelsesprocedurerne MEGET krævende både karaktermæssigt og menneskeligt. De kigger meget på dine karakterer, men ikke kun på dine karakterer (som #2 skriver, er der diverse essays, samt krav til sproglig kunnen (SAT, TOEFL)).

Min studievejleder fortalte mig at det kun gav mening at læse i udlandet hvis det var sådan at universitetet i udlandet var eksperter på området (som Oxford i Ægyptologi), men ikke i naturvidenskabelige fag. Der vil være masser af (forsker)jobs at få bagefter.

Jeg vil derfor anbefale dig at blive i Danmark. Hvis du endelig vil til udlandet, så har de fleste universiteter i Danmark aftaler med universiteter i udlandet, og du har mulighed for (ihvertfald på KU), at tage op til 2 semestre (ét år) i udenlandet. Dette er både billigere og nemmere (ikke optagelse på samme måde), idet universitetet hjælper dig. KU har fx gode kontakter til nogle af de fineste universiteter i udlandet, idet de er medlem af IARU (google det), så "Ivy League" universiteterne kan man godt komme ind på gennem den vej. På kandidatdelen kan du også få penge med fra staten af til at betale uddannelsen (tuition fees), så der kan man måske begynde at overveje det. Ellers giver det ingen mening er min mening.

Derudover er der slet ikke taget højde for at du også skal have fat i en amerikansk opholdelsestilladelse... Alt i alt: Ekstremt bøvlet og unødvendigt. Canadiske universiteter er nok nemmere at komme ind på og billigere, men dette ved jeg ikke noget specifikt om.

Som du måske kan læse på mit indlæg, har jeg sat mig ind i tingene, fordi jeg selv overvejede at søge om optagelse på Cambridge University. Karakterne havde jeg; afsluttet gymnasiet med 12,3 i gennemsnit, men ikke engang det kunne garantere mig optagelse, og så havde jeg ikke havde pengene til det og det var ALT for bøvlet (og det er endnu mere bøvlet i USA end i England). Muligvis kan man få noget finansiel støtte, men jeg aner ikke hvor meget eller hvor svært det er at få. Og som skrevet fandt jeg også ud af at det var ligegyldigt i det lange løb, så jeg tager ihvertfald min bachelorgrad på KU ligesom jeg vil anbefale dig at gøre det.

 -----------------

1. Er det 'bare' karakterer universiteterne bedømmer international students på? Og gælder 1.03 og 1.08 reglen i udlandet?

Universiteterne er MEGET selektive i USA og de optager ikke specielt mange internationale studerende. Du kan prøve at læse på MIT's side for (og MIT er ikke en af dem der er sværest at komme ind på) at danne dig et indtryk af det; 3636 ansøgere - 123 optagne; et meget lille nåleøje. Du skal være blandt de 3% bedste ansøgere. I praksis vil det sige du nok ikke skal have meget andet en topkarakterer. På Oxford University kræver de 11 i gennemsnit før de overhovedet gider snakke med dig, så det er nok ikke meget lettere på Yale, Stanford mv.

http://www.ox.ac.uk/admissions/undergraduate_courses/international_students/international_qualifications/index.html#aeuropean_union

2. Hvor meget vil det koste (med bolig, mad forsikring osv.) at læse på disse universiteter (kan dække lidt over 100,000 kr. årligt).:

Det vil koste rigtig mange penge. Du skal vel bruge små 70.000 kr. om året blot på mad, og dertil kommer tuition fees, og de stiger meget desto mere prestige universitetet har. På Harvard koster det i omegnen af 30,000$=170.000 pr. år, hvis ikke det er mere (er lidt usikker omkring gyldigheden af min kilde). Du kommer nok af med over en million kr. for bare din bachelorgrad...

http://www.hsph.harvard.edu/administrative-offices/registrar/tuition-and-fees/

Men generelt er det meget dyrere at læse i USA end mange andre steder. Selv de mere gennemsnitlige universiteter koster rigtig mange penge (men er naturligvis nemmere at komme ind på). Citat http://www.udiverden.dk/Default.aspx?ID=5932:

