Rettelse

EN ROSE AF AMALIE SKRAM

”En rose” er skrevet af den norske forfatter Amalie Skrams novellesamling ”Sommer” fra 1899. Novellen er skrevet i en periode, som kan ses som efterfølgeren af Det moderne Gennembrud, men som stadig aner en snært af denne foregående litterære epoke.
Amalie Skram bosatte sig i 1884 i Danmark, hvor symbolismen i 1890’erne får sit gennembrud.
Hun er også den forfatter som fokuserede igennem sine tekster på de eksistentielle temaer, som ligger i epokens værdisammenbrud og kvinderoller. Dette var en litterær bevægelse, som endnu engang satte spørgsmålstegn ved de tidligere indiskutable normer og værdier udtrykt igennem fortrøstningsløse tilværelser, som ikke redes blot ved at sætte problemerne under debat.
I novellen ses symbolismen, som fokuserer på et individs stilling i den herskende overfladerealisme. Hvor naturalisterne søger ud og skildrer sociale konflikter, søger symbolisterne ind mod det sjælelige.
I ”En rose” har hovedpersonen mistet sin samhørighed med verden. Han overvinder ikke bare moderniteten, men søger ind bag den i håb om at finde det fundamentale i livet, som kan give det mening og skønhed.
Novellen tematiserer i koncentreret form en mands reaktioner og følelser i det senmoderne samfund. Han opfatter den materialistiske moderne virkelighed som flad og forfladigende. Med dette menes at værdierne forsvinder, mennesker fremmedgøres, og han tage sin følelse af samhørighed med verden. Teksten udtrykker en sjælelig hjemve og en bevidsthed om de moderne eksistensvilkår som anonymitet og fremmedhed. Hovedpersonens indvendige smerte går igennem hele handlingsforløbet, mens hans liv på jordens udstilles som; ”trist, tomt og fattigt”. Dog opnår han den skønhed, han i livet ikke kunne finde til slut.
Dog skinner Amalie Skrams kvindekøn igennem hendes novelle i hendes barske og nøgterne fremstilling af kvinden frem for de tidstypiske ”femme fragile” og ”femme fatale”.
Der afbilledes en ”klodset og bjørnetung” provinskone, hvis kønsværdi fratages, da denne rolle hverken står i sammenhæng med eller står overfor det mandlige køn, og vi står derfor tilbage med en karakter frem for et køn.
Alle drømmende og omsorgsfulde kvindelige egenskaber er revet væk i denne hudløse ærlige fremstilling af en såkaldt kvinde, som kun et hunkøn virkelig kan portrættere af sin egen slags. Igennem hele novellen følger vi ægtemandens syn på sin kone.
Menneskets fremmedgørelse, den sjælelige hjemve og individets søgen mod mening og skønhed kommer tydeligt til udtryk i næsten alle tekstens elementer.
I kompositionen zoomes der ind på hovedpersonens liv med sin hustru, overfladiskheden som plager ægteparrets liv sammen, og der lægges også vægt på hans inderlige træng til godhed, kærlighed og medlidenhed. Ved iscenesættelsen af handlingen i mandens velkendte omgivelser træder den tomhed og fremmedhed, som piner ham særligt tydeligt frem, hjulpet til udtryk af hustruens gennemborende kulde og forsømmelighed. Følelsen af hjemve er også let at finde frem til i teksten elementer gennem hovedpersonens tanker og gennem hans brev til sin datter.
Semantiske skemaer og symboler understreger hans verdensopfattelse, hans personlige smerte og den fremmedhed der præger ham. Der skabes tematisk forbindelse mellem hans opfattelse og hans indre sjæleliv, og det hele formidles af en personbunden skjult fortæller, som skjuler sig bag hovedpersonen, og som i 3. person skildrer hovedpersonens tanker og følelser, samt betragter indgående personer udefra.
