tænke, tænke, tænke :)

Der lægges nok op til at fundere over nyt kan opstå, hvis det ikke allerede fandtes i forvejen, og hvordan det nu kan lade sig gøre.

Der er sikkert rigtig mange måder at besvare denne problemstilling på, men tænker man i fysikkens baner (som bekendt også er en filosofi), så ville spørgsmålet være halv-trivielt at svare på. Jf. Einsteins energi-masse ækvivalens (E=mc²), så er energi og masse to sider af samme sag. Dvs. at energi kan omdannes til masse (skabe et nyt objekt), og masse omdannes til andre energiformer (og derved inddirekte skabe/ændre nye objekter, tænk atomkraft).

Den med Einstein holder nok ikke vand. Hans ligning har altid været gældende, men det var ham, der opdagede sammenhængen. Et menneske derimod (nu vi taler filosofi) bliver ældre år for år, hvis det lever længe nok, altså bliver, hvad det ikke var. Dets psyke, sociale og økonomiske status kan også forandre sig osv.

              Dets psyke forandrer sig forhåbentlig. Ellers lærer det ikke af sine oplevelser...  ;-)

#2

Nej, men det er da nu om noget nemmere at formulere det som jeg gjorde, i stedet for at skulle ud i en længere forklaring. Kort og konkret.

Spørgsmålet lægger mig op til problematikken vedrørende forandring, hvor Heraklit og Permenides som bekendt kom med to forskellige svar, idet Heraklit vha. en induktiv tilgang mente, at alt forandrer sig - hans berømte citat: Man kan ikke træde ned i den samme flod to gange. Floden har ændret sig og du har også selv forandret dig. Permenides mente helt modsat, at forandring er umulig - han kom frem til denne konklusion ved at benytte sig af nogle såkaldte axiomer, hvorved han med disse deducerede sig frem til nogle teoremer. For at forandring skal kunne finde sted må skal der være noget ikke-værende som skal omdannes til noget værende eller som en anden mulighed skal der være noget ikke-værende til stede for at omdanne noget værende til noget andet værende. Men da vi ikke kan tænke os frem til det ikke-værende, må der altså ikke kunne eksistere noget ikke-værende, som er nødvendig for, at forandring skal kunne finde sted - ergo foregår der ingen forandring. 

Spørgsmålet lægger også meget op til hvorvidt der eksisterer noget konstant. Hvis der skulle eksistere forandring, og at der - som Heraklit mener - altid foregår forandring, så må intet være konstant, og intet er altså i princippet til - der findes kun forandringen. 

Her kommer vi bl.a. til at høre om Demokrit og hans atomteori, samt Platon og hans dualistiske løsning på problemet.

Håber det hjalp - jeg har desuden på fornemmelsen at du også har "Den første filosofi" af Astrid Holm ved hånden, har jeg ret? :)