"De amerikanske universiteter tiltrækker studerende fra hele verden. Uddannelse er en stor handelsvare i USA, og institutionerne vil gerne tiltrække betalende studerende. Der er således stor konkurrence mellem de forskellige videregående uddannelsesinstitutioner, og der er ikke nødvendigvis altid sammenhæng mellem pris og kvalitet. Generelt kan man sige, at uddannelse i USA er væsentlig dyrere end i mange andre lande. Til gengæld er der stor fleksibilitet, idet man kan skifte studieretning og ofte overføre merit mellem de forskellige studieretninger og også mellem de forskellige universiteter."

3. Jeg er ikke dansk statsborger. Betyder det så at jeg ikke kan få min SU med, selvom jeg er født opvokset i landet?

Jeg ved det faktisk ikke, men det står på SU.dk.

4. Hvordan forholder de danske karakterer sig til de amerikanske og canadiske? Tæller vores mere eller mindre?

Der er omregningstabeller på uvm.dk eller um.dk et-eller-andet sted. Kig evt. også her

http://www.udiverden.dk/Default.aspx?ID=5932

5. Måske et lidt dumt spørgsmål, men skal bare være sikker. Hvem kan hjælpe mig med min ansøgning til universiteterne nævnt under ad. 1? Har søgt på 'kilroyeducation', men det ser vist ud til, at de ikke tilbyder hele 'bachlor degrees', men derimod kun 'Study Abroad' programmer.

Kig her, der står faktisk direkte hvem der kan hjælpe:

http://www.udiverden.dk/Default.aspx?ID=5932

6. Hvor god en chance mener I jeg har for at blive optager udefra karakterer? Mine karakterer ser således ud indtil vidre; har mest fokuseret på de afsluttende fag:
 

På de fineste universiteter? Ikke særlig store desværre. De mindre fine, større. Men derudover er der jo GreenCard og alle de andre ting der også skal være på plads.

DennisDeH, tusind tak for dine svar.

Men angående min lyst til at læse i USA, er svaret: "Det er ikke sådan, at jeg ligefrem 'brænder' for at læse i USA. Når alt kommer til alt vil jeg faktisk heller læse i Canada," 

Men grunden til, at jeg vil/ville læse i USA, er fordi jeg gerne vil arbejde i netop det land efter jeg har fået en Ph.D. og/eller Master Degree. Eller kan man godt det, hvis man har en dansk bachlor degree og en amerikansk kandidat? Derudover er det også på grund af nogle ideologiske årsager, at jeg vil/ville læse i USA.

Og har lige nogle spørgsmål til, hvis det er okay:

1. Når du siger 'mindre fine' mener du så gennemsnitlige universiteter? Noget i stilen af San Diego State University? Definér 'mindre fine'. =)

2. Du siger, at universiteterne kigger "meget" på dine karakterer, mens Karam siger noget af det stik modsatte. Dette forstår jeg ikke helt. Hvad lægger de MEST vægt på? De der tests eller ens high school grades?  

3. Og selvom jeg tog min bachlor degree i Danmark, vil jeg stadig få problemer med at blive optaget på en efterfølgende kandidat, da både USA og Canada ikke accepterer Bologna-systemet og dens 3-årige bachlor, eftersom deres varer fire år, ikke sandt?

4. Skal bare være sikker. Når du siger, at man kun skal ha' topkarakterer, mener du så, at man ikke må ha' nogle karakterer under 12? Altså at bare en eller to 10-taller kan ødelægge alt for en?

5. Når du siger, at jeg har en 'større chance' for at blive optaget på de 'mindre fine', hvor stor en chance mener du så? Angiv gerne i procent eller en skala fra 0-10, så jeg ikke misforstår det. Og jeg har jo stadig to år til at forbedre mine karakterer. Derudover har oplevet, at mine karakterer altid gik en eller to op per år.

De to sidste spørgsmål er nok lidt dumme, men jeg vil bare være sikker.

