Ida Jessens Ude på Vandet

Nogle derude der har noget godt at sige om Ida Jessens Ude på Vandet??

Virkelig en mærkelig tekst, som ikke giver særligt meget mening!!

Det var da passagerskibet "North Star" befandt sig midt ude på Nordsøen, mellem Newcastle og Esbjerg, at Hanna mærkede, at hun og hendes familie blev iagttaget. Langsomt drejede hun hovedet, indtil hun mødte blikket hos kvinden ved nabobordet. Det var hende! Lyshåret og med granskende blå øjne. Hun tog dem end ikke til sig, da hun så, at Hanna havde opdaget hende. Det gav et behageligt, dumpt stød langt, langt inde i Hanna, hun tænkte: Det er det, jeg har ventet på.
Cafeteriaet var fyldt med mennesker, udenfor var himlen tung og grå, det regnede let. Ingen havde lyst til at være ude i det vejr, nu havde skibet været undervejs i seks timer, og rejsen var stadig lang. Man vendte hjem fra ferie.
Hvad mon det er, hun ser? tænkte Hanna, og vidste det i det samme: På trods af at cafeteriaet var fyldt som det var, med familier ned langs rækkerne med røde respatexborde, så var hendes en af dem, der for alvor måtte blive lagt mærke til. Der sad de jo, hun selv, de fem halvstore børn med tunge ansigtstræk, for tykke alle som én, og så hendes mand, Abel, der med sine nervøse bevægelser og nærsynede missende øjne inde bag de underligt tågede brilleglas var i stand til at skabe uro overalt hvor han viste sig. I samme øjeblik væltede bakken, han havde stillet bag sin stol, og han vendte sig om og anbragte den på nøjagtigt samme sted. Det var syvende eller ottende gang, det skete, og hver gang han rejste bakken op, var det med en mine så uforligneligt selvgod, at Hanna ville have moret sig, ja leet, hvis ikke det var fordi hun havde været gift med ham i seksten år og vidst, at der lå udmattende, uransagelige årsager bag alt, der skete i deres familie.
*
Færgen tudede, de var næsten færdige med at spise, kun Lise, den yngste, sad stadig og gnavede i et kyllingelår, hun havde dyppet i remoulade, og Abel sad på spring.
"Du hjælper nok lige med at rydde op her, ikke Hanna," sagde han bebrejdende, og Hanna skyndte sig op at stå, hendes hjerte hamrede altid lidt, hun fyldte bakken og ventede til Lise modstræbende afleverede sit kyllingeben. "Der sidder altså stadig noget, mor," sagde hun klagende, men Hanna hørte ikke efter, hun ville op til tallerkenstativet og freden deroppe.
Mens hun stod og ventede på, at det skulle blive hendes tur, så hun sig tilbage. Abel sad og ordnede et eller andet, han tørrede vist op, og børnene var begyndt at blive urolige, hun kunne se, hvordan han formanede dem. Hendes blik gled videre til kvinden ved nabobordet, hun sad med en cigaret i hånden, og hendes øjne hvilede på Hanna.
*
"Tog du ikke noget at drikke med?" sagde Abel, da Hanna havde sat sig ned.
"Nej," svarede hun mut. "Det sagde du ikke noget om." Abel sukkede og rejste sig. "Du kan vel tænke selv," sagde han og blev stående sådan, med armen rakt ud imod hende.
"Hvad er der nu?" spurgte hun forvirret. "Er der noget, jeg har glemt?"
"Pungen, lille frue. Pungen."
Hun fandt den i sin taske og så ham forsvinde oppe i mylderet ved disken. Der var heldigvis mange, der skulle til før ham.
For lidt over to timer siden havde der været et øjeblik, en lille tid, hvor alting var roligt. Børnene havde været henne og spille på enarmede tyveknægte, godt fulgt på vej af deres fars advarsler og gode råd, og Hanna havde for første gang i løbet af sommerferien fundet den roman frem, hun havde taget med. Men hun var ikke nået langt, hun kunne ikke koncentrere sig. "Jeg kan ikke engang læse længere," tænkte hun og lod bogen synke og så over på Abel, der sad, fuldstændig fortabt i sine tanker og kiggede ud ad vinduet. Han lagde ikke mærke til hende, det arbejdede i hans ansigt, han tog brillerne af og gned sig om sine trætte, lidt rødrandede øjne, der altid så ud som om han havde grædt eller var på nippet til det. Et langt suk undslap ham.
"Hvad er der?" spurgte Hanna. Hun ville gerne tale med ham ? om hvad vidste hun ikke på det tidspunkt. Abel tog sine briller på, så på hende: "Kan man da aldrig få et øjebliks fred!"
*
Nu kom han tilbage med en bakke med fire glas. Han stillede dem midt på bordet, det var juice, og familien kom i oprør, for der var jo ikke nok til dem alle sammen, og hvorfor var der ingen sodavand?
"Ti så stille," sagde Abel, og anbragte bakken bag sin stol, hvor den væltede i næste øjeblik.
Det gav et ryk i Hanna, hun så til venstre, den lyshårede kvinde var der stadig, og hendes øjne mødte Hannas. Et lille øjeblik stirrede de på hinanden, så nikkede den fremmede ganske, ganske let.
For anden gang mærkede hun det dumpe drøn et sted derindefra, men denne gang var det ikke kun behageligt, der fulgte noget med, en styrtsø af bevægelse, og hun rejste sig med et sæt, skubbede stolen tilbage, så bakken, som Abel netop havde placeret med alle tegn på opofrelse, gik i gulvet med et brag. "Jeg regner med, du selv rejser den op," hørte hun ham sige, men stemmen var fjern. Ud gennem øjenkrogene så hun sin families ansigter, da hun styrtede hen mod døren. Måbende.
*
På det første dæk, hvor hun kom ud, var der mennesker, et par, der sad på en bænk og en ung fyr, der lå og sov i sin sovepose. Hun ville være alene, hun fortsatte videre op på soldækket. Heroppe blæste det, og regnen slog ind over dækket. Et par dæksstole var blevet efterladt midt i det hele, vinden rev i den tunge, våde sejldug.
Der var gråt til alle sider, hun gik hen til rælingen og kiggede ned i det rullende, sugende skum. Jeg gider ikke mere, tænkte hun, jeg vil have lov til at være menneske.
*
Så let er det at flytte sig til noget, der er smukt, tænkte hun lang tid senere. Man rejser sig, går ud på dækket, og selv om det regner, er luften frisk og klar. Alting er forandret. Sådan er det heldigvis. Det er et spørgsmål om at rejse sig i det rette øjeblik, og vende tilbage i det rette øjeblik.
Hvor længe havde hun stået heroppe? Det var ikke til at sige, hun vendte sig væk fra rælingen og gik ned ad trappen mod cafeteriaet. Allerede gennem vinduet så hun sine børn stå ved spilleautomaterne ude i gangen, men Abel sad stadig ved bordet, da hun kom ind, han havde igen lagt brillerne fra sig, sad og gned de trætte øjne, der altid løb i vand. Kvinden var væk ? hendes bord ryddet og tørret af, der var ikke det mindste spor efter hende. Abel hørte hende ikke, før hun gled ned på sin plads ved siden af ham, så vendte han sit brilleløse ansigt om mod hende.
"Abel," sagde hun, "Abel, vi bliver nødt til at begynde helt forfra." Og blev svimmel, da hun så, hvordan hans ansigt åbnede sig, da det gik op for hende, at hun ikke behøvede at sige mere. Han havde forstået det hele.