Amalie Skram har skrevet novellen i 3.person, men synsvinklen ligger stadig hos den dødssyge mand, da vi ser handlingen igennem hans øjne, samt at læseren inddrages i hans dagdrømmerier og interne monologer.
Tidsmæssigt finder handlingen sted under symbolismen og slutningen af det moderne gennembrud, som kendetegner den litteraturhistoriske perioder, hvori novellen er udgivet.
Det foregår på realplan, og vi befinder os til at starte med hjemme i hovedpersonens velkendte omgivelser, som samtidigt er fremmede for ham. Derefter bevæger vi os ud til sygehjemmet og til slut, da han udånder, flytter vi os til det sted, der svarer til hans forestilling om den smukke klode, hvorhen de udløste sjæle føres. Det sociale lag vi befinder os i, tilhører ikke det velhavende, hvilket bl.a. ses ud fra beskrivelsen af konens klæder; ”Hendes morgenkjole af brungult klæde var plettet og slidt, og han løst omkring hende”.
Han betragter hendes udseende statarisk som i ”hun var lys, blond og stormavet, med blege, dybtliggende øjne, og tyndt hår, der foran i panden var brændt i purr af et krøljern”, ligeledes som han løbende estimerer hendes personlighed ”Onde? Er de onde, de øjne?”.
Læseren præsenteres straks, som i førnævnte uddrag, for den skiftende fjendtlighed overfor konen, da han både betragter hende som spottende og led, idet han et minut efter bliver varmet af et kært fælles minde.
Kærligheden i forholdet er væk, og begge parter er udtømte for affekt og videre tålmodighed. ”Du er naturligvis forundret over at jeg ikke tager denne din sygdom sørgmodigt nok. Men jeg kan ikke. Jeg har git dig alt, hvad jeg har. Jeg har ikke mere”. Dette er første gang, at konen fungerer som en medvirkende karakter med bidragende standpunkter til handlingsforløbet frem for et passivt betragtningsobjekt. Hun giver udtryk for den tærende ligegyldighed, der præger deres kærlighedsløse forhold, som hendes ægtefælle næstfølgende ikke kan benægte. Én gang skifter synsvinklen til konen da ”hun læste i hans øjne, at der ikke var noget håb, og hun følte det som om en byrde sank fra hende”. Han længes tilbage til den lykkelige tid, som engang fandtes, og kan ikke begribe at de, som engang levede i denne vidunderlige ”fabel”, nu befandt sig i dynger af ensomhedens tunge beslutninger.
Vender vi opmærksomheden mod hovedpersonens, karakteriseres hans udseende ikke, men hans følelser og tanker kommer tydeligt til udtryk gennem hele handlingsforløbet. Han længes efter en fordums tid, hvilket er til at se i citatet; ”Hans øjne blev hængende ved den, og pludselig, som i et glimt så han hende, som han havde set hende dengang, hun elskede ham og dengang han elskede hende”. Ligeså udtrykkes den sjælelige hjemve, da han beskriver forholdet mellem ham og datteren Karen; ”Husker Du lille Karen, husker Du hvor godt og morsomt vi har haft det sammen, dengang Du var en bitte liden pige, og jeg var din gamle glade, kjære far?” og ”Kan Du huske når jeg strøg Dig ned ad ryggen, Du lo, og sa, at jeg kildred dig”.
Forholdet til datteren er også præget eksistentielle livssyn. ”Herregud, hvor var det ondt at ha sat barn i verden, når man var så inderlig overbevist om tilværelsens elendighed”. Den tort og svie han lever i, kunne han ikke byde sin halvvoksne datter Karen. Han ser, hvordan hun har arvet grove træk fra sin mor, og han ”mindedes svundne dage” hvor hun var en liden pige. Manden er blevet svagelig af sin sygdom og bliver domineret af to stærke kvindefigurer, som fuldstændigt overrumpler hans mandighed, da han opdager, at han ikke er behøvet. I kontrast til Pontoppidans kølige og næsten kyniske blik på elendigheden er denne mand i stor sorg over forholdene, ”Tårende randt stride og lydløse over hans kinder”.