Med hensyn til karakterer er det klart, at de fleste af os i Danmark er henvist til at være såkaldte "B-students", fordi det til stadighed (selv om skalaen er lavet om) er markant sværere at få et 12-tal i Danmark, end det er at få et A i USA. Det er et problem i og med, at der er relativt mange A-students i USA, imens det desuden er meget normalt at bestå high school med særlige udmærkelser som eksempelvis summa cum laude, udmærkelser vi slet ikke har i Danmark mere.

Af den grund har vi alene på baggrund af vores meritter svært ved at konkurrere med amerikanerne, når det gælder optagelsen på universiteterne. At vi så nok ikke er det fjerneste ringere reelt set (nok bedre, når det kommer til stykket) tillægges ikke den store betydning, det signaleres ganske enkelt ikke. Selv hvis du gør din bachelor færdig på et dansk universitet, kan det være svært at få lov at påbegynde din master i USA - ihvertfald hvis du gerne vil indlemmes på et af Ivy League universiteterne. Det kræver ofte, at din studieleder skriver en meddelse til pågældene universitet om, at det altså ikke er så nemt at få A'er i samtlige fag i Danmark (praktisk talt umuligt idet der på universitetet er mange fag, der slet ikke gives 12 i), imens anbefalinger fra dine professorer absolut også er et godt bidrag. Og ja, jeg skrev professorer og ikke lektorer. Det er vigtigt, at det er professorerne, andet regnes simpelthen ikke i udlandet, der går mere op i titler, end vi gør herhjemme. Det - udover gode karakterer - samt glimrende tests udi din engelsksproglige kunnen er det, der skal skaffe dig et optag på et af de fine universiteter. 

Helt nemt er det altså ikke. Læg deri, at det koster kassen blot at modtage undervisning foruden det at bo, leve og for den sags skyld købe studiebøger. Helt billigt er det heller ikke.

Jeg overvejede selv at starte på Oxfords PPE-linie (Philosophy, Politics and Economics), det ville med lidt hurtige beregninger koste godt 200.000 kr. årligt for at studere, bo og leve. Dertil skulle så lægges udgifter til alt det sjove til. Selv med de relativt fedtede (i forhold til hvad naturvidenskabelige studerende kan tage med) taxameterpenge, jeg kunne tage med, ville det blive dyrt at færdiggøre den bachelor. 

Det var dog ikke derfor, jeg opgav tanken. Penge kan man næsten altid skaffe, og så mange penge er en million kr. heller ikke. Men der er mange fordele ved at starte sin uddannelse i Danmark. Det er et stort skridt at gå fra gymnasiet til universitetet, og det er ikke nødvendigvis en god idé at gøre dette skridt endnu større ved at flytte til et andet land, flytte væk fra samtlige sine venner til et studie, du ret beset endnu ingen anelse har, om du virkelig gider.

Desuden er det altså ikke helt nemt at læse faglitteratur på engelsk (og eventuelt tysk, fransk og spansk). I Danmark vil du naturligvis skulle læse udenlandske bøger, men du vil for det meste have danske forelæsere til at guide dig. Det kan være ret nyttigt, når du for første gang i dit liv skal til at specialisere dig så meget. Det er langt nemmere at følge forelæsninger på engelsk i et fag, du allerede har et grundlæggende kendskab til, og hvor du har haft en habil gennemgang af de centrale begreber.

Du skriver, at du har nogle ideologiske årsager til, at du gerne vil læse i USA? Er det liberale årsager? For så har jeg et nysgerrigt spørgsmål. Du skriver nemlig også, at du gerne vil arbejde i udlandet, men hvorfor skulle Danmark dog være med til at betale for en uddannelse, der skal bruges til international og ikke dansk gavn - og tilmed til en person der ikke har dansk statsborgerskab? Det ville ikke være særlig liberalt.. Nå, pyt.

Glad for at høre, at du har ambitioner. Det mangler for manges vedkommende.

