Hjælp til essay afslutning + fejl

Hej alle har skrevet dette essay om glæden ved forældre. Jeg sidder lidt fast og aner ikke hvordan jeg skal skrive slutningen. Er der nogen af jer der gider læse den igennem og komme med et forslag til en slutning? I må da også godt lige sige til hvis i finder en fejl;) Tak på forhånd;)

Glæden ved forældre

De findes i mange forskellige skikkelser, de kan være tynde og tykke og høje og lave. Det var dem som var de første du så da du blev født, det var dem som opfostrede dig og det er dem der altid vil være der for dig indtil den dag de dør. Dine forældre. Der er delte meninger om dem, nogle elsker dem og andre hader dem. En ting er sikkert, de er dine, og det kan du ikke lave om på.
I al den tid jeg kan huske har mine forældre været der for mig. De har altid støttet min og hjulpet mig, men hvorfor egentlig. De er jo ikke på nogen måde forpligtet til at opfostre og opdrage mig. De kunne jo egentlig bare vælge og gå sin vej den dag jeg blev født. Grunden til det kunne være at de føler et ansvar, og mener at man skal passe på det barn man har født, og der er stort set ingen børn som bliver efterladt. Selvfølgelig kan man sige, at hvis det var et uønsket barn, ville de bare have fået en abort. Selvom fri abort blev lovligt i år 1973, er der i de seneste 10 år kun blevet foretaget omkring 13.000 aborter om året. Det diskuteres i mange lande om det skal være lovligt at få en abort. Jeg går stærkt ind for abort. Jeg synes at man skal have en mulighed hvis man bliver uønsket gravid, men det har alle sin egen mening om.
Man ændrer konstant sit syn på sine forældre. Som barn ser man meget op til sine forældre. ”Teenageoprør skyldes modningen fra barn til voksen, hvor barnet bliver klogere og opdager de voksnes manglende intelligens” [Jonas Haugaard] Altså når man vokser op og bliver ældre oplever man at ens far ikke er den supermand man altid har troet han var. Han er et menneske, og han er sårbar som en selv. Når man så er nået teenager alderen er det noget værre rod. Man synes at sine forældre er åndssvage, uretfærdige og i det hele taget dumme. ”Da jeg var 14 var jeg forbavset over hvor uintelligent min far var, - da jeg blev 21 var jeg overrasket over hvor meget han havde lært de sidste 7 år.” [Mark Twain] Så samtidig med at man bliver ældre, indser man at det måske ikke var ens forældre der var noget galt med, men en selv. Når man så bliver voksen kan man let komme til at overse dem og glemme dem i sin hverdag. Og når man bliver gammel, er de væk, og man savner dem.

En ting jeg synes der må være mærkeligt, er at være adoptionsbarn. Jeg har selv to kusiner som er blevet adopteret fra Kina, da min onkel og tante ikke kunne få børn. Man kan jo sige at de er vokset op med deres ”forældre”, men alligevel det er jo ikke deres biologiske forældre. Man må jo føle at man mangler en del af sig selv. Man har ikke rigtig nogen man kan sammenligne sig selv med, også ligner man oven i købet ikke sine forældre.
Den 17 marts 2009 blev det vedtaget i folketinget at homoseksuelle skal have ret til at adoptere. Jeg begriber ikke, at det først i 2009 blev lovligt for homoseksuelle at adoptere. Selvfølgelig skal de da have lov til at adoptere ligesom alle andre. Jeg synes at vi i Danmark føre os frem, med for meget ligestilling osv. vi har. Også var alligevel først sidste år, at de homoseksuelle vi lov til det samme som alle os andre mennesker. Jeg er glad for at de nu kan adoptere som alle os andre, men jeg synes at det kan blive et problem. Ikke på den måde at stort problem, men mange af de børn hvis forældre er homoseksuelle bliver mobbet. Det bliver bestemt ikke let for de børn. De vil have stor chance for at blive mobbet, de kan fx have to fædre også har de også den følelse som andre adoptionsbørn at de ikke kender deres biologiske forældre.