Hans fremmedgørelse, som er et typisk træk i symbolismen, hjælpes også på vej, da datterens udvikling beskrives. ”Hun lignede sin mor alt for meget. Der var i hendes tone og mine noget, der tog parti imod ham. Noget næsten fiendtligt”. Han står alene med sin sjælelige smerte, som bl.a. understøttes af dette citat; ”Ak, hvor han savned en hustru. En hustru, i hvis kjærlighed og medlidenhed han kunde ha fundet hvile og lægedom for sjæl og legeme”. Hans syn på omverdenen er der ikke lagt skjul på, som citatet formulerer; ”Herregud, hvor var det ondt at ha sat barn i verden, når man var så inderlig overbevist om tilværelsens elendighed”. Vi ser altså gennem teksten en indirekte kritik af den moderne virkelighed.
Den omtalte lykkelige tid kan meget vel være omtrent 20 år tidligere i deres ægteskab. Konens ældningstegn nævnes ikke i mandens betragtning, hvilket indikerer at de muligvis blev gift for lidt over tyve år siden. Dette beskrives som en tid, hvor han havde ”en hustru, i hvis kjærlighed og medlidenhed han kunde ha fundet hvile og lægedom for sjæl og legeme”. 20 år tidligere, end den fortalte tid, har været i starten af Det moderne Gennembrud og hans beskrivelse af den ideelle hustru er et billede, som tilhørte denne tid. Manden savner den varme og omsorgsfulde kvinde, som er karakteristisk for samtiden i midten af 1800-tallet.
Amalie Skram skildrer hvordan ægteskabet ikke er klar til denne kønsfratagelse, der sker i Det moderne Gennembrud og den videre effekt på kønsrollerne. Hans hustru er blevet frataget sin sødmefulde og moderlige kvinderolle i den forbigangne epokes opgør med normerne, og hun efterlades som en tom skal. Igennem hendes liv har hun skulle leve op til to stærke, men vidt forskellige, krav til hendes kvinderolle og efter mange års slid og slæb, er hun endt som en kone, som ikke engang føler sig tynget af hendes mands dødelige tilstand. Fratagelsen af normer og traditionelle kønsmønstre har sat deres ægteskab på sammenbruddets rand. Gang på gang nægtes han af sin hustru den omsorg, som tidlige var krævet hvilket ”virked som smærtende slag”. Manden var ikke klar til denne omvæltning, ”hans hustru var ingen hustru”, da hans uopfyldte behov for en såkaldt hustru kunne erstattes med en plejerske. Denne mangel på omsorg vendes til en paranoia, for at hans hustru vil ham ondt. Normernes sikkerhedsnet er fjernet, og ægteskabet er styrtet i afgrunden. Kærlighedens blide kærtegn, kysset, er blot ”et stænk afkoldt spyt på hans læber”.
Mand og hustru fremstilles i novellen som modsætninger. Konen repræsenterer den naturalistiske side, hvilket bl.a. ses på hendes måde at fremstille tingene fragmentarisk på ud fra en objektiv ydre synsvinkel. Eksempelvis mener hun ikke, at manden er syg, idet lægen ikke kan finde ud af, hvad han fejler. Hun stiller følgende spørgsmål to gange gennem teksten; ”Men hvad fejler Du da egentlig?” og hos lægen; ”Hvad fejler han egentlig?”. Denne naturalistiske tendens ser man også ved dette citat;
”- Du må jo dog kunne se, hvor syg jeg er, sa han bønlit. - Bare dette, at jeg aldrig spiser noget.
- Å, Du spiser såmæn ikke så lidt”.