#Dennis: "På Oxford University kræver de 11 i gennemsnit før de overhovedet gider snakke med dig"

Det er nu løgn. De kræver det heller ikke på Cambridge. Du antager, at de engelske studerende er bedre end de danske; det er de ikke, slet ikke endda. Jeg vil nu støtte op om Karams påstand om, at det ikke er karaktererne, der vægter højest - for det er det ikke. Og ja, jeg har set dit link. Men jeg har kendskab til tilfælde, hvor det åbenbart ikke var så relevant. Men man vil jo naturligvis helst have dem med gode karakterer ikke? Så hvorfor ikke gøre lidt ud af det på hjemmesiden. :-)

1. Når du siger 'mindre fine' mener du så gennemsnitlige universiteter? Noget i stilen af San Diego State University? Definér 'mindre fine'. =)

- Når jeg skriver "mindre fine" er det et lidt vagt begreb, men du burde have en god intuition om hvad jeg mener. Ivy League universiteter (google det), Oxford, Cambridge - de mest prestigefyldte og dermed dem der størst søgning på og dem der er sværest at komme ind på.

2. Du siger, at universiteterne kigger "meget" på dine karakterer, mens Karam siger noget af det stik modsatte. Dette forstår jeg ikke helt. Hvad lægger de MEST vægt på? De der tests eller ens high school grades?

- Læs #8's indlæg, han svarer meget godt på det. Men det er nok begge dele. Mener de kræver at man har bestået testsene med så og så mange points.

3. Og selvom jeg tog min bachlor degree i Danmark, vil jeg stadig få problemer med at blive optaget på en efterfølgende kandidat, da både USA og Canada ikke accepterer Bologna-systemet og dens 3-årige bachlor, eftersom deres varer fire år, ikke sandt?

- Nej, du vil ikke få problemer der så vidt jeg ved. En dansk bachelorgrad er jo adgangsgivende til en "Master's Degree" her i landet, så der burde ikke være problemer i udlandet. Grunden til at deres bachelorgrad varer længere, er fordi at deres "High School" ikke er lig det danske gymnasie-system (som formelt hedder "upper secondary education"). High School svarer nogenlunde til de 2 første år af gym., og 3.g svarer så nogenlunde til college (selvom der ikke bør være lighedstegn, da det er to forskellige systemer).

4. Skal bare være sikker. Når du siger, at man kun skal ha' topkarakterer, mener du så, at man ikke må ha' nogle karakterer under 12? Altså at bare en eller to 10-taller kan ødelægge alt for en?

-  Se #8's svar :). Det vil nok ikke være fatalt for dig med et par 10-taller, men jeg ved det ikke helt nøjagtigt. Det er rent gætteri - du bør skrive til universiteterne og høre dem af. Det gjorde jeg i sin tid og de svarer altid flinkt. De omregner normalvis dit eksamensgennemsnit til den lokale skala, og du skal når du har dit eksamensbevis få de oversat til engelsk (gennem en certificeret translatør). Du skal nok regne med først at kunne starte året efter du har dit eksamensbevis, hvis det endelig er - for der er rigtig meget arbejde i det og rigtig meget der skal på plads.

5. Når du siger, at jeg har en 'større chance' for at blive optaget på de 'mindre fine', hvor stor en chance mener du så? Angiv gerne i procent eller en skala fra 0-10, så jeg ikke misforstår det. Og jeg har jo stadig to år til at forbedre mine karakterer. Derudover har oplevet, at mine karakterer altid gik en eller to op per år. De to sidste spørgsmål er nok lidt dumme, men jeg vil bare være sikker.

- Igen:  mere prestige medfører større ansøgertal, og dermed at adgangskravene bliver tilsvarende skærpet (de tager jo kun de bedste ansøgere). Jeg kan ikke angive det i point for dig, for universiteterne vil nok se anderledes på det end mig.

Jeg forstår godt at det ville være dejligt hvis jeg kunne fortælle dig "du skal nok komme ind på University of X" (for det er vel det du i bund og grund forventede at høre, da du oprettede denne tråd), men det kan jeg ikke. Det kan kun universiteterne du vil ansøge, og de spytter næppe ud med deres "tjekliste"; en tjekliste der til dels nok også beror på en subjektiv vurdering af dem der interviewer dig hvis du når der til.

