forskellen på statisk og dynamisk opdrift..

Statisk opdrift, også set beskrevet som Arkimedes princip, er en opadrettet kraft, der påvirker et legemes position i væsken eller gassen, som legemet er i. Der er to modsatrettede krafter, der påvirker legemets position: Tyngdekraften, der trækker legemet nedad og opdriften, der trækker legemet opad. På grund af newtons lov vedrørende tyngdekraften på legemet med formlen for opdrift: Opdrift= masse af fortrængt stof*g, er det legemers massefylde (densitet) der bestemmer om et legeme i en væske eller gas svæver, falder eller flyver. Eksempel: Et stykke træ har lavere massefylde end vand, hvilket gør at massen af det fortrængte vand er større end selve træets masse og derfor vil træet flyde ovenpå. Modsat dette, er træets massefylde større end atmosfærens. Derfor er massen af det fortrængte stof en del lavere end selve træets, og opdriften på træet vil da være lavere end tyngdekraften på det og det vil falde til jorden.

Dynamisk opdrift opstår ved, at en skråtstillet flade bevæges i væske (vandet)) eller gas (luften) med en passende skråstilling (indfaldsvinkel) og med en vis minimal hastighed. En fladeformet genstand eller lem, som er specielt effektiv til at give dynamisk opdrift og/eller fremdrift, kaldes en vinge (i gas, luft) eller en finne (i væske, vand).
P.gr. af den hydrodynamiske opdrift kan man bevæge sig på vandet med vandski, hydrofoilbåde o.lign. ved at løfte sig i vandet og opnå forøget hastighed.