Der observeres, at han spiser som han skal, og idet hun ikke er i stand til at identificere sygdommen, er han blot en byrde. Parrets forskellighed kommer yderligere til udtryk via dialogen i starten af novellen, da hustruen – som symbolister har tendens til at opfatte naturalister - overfladisk snakker om ugedagen og hans fødselsdag.
”Om 9 dage er det din fødselsdag. Hvordan skal vi fejre den?”.
Kompositionen er kronologisk, og der er medsyn gennem handlingsforløbet. Dog følger vi mandens syn på sin kone, der jævnligt styres over i flashbacks.
Med henblik på fortælleteknikken veksles der mellem tre fremstillingsformer; beskrivelse og dialog og refleksion. Beskrivelsen finder sted flere gange gennem handlingsforløbet. Den sætter handlingen i stå, mens hovedpersonen beskriver sin kone, hhv. sin datter eller en stemning. Dialogen anvendes til at karakterisere de indgående personer, og belyse ægteparrets forhold til hinanden. Refleksionen er også at se gennem hele teksten, gennem forestillinger og argumenter, der vendes i hovedpersonens tanker. Et eksempel på dette er følgende; ”Denne fabel om at to mennesker skulde bli et! Sludder og sniksnak! Nej. Den ene var herre, den anden tjener. Eller også var de fiender, Ak, hvis verden ikke var så fuld af sagn”. Fremstillingsformen bevirker at tempoet er lavt, stilstående, reflekterende og betragtende.
Med henblik på semantiske skemaer fremstilles modsætningen symbolisme contra naturalisme. Konen fremstilles kold og ufølsom, hvilket bl.a. udledes fra dette ordvalg; ”En underlig trang og tør sjæl var hun. Så nøgtern og liksom lovbestemt.” Hun beskrives som en naturalist forstået således, at hun kun ser det ydre men ikke er i stand til at vende sig mod det sjælelige. Hovedpersonens holdning til naturalister og deriblandt hustruen er indirekte, men ikke desto mindre er den tydelig nok. Man kan ikke forstå virkelighedens væsen ved blot at ophobe detalje på detalje. Fordi naturalismen fremstiller verden fragmentarisk ud fra en nærmest objektiv ydre synsvinkel, vender den tingene på hovedet, fordi den ikke går ud fra helheden.
Som manden udtrykker det, har konen givet ham meget, blot ikke det han har brug for: ”Eller kanske det, hun gav, var ikke hvad jeg tiltrængte”.
Et andet hint er beskrivelsen af hustruens toneleje. Ordene tyndt og skingert anvendes, hvilket henleder tanken til noget overfladisk, højlydt og næsten irriterende. På samme måde opfatter hun ham og hans sjælekvaler som en byrde, og modsætningerne mellem naturalister og symbolister er hermed belyst.
Da hovedpersonen til slut udånder ses endnu et typisk træk fra symbolismen. Nemlig tendensen til at opdaterer romantikkens grundtræk uden helt at overtage den idylliserende tendens. ”Foran sig så han en kæmpestor rose, en klode af en rose, større end jorden. (…) Og mellem alle disse, i purpur og guld skinnende rosenblade, lå millioner af udløste menneskesjæle, næsten usynlige, som i kime”. Rosen associeres med noget smukt, yndefuldt og den symboliserer ligeså kærlighed, hvilket netop er, hvad hovedpersonen søgte.
Ses nærmere på hans sygdom, vil man komme frem til, at denne symboliserer en sjæletilstand. Verdens elendighed og tilstedeværelsens meningsløshed har gjort ham syg. Lægerne ved ikke hvad han fejler, idet sygdommen er sjælelig. Det ser man bl.a. ud fra citaterne; ”Han trængte så inderligt til godhed” og ”En hustru, i hvis kjærlighed og medlidenhed han kunde ha fundet hvile og lægedom for sjæl og legeme”.