Du prøver at realisere en drøm der er svært realiserbar, og som jeg skrev tidligere, unødvendig at realisere.

--------
#8

Et godt indlæg!

Jamen du har nok ret i det du skriver mht. Oxford. Det er nok det samme som med alt andet - det skal se ud af noget :). Jeg tror man skal være rigtig glade for de muligheder man har her i Danmark, for de er bestemt ikke dårlige. Vores universiteter er meget anerkendte i udlandet og har fostret nogle store mennesker [som desværre er enten døde eller flyttet til udlandet]...

Umiddelbart betyder det ikke noget, at det er mere besværligt at få et 12-tal i Danmark end det er at få et A+ i USA. Man regler procenter. Nogle universiteter kræver, at du er top 5% af din årgang. Det ville være alt for svært for et stort amerikansk universitet at sætte sig ind i karaktersystemerne i 100 forskellige lande. Derfor vælger man ofte at kigge på ens forholdsmæssige karakter - og det kan man kun gøre på en absolut måde ved at bruge procenter.

Så det med, at der er krævet et specifikt karaktergennemsnit passer ofte ikke. Det er derimod krævet, at man befinder sig i toppen af årgangen.

Okay, tusind tak skal i ha' for jeres hjælp, Roman Garcia, Karam, og Co.!

Hvis der er nogen, som kan fortælle mig, hvordan det forholder sig med de canadiske universiteter, må i meget gerne skive på denne tråd.

#6 - Jeg er nu ret sikker på at nogle udenlandske universiteter, også inde for naturvidenskaben, giver en mærkbar bedre uddannelse og åbner op for flere muligheder bagefter. Det er måske rigtigt som du siger, at man godt kan få et forskerjob med en naturvidenskabelig uddannelse i Danmark. Men hvilken forskning, med hvilke andre forskere og med hvilke faciliteter? Forskning er jo ikke bare forskning.

Om såkaldte "eliteuniversiteter" i udlandet, kan det jo ikke benægtes at de har bedre forskningsresultater og forhold, da de har flere penge, sådan er det jo bare.

Jeg synes bestemt du skal tage til udlandet hvis du brænder for det, og tror du kan følge med de hurtige, og gerne vil nå et højere niveau end du rent statistisk vil kunne nå med en dansk uddannelse i bagagen. (Ja man kan godt nå langt med en dansk uddannelse, men nobelpriserne taler for dem sig) :)

Mht. karakterer, vil jeg opfordre dig til, med forbehold selvfølgelig, at tage udgangspunkt i Fulbright-kommissionens vejledende karakteroversættelser: http://www.wemakeithappen.dk/index.php/studievejledning/90

Her er et 10-tal stadig et "A", og du skal under 7 for at en enkelt karakter rigtigt kan ødelægge noget.

Du kan også læse lidt mere om hvad andre har gjort på www.ivysen.dk

"Jeg er nu ret sikker på at nogle udenlandske universiteter, også inde for naturvidenskaben, giver en mærkbar bedre uddannelse og åbner op for flere muligheder bagefter."

Jeg er ikke helt enig i den vurdering. For det første fordi, at man på universitetet i høj grad selv er ansvarlig for den læring, man får. For det andet fordi, at kvaliteten af undervisernes evner langt fra altid har sammenhæng med deres forskningsresultater. En god forsker er ikke automatisk en god formidler, og formidlingsevnen er central, når man skal vurdere, hvor meget viden man tilegner sig på en uddannelse. Endeligt kan det siges, at ens fremtidsmuligheder ikke automatisk giver flere muligheder efter endt uddannelse. I USA er der bla. lavet en undersøgelse, som viser, at lønniveauet for tidligere studerende ved prestigefyldte universiteter ikke var mærkbar højere, end tidligere studerende fra andre universiteter.

