En der er god til oldtidskundskab?

Hej.. Jeg er der en der er god til old, som kan fortælle mig hvad der står her :

Haab om en fortsat Æt, halvhundrede Ægteskabskamre,
Stolper, der kneisede stolt med Fortidens Bytte og Guldpragt -
Alting synker, og Grækerne staae, hvor Luen ei rækker.

Muligen spørge du vil, hvordan Kong Priamus endte.
Da sin erobrede Bye, dens Qvaler, og Husenes Døre
Sprængte han saae, og Fjenderne stod i de indre Gemakker,
Tager den Gamle sin Rustning paa, skjøndt de aldrende Skuldre,
Længst afvænnede, bæve derved; sit unyttige Slagsværd 510
Hænger han om, og til Fjendernes Hob, for at falde, han iler.
Midt i Palladsets Gaard, under Himmelens luftige Bue,
Stod der et Alter, i Omfang stort; over Alteret hviled,
Dækkende med sit Lye de Penater, et aldrende Laurbær.
Trint om Alteret selv, med Hecuba, samtlige Døttre,
Liig i den mørknende Uveirsstorm bortskræmmede Duer,
Sadde forgjæves og klyngede sig til Gudernes Billed.
Men da hun Priamus saae, som i Ungdommens Dage, bevæbnet,
Raabte hun høit: "Usalige Mand! hvilken rædsom Beslutning
"Tvang dig at gjordes i denne Dragt? hvorhen vil du ile? 520
"Ikke til slig en Hjælp, og ikke til Kjæmper af den Slags
"Trænger nu Tiden; det gavnede ei, om min Hector end var her.
"Hid forføie du dig: vort Alter skal skjærme os Alle,
"Eller og døer du med os!" Saa mælende trak hun ham til sig,
Og den bedagede Mand paa det hellige Sæde hun satte.

See! Polites, der flygtende løb fra den myrdende Pyrrhus,
Een af Priami Børn, gjennem Glavind, og Fjendernes Hobe,
Under de mægtige Hvælvinger flyer, og saaret han søger
Skjul i den rømmede Sal; ophidset forfølger ham Pyrrhus,
Svanger med Død: alt holder han ham! alt trykker han Landsen! 530
Dog han slæbte sig hen til Forældrenes Øie og Aasyn,
Sank da, og endte sit Liv udi Blodet, der strømmed i Mængde.
Skjøndt nu Priamus stædedes selv i den truende Dødsstund,
Tvang han dog ikke sit Sind, men spared ei Røst eller Harme.

"Gid for slig en afskyelig Daad, og saa voveligt Stykke
"Guderne" skreeg han "hvis gudeligt Sind sligt ændser i Himlen.
"Yde dig værdigen Tak, og giver den Løn, du fortjener,
"Du, som med egne Blik at skue min Søn udi Døden
"Skaffede mig, og har skjændet med Blod det fædrene Aasyn.
"Ikke som du var Achilles selv, som du lyver har født dig, 540
"Skjøndt hans Fjende dog Priamus var; sin Eed og sit Løfte
"Agted han selv ved en Ydmygs Bøn: til Graven han gjengav
"Hectors livløse Liig, og til Byen han sendte mit atter."

Sligt var den Gamles Ord, og et kraftløst Spyd uden Indhug
Slyngede han; fra det hæse Ærts det segned tilbage,
Medens det dinglede løst, uden Kraft, i den yderste Skjoldknap.
"Meld det, raabte nu Pyrrhus i Harm, og gaae som et Budskab
"Til min Fader, hiin Peleus' Søn: men glem ei at melde,
"Hver Neoptôlemi Daad, og hvor han er saare vanslægtet.
"Nu skal du døe." Saa talede han, og slæbte til Altret 550
Ham, som bæved, og idelig gleed udi Blodet af Sønnen.
Slynged saa Haaret om venstre Haand, og løfted med høire
Blanken Sværd, som til Skæftet han stak udi Oldingens Side.

Dette var Ende paa Priami Nød: saa toges af Dage
Kongen, der skued sit Troja i Brand, og Pergama synke;
Han, som var engang, i fordums Tid, ved Folk og ved Lande
Asiens mægtige Drot. Som en Bul han ligger paa Stranden,
Hovedet revet fra Kroppen bort: hans Legem er navnløst.

Nu, først nu, ombævede mig en frygtelig Rædsel;
Ængstet jeg blev; nu randt mig i Hu min elskede Fader, 560
Da jeg vor Drot, jævnaarig med ham, ved et grueligt Mordstød
Saae udgive sin Aand. Paa min arme Creüsa jeg tænkte,
Paa mit plyndrede Huus, og hvad liden Jülus mon lide.
Seer mig da om, for at tælle den Trop, som har hidindtil fulgt mig.
Alle mig svigted og gik: de kastede enten ved Nedspring
Kroppen til Jord, eller sygned i Aand og styrted i Luer
 

Jeg har prøvet at læse det mange gang, men jeg forstår ikke hvad der sker end, at primus dør.... men jeg ved ikke hvad der ellers sker, Jeg Håber nogen kan hjælpe med at forklar hvad der sker

ps. Sang 2. Aeneidan