Jeg vil også gøre opmærksom på de religiøse elementer i teksten. I sin fortvivlelse søger individet religiøse svar, som det ses, da han til slut ligger døende i sygesengen: ”Så har gud elsket verden, at han gav sin søn, den enbårne”. Det opfatter han som trøst og støtte, ligesom følgende: ”Hvo som mister liv, skal finde det”. Han tror på livet efter døden og længes efter det, med den forestilling, at han der vil finde de svar, han søger og dermed opnå sjælefred.
Han håber ved sin død at blive genforenet med den gamle ideologiske verden baseret på system og orden samt et møde med omsorg, som han har savnet så grufuldt. I sine sidste minutter opstår pludseligt en kæmpe klode af en rose. Denne rose er et symbol på den romantiske verden af idyl og kærlighed – hans billede af den ’gamle’ verden. I begyndelsen af teksten blev farver som ”brungult” anvendt til beskrivelse af forskellige elementer af livet, og pludseligt indgår ”purpur og guld skinnende rosenblade” i ordvalget. Denne dybrøde farve, som symboliserer kærlighed og er en kongefarve, fungerer som et billede af datidens romantiske livssyn. Guld denoterer rigdom og materiel lykke, som i samspil med purpurfarvens immaterielle lykke danner hans ideelle verden. Hans kones tynde og skingre stemme er erstattet af ”sang og klang med underfulde, dæmpede toner”, da han endeligt har fundet fred i dødslejet. ”Et fredfuldt smil forskjønned hans hvide, stivnede ansigt”.
De centrale temaer er naturalisme contra symbolisme. Ensomhed, fremmedhed, kønsrolleskildring og sjælelig konflikt er ligeså gennemgående.
Holdningen er subjektiv og fremstiller naturalismen som værende kold og overfladisk. Titlen ”En Rose” bekræfter temaerne, forstået således at individet søger efter noget meningsfuldt og smukt. I livet var han ikke i stand til at finde, hvad han søgt, men sjælefreden fik han, da sjælen frigjorte sig fra kroppen og fortsatte ned til den klodelignende rose. Problemstillingen omkring den moderne virkelighed reflekterer tidens litteratur.
Titlen En Rose lægger op til forundring. Den kan forstås på mange måder blandt andet som den sarte delikate ’femme fragile’, men refererer især til livets indhold. Livet blomstrer op og livet visner - ligeså kærligheden. Bagsiden af medaljen, af de indbydende og glødende rosenblade, er den tornede stilk, som i forbindelse med Det moderne Gennembruds følger kan ses igennem: ’Når man afliver barnetroens Gudfader, stiller man samtidigt individet under en tom og uendelig himmel’3. Glæde og sorg går unægtelig hånd i hånd, og den guldskinnende medalje har altid den mørke bagside. Når enden på livet er nær, er alle de bløde rosenblade lige så stille faldet af og manden ligger tilbage med den tornede stilk. ’Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord vil du genopstå’, og i øjeblikket af hans død opblomstrer rosen som en del af livets cyklus – livet og kærligheden opstår på ny.
Litteraturhistorisk placeres novellen under symbolismen, der i Danmark fik sit gennembrud omkring 1890. Symbolisterne opfatter sig som en åndelig revolution mod den overfladerealisme, som naturalismen hengiver sig til. De mener at verden er dyb, og at overfladerealisme aldrig vil kunne gribe verdens inderste væsen, idet det væsentligste i tilværelsen er skjult for øjet.
Litteraturen er præget af den moderne virkelighed, der opfattes som værende flad med svindende værdier, hvor mennesket fremmedgøres og individet taber sin samhørighed med verden, akkurat som fremgik i ”En Rose”. Et grundtræk i al symbolisme er en sjælelig hjemve, og også dette var tydeligt i tekstens elementer. Amalia Skram belyste med sin novelle problemstillingen og konflikten mellem symbolisme og naturalisme, der prægede tiden. Individets følelse af smerte og fremmedhed blev til fulde belyst og dets higen efter sjælefred ligeså.