Nu læser jeg selv et samfundsfagligt fag, og jeg kunne forestille mig, at faciliteterne ikke har en tilsvarende betydning for os i forhold til studerende på naturvidenskablige fag. Dog har jeg haft studieophold på prestigefyldte universiteter, og det er min erfaring, at uddannelsen i Danmark ikke er dårligere. Jeg vil endda sige, at danske universiteter er ganske gode - også i forhold til USA og England. Så hvis man vil have en rigtig god uddannelse med mange fremtidsmuligheder, så skal man ikke være bange for at tage uddannelsen i Danmark. En god ide vil være at tage et ophold i udlandet, så kan får man lidt forskellige indtryk.

#13

Du er simpelthen uenig i at "nogle universiteter" kan åbne flere døre en de danske universiteter?

Du har skam ret i at intet automatisk er bedre, og at man sagtens kan nå langt med en uddannelse i Danmark, endda lige så langt eller længere end folk der udspringer fra eliteuniversiteter.

Men jeg er nu ikke enig i, at niveauet ikke er højere på "eliteuniversiteter" i udlandet.

For det første har du ret i at man selv er ansvarlig for den læring man får, det er klart. Men er din underviser en af de bedste i sit felt, må den undervisning man får være det bedre end den man ville få hvis det ikke var denne person. Ja det er op til dig selv at få noget ud af den, men kvaliteten af den viden må nu engang være højere des bedre underviseren er. Desuden bliver mange undervisere på de store universiteter lønnet og vurderet efter hvordan deres elever klarer sig. Får de ikke gode resultater, bliver de fyret. Derfor tvivler jeg ikke på at deres formidlingsevner i hvert fald ikke er dårligere end de danskes. Man er jo ikke en dårlig formidler fordi man er en god forsker?

Du har også helt ret i at en given uddannelse ikke "automatisk" giver flere fremtidsmuligheder. Men Pulitzer- og nobelpriserne, banalt sagt, må nu engang kunne tale for dem selv. Kommer du fra et universitet der er dedikeret til at gøre dig til den bedste i dit felt, og som har faciliteterne til det, vil det smitte af på din fremtid hvis du tager imod mulighederne. Også interne muligheder hos "eliteuniversiteterne" som bestemte praktikpladser hos bestemte firmaer og organisationer(som Columbias samarbejde med FN-kontoret i New York), må være givende som studerende.

Så selvom samfundsvidenskabelige studerende ikke er så dyre at have gående, må du indrømme at en praktikstilling hos Citi Group, FN eller Kongressen for en samfundsvidenskabelig studerende giver noget ekstra?

Jeg mener bestemt heller ikke at uddannelsen er dårlig i Danmark, eller at man skal frygte at tage den her. Men man må også være åben for at der er niveauforskelle for universiteter, ligesom ved så meget andet.

Nej, jeg er ikke uenig i, at nogle universiteter kan åbne flere døre. Jeg er uenig i, at man automatisk får en bedre uddannelse ved specifikke universiteter.  

Du skrev:
"Men er din underviser en af de bedste i sit felt, må den undervisning man får være det bedre end den man ville få hvis det ikke var denne person."
Viden betyder ikke noget, hvis man ikke evner at videreformidle denne viden. Derfor skrev jeg også, at selvom man har verdens bedste forskningsresultater er man ikke nødvendigvis den bedste underviser på sit felt. Hvis man kigger på mange af de forskellige ranking af universiteter, vil forskningsresultater, nobelpriser og lignende ofte spille en stor rolle. Dog er det min erfaring og opfattelse, at selvom man er den klogeste på et specifikt område og har priser og gode forskningsresultater, så er det ikke sikkert, at man er en god formidler. Og når man skal bedømme, om et uddannelsessted er godt, er det centrale den viden man tilegner sig. Der er selvfølgelig gode og dårligere undervisere alle steder. Sådan er det på alle universiteter også på de amerikanske, og det er min erfaring, at selvom man er berømt inden for sit felt, behøver man ikke at være en god underviser. Det er korrekt, at på visse universiteter går man meget op i at belønne gode formidlingsevner - men det gør man også i Danmark. I Danmark får universiteterne penge for, hvor mange studerende der består, hvilket er et klart incitiament til at prioritere god undervisning.

Efter min opfattelse, vil en ambitiøs studerende ikke have automatisk få en dårligere uddannelse i Danmark end på eliteuniversiteterne i USA. Eliteuniversiteterne er selvfølgelig gode, og jeg har selv gået på én af de business schools som er meget højt rangeret i verden. Men man skal ikke overvurdere deres betydning og undervurdere den enkelte studerendes engagement. Der vil selvfølgelig være niveauforskelle. Nogle steder er de danske universiteter bedre og andre steder er andre universiteter bedst, men det væsentligste er den enkelte studerende engagement. Og det med at man kan få praktikstillinger ved FN, kongressen osv. Her vil jeg sige, at disse muligheder er ligeså gode, selvom man kommer fra Danmark. Jeg kender flere, der har været ved forskellige internationale organisationer. FN-sekretariatet, verdensbanken, EU-parlamentet, Kommissionen. Mulighederne er faktisk rigtig gode. Jeg kender ikke nogen, som gerne vil i praktik, som ikke kunne finde et praktik-sted ved en stor international organisation, koncern osv.

Jeg tror vi er nogenlunde enige.

Alt er selvfølgelig muligt, det er bare nemmere fra nogle steder.

Mht. dit punkt om praktik, må man dog realistisk set have en større chance for at få nogle af de begrænsede praktikpladser eks. FN har, hvis det tilbud er en del af studiet. 

Ja, det er selvfølgelig nemmer at få praktik, hvis det er et tilbud, på studiet, men hvis du går ind på de forskellige danske universiteter, så kan du se, at der er mange tilbud via EU, udenrigsministeriet, internationale koncerner osv. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg ikke, at der er den store forskel. De jeg kender, som har været i praktik, har ikke haft problemer med at få det. Og det har været til både FN' sekretariat, verdensbanken og EU. 

Du skal ikke overvurdere eliteuniversiteternes betydning. Når man kigger på de forudsætninger, som er nødvendige for, at du kan få en god uddannelse, så er det helt afgørende den studerende selv. Det er uanset, om man går på et eliteuniversitet eller på et dansk universitet. Jeg har læst med studerende med mange forskellige nationaliteter i forbindelse med mine studieophold i udlandet. Og det er mit klare indtryk, at danske studerende er forholdsvis godt stillet. Specielt fordi man ikke fokuserer meget på at forstå og anlysere viden i Danmark. F.eks. studerende fra Indien er meget arbejdsomme, og de kan huske rigtig meget af det, der står i pensum. Men når man kommer ud over pensum, og skal bruge den viden, som de har tilegnet sig, så giver det i visse situationer problemer.

Endvidere kan det siges, at de fleste uddannelser i Danmark er 5-årige. I USA er de ofte 2-3-årige. Du læser først en række forskellige fag, som forbereder dig til at tage dit linjefag. For at du kan blive optaget på dit linjefag, så ser universiteterne gerne, at du har prøvet noget forskelligt. Det vil sige, at hvis du skal læse litteratur, så vil det være en fordel, hvis du læser noget, der ikke har med litteratur at gøre. Derfor er den reelle uddannelse i USA - altså den tid man bruger på det fag, man ofte skal arbejde med efterfølgende - væsentlig kortere end i Danmark. Sådan er det imidlertid ikke på medicin, hvor de kræver pre-med, men på langt de fleste fag er det således. Her synes jeg klart, at vi har et bedre system i Danmark. Hellere være rigtig god til én ting, end lidt god til mange ting.

Jeg er helt med på at dansk undervisning slet ikke er dårligt, og at man i sammenligningen af eks. det danske og amerikanske universitetssystem kan finde ting der er bedre i det danske.

Og du har helt ret omkring den selvstændige studerende. Men jeg vil nu igen påstå, at har du samme dygtige, selvdrevene og ambitiøse studerende på New York University og en på Københavns Universitet, vil personen på NYU have nemmere ved at omdanne sine evner til resultater, det være sig jobs, adgang til forskning eller opnå anerkendelse for sit arbejde på et tidligt stadie. Og her siger jeg ikke at den danske studerende ikke kan nå lige så langt, men er det den samme studerende, er det nemmere fra et "eliteuniversitet".. Det er min påstand.

Med hensyn til studiejobs, har du da helt ret i at der er mange danskere som får attraktive praktik- og jobstillinger. Men igen, har du to på papiret ens studerende, men der står Yale på den ene og Københavns eller Århus Universitet på den anden, vil den studerende fra Yale i de fleste tilfælde bliver valgt fremfor den danske. Måske ikke fordi ham fra Yale er bedst, men fordi de store universiteter i eks. USA, har brugt årtier og milliarder på at blive et varemærke.

Med hensyn til dit sidste punkt om opbygningen af uddannelsen, kan jeg godt følge dig. Men har du en studerende med en mastergrad i Historie fra USA, og en fra Danmark, tror jeg ikke der er den store forskel i sidste ende.

Man skal ikke overvurdere eliteuniversiteternes betydning, men det vil også være forkert at undervurdere dem. Harvard, Yale, Oxford, Cambridge, Sorbonne og så videre vil nu engang være det de er: i eliten.

Det er klart, at hvis man er en ambisiøs studerende, så vil det selvfølgelig også være en god ide at tage på et velkendt universitet. Min pointe er blot, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem et velkendt universitet og en god uddannelse. En god universitetsuddannelse er i sidste ende et resultat af den studerendes indsats. Mange tror, at uddannelserne automatisk er bedre, hvis man går på et berømt universitet eller en velkendt business school. Det er ikke korrekt. Der er ikke de store forskelle på rammerne. Det er korrekt, som du skriver, at der er forskel på "varemærket", og når man sætter det på cv'et, kan det nogle gange give en fordel. Jeg har været i udlandet for at stifte bekendskab med andre uddannelseskulturer og prøve noget nyt. Og efter min opfattelse er rammerne stort set de samme. Jeg har haft undervisere som var meget berømte inden for deres felt, men kvaliteten af uddannelsen vil jeg ikke vurdere til at være markant højere. Der er selvfølgelig forskelligheder i tilgangen til undervisningen, og nogle ting er bedre og andre elementer er dårligere end i Danmark, men generelt er det ikke min opfattelse, at rammerne på et godt universitet i udlandet giver grobund for en mærkbar bedre uddannelse. Uddannelsen kan være ligeså god i Danmark. Det kommer an på den enkelte elev.

Med hensyn til en master uddannelse i historie fra USA og fra Danmark, er jeg ikke helt enig i din betragtning. Hvis man har læst historie i Danmark har man (hvis man følger den nomerede plan) beskæftigede sig med historie i 4 år. Hvis man er fra USA, så har man i visse situationer blot brugt 2 år. De resterende år kan være brugt på alt fra dans til botanik. I USA er der mange forskellige uddannelser samlet på universiteterne, hvilket betyder, at man reelt har stor valgfrihed. Kender én der har læst dans og journalistik, men forventede at tage en master i et sprogfag. Umiddelbart er det ikke min vurdering, at man når at fordybe sig i samme grad i USA, som man gør i Danmark. Det amerikanske system har selvfølgelig også fordele, da man nogle gange stifter bekendtskab med 2, 3 eller flere studieretninger. Det er dog min opfattelse, at det er bedre er være rigtig god til et fag end have kendskab til mange forskellige fag.  

Har man haft undergraduate studies i 4 år, med hovedfag i historie, og så en 1 eller 2-årig masters degree, alt efter fag, har man også beskæftiget sig med historie i mere end 2 år. Men jeg forstår dit eksempel.

Der er klart forskelle på systemerne. Om det ene er bedre end det andet i sidste ende, må dem der har taget en hel uddannelse de forskellige steder vurdere.

Jeg mener heller ikke at noget "automatisk" er bedre end det andet. Men ved du at f.eks. Columbia University er det bedste i verden i International Ret, ville jeg tage til Columbia for at læse det, og med en vis sikkerhed forvente at det var bedre end i København.